Topper listen: Danskerne foretrækker fagforenings-banker

Arbejdernes Landsbank (AL)

Topper listen: Danskerne foretrækker fagforenings-banker

De to banker, som er ejet af fagbevægelsen, er de bedste banker. I hvert fald hvis man spørger kunderne, om hvem de er mest tilfredse med

Svend Randers, bankdirektør i Arbejdernes Landsbank
Billedtekst

Svend Randers, bankdirektør i Arbejdernes Landsbank

Foto: Arbejdernes Landsbank

Det er hverken store banker som Nordea eller Danske Bank, som er at finde i toppen af listen over danskernes foretrukne bank.

Derimod er de to fagforeningsejede banker, Arbejdernes Landsbank og Lån & Spar Bank henholdsvis nummer et og nummer to på listen over kundernes favoritter.

Vundet for 16. gang i træk 

I 16 år i træk er Arbejdernes Landsbank kåret til danskernes foretrukne bank.

Undersøgelsen, som er foretaget af Voxmeter, er baseret på svar på cirka 60.000 respondenter.

Det er en titel, der er meget vigtig for os, fordi det er danskerne, der har valgt os

“Det er en titel, der er meget vigtig for os, fordi det er danskerne, der har valgt os. Kåringen bekræfter os i, at kunderne synes godt om den måde, som vi rådgiver og driver bank på, så det er vi selvfølgelig stolte af,” siger Svend Randers, bankdirektør i Arbejdernes Landsbank, til Netavisen Pio.

Han understreger, at det har krævet en stor indsats at følge med tiden og de skiftende behov gennem årene.  

“Danskernes behov og forventninger til deres bank ændrer sig hele tiden. Derfor er jeg ekstra glad for, at vi nu har fået prisen 16 år i træk. Det viser vi, at vi i Arbejdernes Landsbank har været i stand til at følge med tiden og udvikle os sammen med vores kunder,” siger Svend Randers.

To fagforenings-banker kæmper om førstepladsen 

Arbejdernes Landsbank er tæt forfulgt af Lån & Spar Bank i kampen om at være danskernes foretrukne bank.

Arbejdernes Landsbank er blandt andet ejet af 3F, Dansk Metal, HK, Fødevareforbundet NNF og Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).

Lån & Spar Bank er ejet af mere end 50 fagforeninger som eksempelvis DJØF, DM (tidligere Dansk Magisterforening), IDA, pædagogernes fagforening BUPL og Dansk Sygeplejråd, DSR.

I kåringen fik Arbejdernes Landsbank 527 point ud af 1.100 mulige, mens Lån & Spar Bank fik 517, det vil sige kun 10 point færre.

Til sammenligning er der et stykke længere ned til tredjepladsen, hvor man finder Sparekassen Thy med 464 point.

Målt på kundetilfredshed

Voxmeter har baseret deres undersøgelse på cirka 60.000 privatkunder i danske banker. På den baggrund har de rangeret bankerne efter deres CEM-score.

CEM står for customer experience management  og tager udgangspunkt i kundeoplevelsen.

“Formålet er at se, hvor attraktiv en bank tager sig ud blandt andres bankers kunder, og hvor tilfreds bankens egne kunder er med det, som banken gør for en,” udtaler administrerende direktør i Voxmeter, Christian Stjer, til Netavisen Pio.

“Det udadtil vægter 30 procent og ens egne kunder vægter 70 procent,” uddyber han.

 

Sådan klarer bankerne sig i forhold til CEM-score

 

  1. Arbejdernes Landsbank - 527 

  2. Lån & Spar Bank - 517 

  3. Sparekassen Thy - 464

  4. Sparekassen Kronjylland - 437

  5. Nykredit Bank - 423

  6. Ringkjøbing Landbobank - 370

  7. Middelfart Sparekasse - 368

  8. Vestjysk Bank - 362

  9. Nordea - 359

  10. Jyske Bank - 350

  11. Sparekassen Sjælland-Fyn - 350

  12. Nordjyske Bank - 344

  13. Sparekassen Danmark - 340

  14. Sydjysk Sparekasse - 311

  15. Danske Bank - 276

  16. Djurslands Bank - 265

  17. Spar Nord Bank - 256

  18. Andelskassen - 231

  19. Fynske Bank - 231

  20. Sydbank - 150

Kilde: Voxmeter

Emma Inge Hansen

Emma Inge Hansen er journalist på Netavisen Pio.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.