Annonce

Toppolitikere mindes Prins Henrik: Et stort tab. For Danmark.

En flot repræsentant for Danmark er gået bort, lyder det fra de danske politikere.
Nyheden om Prins Henriks død har fået samtlige politikere til tasterne og fra det yderste venstre til det yderste højre lyder der respekt og sorg over tabet af den 83-årige prins, der døde tirsdag aften.

Han turde sætte sig selv og sin person i spil og nægtede at være tilskuer til livet.

En fornem repræsentant for Danmark
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) mindes en mand, der med smittende engagement satte sig tydelige aftryk.

”Prins Henrik satte tydelige aftryk på verden omkring sig gennem hele sit liv. Han var en facetternes mand med mod og kant. Han turde sætte sig selv og sin person i spil og nægtede at være tilskuer til livet. Livet skulle leves og opleves. Derfor var det altid en beleven og engageret prins, man mødte.

Prins Henrik har på fornem vis repræsenteret Danmark. Hans engagement var smittende, og hans indsigt enorm, uanset hvor og i hvilken sammenhæng han færdedes,” skriver statsministeren i regeringens officielle udmelding.

En sand verdensmand
Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, udtrykker ”stor sorg” over prinsens død.

”En sand verdensmand er gået bort, og vi sørger alle over tabet af det kærlige, generøse og åndrige menneske, han var, og hvis lige man skal lede længe efter,” skriver hun.

Tak for poesien og kunsten
Den socialdemokratiske partiformand Mette Frederiksen (S) kalder det ”et stort tab”.

”Det er et stort tab. For Danmark. Og for familien, som har mistet en ægtemand, far, farfar og svigerfar. Mine tanker går til dem i den svære tid.

Tak til Prins Henrik for poesien, kunsten og den store indsats for Danmark igennem en menneskealder," skriver hun i en pressemeddelelse.

Jeg har sat stor pris på den måde, hvorpå Prins Henrik igennem mange år har repræsenteret Danmark og Kongehuset.

Et intelligent, belevent, varmt og humoristisk menneske
Formand Kristian Thulesen Dahl (Dansk Folkeparti) mindes de gange har mødt Prins Henrik.

”Jeg har gennem årene haft den glæde at møde Prins Henrik ved forskellige lejligheder, og det har været en udelt fornøjelse at møde Prins Henrik, som var et intelligent, belevent, varmt og humoristisk menneske.

Jeg har sat stor pris på den måde, hvorpå Prins Henrik igennem mange år har repræsenteret Danmark og Kongehuset. Prins Henrik har ydet en stor og flot indsats for Danmark. Det skylder vi ham stor tak for.”

Venstrefløjen sender tanker til familien
Enhedslistens politiske leder Pernille Skipper, som er et af folketingets erklærede republikanske partier, sender tanker til familien.

”Tanker i dag til en familie, der har mistet deres mand, far og farfar. Hvil i fred,” skriver hun på Twitter.

Samme besked lyder fra SF’s Pia Olsen Dyhr, der kalder det en trist dag for Danmark og for kongehuset.

”Prins Henrik var en varm og hjertelig sjæl med massevis af humor. Han vil blive savnet! Mine varmeste tanker til hans familie og venner.”

Alternativets Uffe Elbæk sender også sine tanker til familien.

”Dronningen har mistet sin mand. Kronprins Frederik og prins Joachim har mistet deres far. Og børnebørnene deres farfar.

Uanset hvilke officielle titler og ordner man har, sætter døden livet i perspektiv og åbner op for vigtige spørgsmål hos de efterladte. Og ja, kongefamilien er en offentlig institution og spiller en formel rolle i det danske samfund. Men i dag er de også en helt almindelig familie i sorg.

Det er til denne almindelige-ualmindelige familie mine tanker går netop nu.” skriver han på Facebook.

Et dybt begavet, nysgerrigt, musisk, varmt, humoristisk og nuanceret menneske.

Gav minder for livet
Udenrigsminister Anders Samuelsen (Liberal Alliance) mindes også de gange han har mødt Prins Henrik og siger, at hvert eneste møde gav minder for livet.

”Jeg fik æren og den udsøgte fornøjelse at være i prinsens selskab nogle gange gennem årene. Både ved officielle lejligheder, men også enkelte helt private. Det gav hver gang minder for livet. Prinsen viste sig ved alle disse lejligheder som det han var: et dybt begavet, nysgerrigt, musisk, varmt, humoristisk og nuanceret menneske.

Hans bortgang er et stort tab for den nærmeste familie, men også for Danmark. Han bidrog med langt mere end han blev anerkendt for,” skriver han på Facebook.

En ener
Den radikale partileder Morten Østergaard mindes en ”ener, der forblev sin egen”.

”Et livstykke som formåede både at være en del af vores lands ansigt udadtil og sin helt egen. Dyb indsigt og stor belevenhed. En ener, der forblev sin egen i et liv fuld af forpligtelser.

Jeg kender ingen, der har mødt Prins Henrik, som ikke kan fortælle en lille anekdote om samtalerne. Fordi hans viden, engagement og lyst til diskussion gjorde ham til en unik samtalepartner. Han kunne både alvoren og letheden. Dybden og morskaben,” skriver Morten Østergaard på Facebook.

Ham kunne danskerne være stolte af
Fra folketingets mindste parti, men samtidig det mest kongetro, lyder der sorg over prinsens bortgang.

”Det berører mig dybt, at vi nu må tage afsked med en mand, der i mere end et halvt århundrede har tjent vor nation

Med sit engagement og sin karismatiske personlighed har Prins Henrik ydet et stort og værdifuldt arbejde for Danmark. Et arbejde, hele den danske befolkning kan være stolte af.

Mine varmeste tanker går lige nu til familien og de mange mennesker, som Prins Henrik undervejs i sit 83 år lange liv har berørt med sin varme, gejst og gnist,” skriver den konservative partiformand, justitsminister Søren Pape Poulsen.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet