Ved et debatarrangement, som Netavisen  Pio afholdte i PH Caféen for nogle uger siden efterspurgte flere af deltagerne mere langsigtede programmer. Det fik mig til at tænke tyve år tilbage, hvor der i den grad blev tænkt langsigtet. Men det fik mig også til at tænke på tre af disse langsigtede politiske programmer, som bragte Socialdemokratiet på afveje.

Tre langsigtede politiske programmer med negativ betydning
Det var for det første Finansministeren der mente, at Danmark i fremtiden skulle leve af at udtænke, beregne og tegne idéer, og så skulle vores pensionskasser investere i produktionsvirksomheder i Afrika og Asien, som så ville producere vores idéer, beregninger og tegninger: Et helt land i den kreative klasse.

Så var det for det andet Økonomiministeren, der kasserede det gamle skel mellem sparekasse og spekulationsbank, som Roosevelt indførte for at hale USA ud af depressionen, og importerede Thatcher’s og Reagan’s afregulerede finansielle supermarkeder: En hel finanssektor i international kampform.

Og endelig, så var der for det tredje Kulturministeren, som udtalte sin afsky ved at se Dannebrog på en maleriudstilling, mens hovedstolen af Socialdemokratiets vælgerskare sad i kolonihaven med flaget på hel stang.

Fejlskud af episke dimensioner
Det var alle mennesker af god vilje, der ville det bedste. Men netop disse tre ”langsigtede programmer” var fejlskud af episke dimensioner: Vi kæmper nu for at revitalisere Produktionsdanmark med tilgang af relevant arbejdskraft, vi stønner under åget af et grådigt og egoistisk finansmarked, og den ulyksalige fejllæsning af patriotisme som nationalisme har sendt Socialdemokratiet på et ti-årigt slid med at tilbageerobre Dannebrog.

Langsigtet tænkning kan ikke undværes, men kursen må konstant holdes under opsyn og justeres udfra dagligdagens erfaringer. Det betyder tæt kontakt med manden på gulvet, for Socialdemokratiet ganske særligt fagbevægelsen. Derfor tror jeg også, at det var ulykkeligt, at man (stort set samtidig med ovennævnte fremtidsbommerter) brød den tætte sammenhæng mellem parti og fagbevægelse.

Socialdemokratiet og fagbevægelsen skal tage fat sammen
Min fornemmelse er, at Socialdemokratiet er godt i gang med at rette op på fortidens fejlskud. Det kunne meget vel også gælde forholdet til fagbevægelsen, så meget mere som Verdensbanken netop har bragt en undersøgelse, der viser, at usikkerheden i Vesten - nok så meget som fra ulighed i samfundet - stammer fra ængstelse for arbejdsmarkedet. Så et sted at tage fat – sammen med fagbevægelsen – kunne være at genoprette den flexicurity, som den radikale leder Margrethe Vestager fik saboteret så grundigt.

Et fromt ønske for 2017 kunne derfor være at Socialdemokratiet fortsætter med at rette op på fortidens fejlskud.
Troels II Munk,  er en dansk skuespiller, uddannet fra Statens Teaterskole i 1974. Han har medvirket i bl.a. tv-serierne ‘En by i provinsen’, ‘Bryggeren’, ‘Strisser på Samsø’, ‘TAXA’, ‘Forsvar’ og ‘Forbrydelsen 1′.
 Klummen er alene udtryk for forfatterens egen holdning