Annonce

Topjurister ser hul i grundloven og læger løber for influenzavaccine

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Velkommen til vores nyhedsoverblik, hvor vi hver dag samler en lille håndfuld af døgnets vigtigste nyheder.

Denne dag kan byde på nyheden om, at topjurister udpeger huller i grundloven, at op mod 50 østarbejdere er smittet i nyt corona-udbrud og at de praktiserende læger mangler influenzavacciner. Og så er en borgmester kommet i modvind: Undskyld jeg klappede jer i røven, lyder det nemlig. Hvilket ikke alle synes er lige morsomt.

Tak fordi du læser med.

Topjurister udpeger huller i landets vigtigste lov

Grundloven beskytter i for lav grad borgernes grundlæggende rettigheder.

Det konkluderer juridiske eksperter, skriver Berlingske

De er med i Djøfs såkaldte jurapanel, der består af 51 juridiske kapaciteter fra universiteter, domstole, advokatbranchen og interesseorganisationer. Panelet forholder sig til Grundloven sig i en ny undersøgelse, som viser, at 49 procent angiver, at loven ikke er tidssvarende for "de beskyttede individuelle rettigheder," mens 42 procent angiver, at loven er tidssvarende.

"Er det særligt demokratisk, at vi i dag som samfund har en grundlov, som stort set ingen af os har været med til at bestemme? Allerede dér kan du spørge: Skal vi lade os regere af de døde," siger Jens Elo Rytter, som er professor i forfatnings- og menneskeret på Københavns Universitet og formand for Djøfs jurapanel, til avisen.

Læs hele historien her.

 

Op mod 50 østarbejdere smittet i nyt corona-udbrud

Statens Serum Institut oplyser, at der er opstået et nyt stort udbrud af corona-smitte blandt udenlandske arbejdere på Midtsjælland.

Det skriver Fagbladet 3F.

Ud af 143 testede er cirka en tredjedel nu konstateret smittet.

Fagbladet 3F har tidligere fortalt, at 25 fortrinsvis polske bygningsarbejdere var blevet smittet med corona-virus.

De 25 bor sammen med mindst 115 andre migrantarbejdere på tre adresser i og omkring den midtsjællandske by Haslev, og hele gruppen af udenlandske arbejdere er siden søndag blevet testet og overvåget af myndighederne, som har frygtet et nyt stort smitteudbrud.

Det var en slovakisk arbejder, der blev testet positiv for corona-virus søndag, som fik myndighederne til at reagere.

De mange migrantarbejdere bor tæt sammen i en gammel kro i Terslev, en tidligere landbrugsejendom ved Skuderløse og en nedlagt skole nordøst for Haslev, og omkring 70-80 af dem er dagligt blevet kørt til København i tætpakkede busser for at arbejde på prestigebyggeriet Carlsberg Byen for det polske firma Budomex.

Budomex er tidligere blevet advaret af fagforeningen 3F om risikoen for corona-smitte.

Læs hele historien her.

 

De praktiserende læger mangler influenzavacciner

Den øgede efterspørgsel på influenzavaccinen i år har skabt forsinkelser på levering af vacciner til de praktiserende læger.

Det skriver Ritzau ifølge Jyllands-Posten

”Der er mangel på vacciner,” siger Jørgen Skadborg, konstitueret formand i Praktiserende Lægers Organisation (PLO).

”Vi må desværre udsætte eller aflyse vaccinationer af patienter, som havde en tid i forvejen, fordi vi ikke kan få leveret det, vi regnede med.”

Jørgen Skadborg vurderer baseret på tilbagemeldinger fra mange læger, at der allerede nu er brugt den samme mængde vaccine, som de plejer at bruge hele sæsonen.

”Folk har virkelig været ivrige for at blive vaccineret i år.”

Knaphed på influenzavacciner får også Danske Lægers Vaccinations Service til at sætte 300 virksomhedskunder på standby.

Læs hele historien her.

 

Justitsministeriet erkender, at politiet aldrig undersøgte fordoblet forsikring på Scandinavian Star

Politiet undersøgte aldrig den fordoblede forsikring for passagerskibet Scandinavian, hvor 159 omkom efter en påsat mordbrand i april 1990.

Det skriver Politiken.

Justitsministeriet skrev til Folketingets Retsudvalg i juni, at Københavns Politi havde oplyst, at politiet gennemførte omfattende undersøgelser af, hvorvidt skibet var forsikret for omkring det dobbelte af skibets reelle værdi.

Men Justitsministeriet erkender nu, at politiet ikke har undersøgt det. Det får Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten til at kalde justitsminister Nick Hækkerup (S) i samråd.

"Alle, der har fulgt den her sag, har fået det indtryk, at myndighederne hævdede, at politiet havde undersøgt sagen grundigt. Det er stærkt forbløffende nu at få at vide, at politiet tilsyneladende ikke har undersøgt en afgørende del af sagen, og at det er en fejl, at det er blevet oplyst til Folketinget," siger Søren Søndergaard (EL) til avisen.

Læs hele historien her.

 

Borgmester i modvind: Undskyld jeg klappede jer i røven

Borgmester i Faxe Kommune Ole Vive (V) havde egentlig besluttet sig for 'at holde sin kæft'. Men så ombestemte han sig og meldte sig på banen i den danske #metoo-debat med en udmelding, der har sat ild i Twitter.

Det skriver Ekstra Bladet

I et opslag kommenterer han, at Morten Østergaard har meldt sig syg fra Folketinget oven på sin afgang som leder for Radikale Venstre.

”Hvis det her er den nye mandetype, så er jeg glad for at være af den gamle årgang,” skriver borgmester Ole Vive.

I samme tweet undskylder Ole Vive til de personer, ”han har klappet i røven” og meddeler desuden til dem, der ”stak ham en flad”, at de ”er kvit”.

Tweetet er et par dage gammelt og fik i første omgang ikke den store opmærksomhed fra borgmesterens knap 100 følgere, men der er pludselig kommet fut i kedlerne, efter at flere prominente Twitter-brugere er begyndt at dele og kommentere det.

Og borgmesterens udmelding om mandetyper, numseklap og lussinger møder alt andet end medvind.

placeholder

”Problemet i en nøddeskal,” skriver Anja Jensen, der er næstformand i HK Privat.

”Ja, vi har et kæmpe problem med sexisme. Ja, vi har brug for en kulturændring. Og ja, problemet findes tydeligvis også i Faxe kommune. Hvis du er i tvivl så læs hvad borgmesteren i Faxe skriver her,” skriver Nikolaj Villumsen, der er Enhedslistens EU-parlamentsmedlem.

Læs hele historien her. 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet