Trainspotting lokker nostalgikerne ind i biografmørket på et løfte om et kært gensyn med den gale gamle garde af Spud, Sickboy, Francis Begbie, Renton og alle de andre. Det løfte bliver indfriet. Men derudover synes filmen næsten at være gået i stå, mens kun verden omkring den har bevæget sig.

Karakterer har ikke udviklet sig, handlingen er i udpræget grad ikke-overraskende og lortelivet i Edinburghs forstæder er akkurat lige så lortet, som det altid har været. Filmen er i udpræget grad produceret til dem, der ikke fik nok, da den første film udkom for 20 år siden.

Uden ikonisk format
Forskellen er bare at Trainspotting-filmen i 1996 skabte et ikonisk billede på håbløshed, nedtur og drømme hos en gruppe af unge skotter, der fravælger den friserede normaltilstand og tilvælger stofferne. De tager flugten fra hverdagen trivialiteter. Smack-heroin bliver deres løsning og så går det ellers for alvor nedad bakke i høj fart. Komedien bliver til tragedien. Og 90’er filmen skabte noget, der virkelig er værd at se, hvis man da ellers kunne holde til at se på det.

Billedtekst: Filmplakat fra den originale Trainspotting film fra 1996

Den første Trainspotting leverer noget, der var akkurat lige så skræmmende, som de tidligere misbrugere, der op igennem 80’erne og 90’erne besøgte hver en danske folkeskole for at advare om at tage stoffer. Men helt så skræmmende og fængende bliver opfølgeren aldrig.

Men tag ikke fejl: den nye Transpotting er hverken dårlig eller kedelig. Den er faktisk både underholdende og veludført på måde, der holder biografgængerne mere end vågne. Den tilbyder 1,57 minutter i et ekstremt højt og afvekslende tempo, samt med en lydside, der mindst er på niveau med den første film.

’Ikke flere katolikker!’
Mark Renton (Ewan McCregor) fungerer fortsat fremragende, som filmens fortæller, der bryder formatet med spørgsmål og refleksioner over hvordan han selv og andre har valgt at leve deres liv. På den måde leverer Trainspotting varen ud fra en overvejelse om hvad man kunne og måske burde have gjort anderledes: ”choose looking up old flames and wishing you did it all differently”.

En særligt underholdende og illustrativ scene viser to af filmens hovedpersoner, Renton og Sick Boy, i færd med at stjæle fra gæsterne på en klassisk britisk pub fyldt, der er fyldt med protestanter, som fejrer sejren over katolikkerne ved slaget ved Boyne i 1690.

Det er interessant billede på, hvordan de protestantiske skotter stadig binder deres identitet og følelser op på en ældgammel begivenhed, der stadig rummer potentialet til at skabe splid. Splittelsen bliver kun bekræftet, da Renton og Sick Boy må springe til klaver og mikrofon, som en del af underholdningen for at skjule deres igangværende tyveri. De optræder med den for publikum meget begejstrende sang: “No more, NO MORE, No more, NO MORE, no more Catholics left!”.

Et godt råd: Lad 90’erne beholde Trainspotting
Historien bærer præg af, at man gerne har villet 2’eren, mere end man har haft noget på hjerte. Den centrale konflikt virker banal, karaktererne virker trætte og forudsigeligheden er gennemgribende, men alligevel formår filmen akkurat at levere den underholdning, der gør at ikke direkte spilder to timer i biografen.

Lad bare 90’erne beholde deres ikoniske Trainspotting film

Et god råd til filmskaberne anno 2036 vil dog være at modstå fristelsen til at lave Trainspotting T3 – nu 40 år efter udgivelse af den originale film. Det var godt i 90’erne er ikke nødvendigvis godt hverken i 2016 eller 2036. Lad bare 90’erne beholde deres ikoniske Trainspotting film