Annonce

Tre kandidater kæmper om borgmesterposten i Ishøj

For første gang i kommunens historie er der kampvalg om at stå i spidsen for Socialdemokratiet.
Socialdemokratiet i Ishøj og Ishøj Kommune hænger nærmest uløseligt sammen.

Siden den lille kommune syd for København skiftede navn til Ishøj i midten af 1970'erne har byens borgmesterkæde hængt om halsen på en socialdemokrat.

Fra 1974 til 2000 hed borgmesteren Per Madsen og siden har byens førstemand heddet Ole Bjørstorp.

Siden midten af 1980'erne har Socialdemokratiet haft absolut flertal og det betyder, at den, som partiet vælger som spidskandidat, også har været selvskrevet til borgmesterposten.

Og hvem det skulle være, har der aldrig været tvivl om - før nu.

Når partiets medlemmer i november skal vælge spidskandidat frem mod kommunalvalget næste år, vil der denne gang være hele tre kandidater at vælge imellem - nemlig den nuværende borgmester Ole Bjørstorp, byrådsmedlem Merete Amdisen og byrådsmedlem Annelise Madsen.

Det står klart, efter at der var sidste frist for melde sit kandidatur mandag.

Splittet gennem en længere periode

Kampvalget om spidskandidaturet er en udløber af en længere periode med internt uro i partiet og i byrådsgruppen.

I 2019 begyndte splittelsen i partiet, da Ole Bjørstorp, der i dag er 74 år gammel, offentliggjorde, at han ville genopstille til kommunalvalget i 2021.

Det førte til, at gruppeformand Merete Amdisen, der var udset til at afløse Ole Bjørstorp, blev fjernet som gruppeformand.

Stridighederne i partiforeningen har fået parterne til at indkalde hjælp fra Socialdemokratiets partikontor og den tidligere borgmester i Roskilde, Poul Lindor Nielsen, har uden held forsøgt sig som fredsmægler.

Nu bliver det så i stedet op til medlemmerne at finde en foreløbig afslutning på konflikten i vestegnskommunen.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce