Tre mesterværker fra hviderussisk nobelprisvinder

Svetlana Aleksijevitj er den sidste modstander af Lukasjenko, der ikke er blevet bortført, anholdt eller er flygtet. Her er tre anbefalinger af hendes bøger:
Foto: Wikimedia Commons
Den hviderussiske forfatter Svetlana Aleksijevit er en af hovedpersonerne i kampen mod præsident Lukachenko.
Den hviderussiske nobelprismodtager Svetlana Aleksijevitj befinder sig lige nu i centrum af begivenhederne om Hvideruslands fremtid.

Hun er den sidste fremtrædende modstander af Hvideruslands præsident, Aleksander Lukasjenko, der ikke er blevet bortført, anholdt eller er flygtet til udlandet.

Og onsdag dukkede en gruppe sortklædte, maskerede mænd op på den 72-årige forfatters adresse i Hvideruslands hovedstad, Minsk. Og den formentlig eneste grund til at de ikke tog hende med var, at diplomater fra en række EU-lande dannede en menneskekæde omkring den hviderussiske forfatter.

Aleksijevitj er en af demokratibevægelsens støtter, og har brugt sin internationale prestige som nobelprisvinder til at lægge pres på præsident Lukasjenko.

Det er ikke første gang at Svetlana Aleksijevitj kommer i frontlinjen på baggrund af hendes holdninger og forfatterskab, der har været kritiseret af eksempelvis russiske nationalister.

Almindelige menneskers midt i verdenshistorien

Svetlana Aleksijevitjs forfatterskab er et af de mest markante indenfor de seneste 50 år. Hendes forfatterskab omhandler almindelige menneskers oplevelser og erfaringer med verdenshistoriske begivenheder, og hendes bøger bygger på interviews med hundredvis af vidner til begivenheder og giver på den måde en stemme til de undertrykte og glemte.

Hvert eneste af hendes værker har gjort mig klogere på historien

Hendes mesterværk ’Krigen har ikke et kvindeligt ansigt’ (Udgivet i 1985, på dansk i 2015) var en øjenåbner for mig – og for mange andre vesteuropæere – både når det kommer til den sovjetiske indsats i 2. verdenskrig og særligt når det kommer til kvindernes deltagelse.

Hvert eneste af hendes værker har gjort mig klogere på historien, de sovjetiske og post-sovjetiske samfund og ikke mindst på menneskers vilje og evne til at overleve.

Netavisen Pio giver dig her tre anbefalinger af hendes allerbedste bøger. De fleste af hendes værker tager udgangspunkt i det tidligere Sovjet, men de bidrager alle sammen til en forståelse af den mentalitet, der også præger det nuværende Hviderusland – og dets demonstrerende folk.

3. Zinkdrengene

For lidt over fyrre år siden rullede de første sovjetiske tanks ind i Afghanistan. Det blev begyndelsen på en ti år lang krig, der endte med et forsmædeligt nederlag til supermagten.

Omkring en million sovjetborgere nåede at tjene i Afghanistankrigen, og de befandt sig i et helvede, hvor lokalbefolkningen hadede dem, klimaet var ulideligt, det militære og medicinske udstyr var forældet eller ubrugeligt, og hvor der hverken var styr på logistikken eller strategien.

Sovjet løj om alt i denne krig, herunder også antallet af dræbte og sårede, og de faldne soldater blev nærmest i hemmelighed fragtet hjem i zinkkister til deres ulykkelige familier.

'Zinkdrengene' bygger på interviews med både soldater, efterladte, sundhedspersonale og andre, der deltog direkte eller indirekte i en krig, der var med til at sende Sovjetmagten på kurs mod undergangen.

Svetlana Aleksijevitj: Zinkdrengene. 384 sider, Lindhardt og Ringhof. Oversat af Jan Hansen, 2016

 

2. Bøn for Tjernobyl

Da eksplosionen sprængte taget af reaktor 4 på Tjernobyl-værket kunne selv ikke atomkraftværkets ansatte helt forstå katastrofens omfang.

Først forsøgte Sovjet-myndighederne at fortie det for både sin egen befolkning og internationalt og benægtede at noget skulle være galt på prestige-atomkraftværket.

Imens blev de strålesyge brandfolk indlagt på hospitaler i Moskva, og minearbejdere og værnepligtige blev indforskrevet til at rydde op. Den radioaktive sky spredte sig over Europa, og så langt væk som Sverige måtte rensdyr slås ned.

Men allerværst gik det naturligvis ud over de mennesker, der boede og levede i atomkraftværkets nærhed – dem, der blev fordrevet fra deres hjem og dem, der satte liv og førlighed på spil for at rydde op efter ulykken.

Tjernobyl ligger i Ukraine, men tæt på grænsen til Hviderusland, hvor 22 procent af jorden blev forurenet ved ulykken. 'Bøn for Tjernobyl' indsamler historierne fra vidnerne. Dem, der stod i vindretningen og så værket brænde. Dem, der ryddede op. Dem, der blev evakueret – og dem, der så bierne dø.

Svetlana Aleksijevitj: Bøn for Tjernobyl. 352 sider, Lindhardt og Ringhof. Oversat af Katja Hansen Volkova, 2018

 

1. Krigen har ikke et kvindeligt ansigt

’Krigen har ikke et kvindeligt ansigt’ er Svetlana Aleksijevitjs hovedværk. Igennem årtier har hun interviewet kvinder, der deltog i 2. verdenskrig på sovjetisk side og samlet deres beretninger.

Vi er vant til at læse beretninger fra mandlige soldater, men de kvindelige er blevet glemt. Men de var der!

De var partisaner og piloter, løjtnanter og læger, civile og soldater. De meldte sig frivilligt eller de blev tvunget i krig af omstændighederne. Deres erfaringer er både meget menneskelige og meget kvindelige.

De kan fortælle om rædslen over at se vennerne dø og glæden over at køre en kampvogn over faldne tyskeres lig. De kan fortælle om sorgen og frygten, men også om venskaber og sammenhold, stoltheden over at kæmpe for sit land og sin familie (og kammerat Stalin!).

Og de beretter om det særligt kvindelige, der ikke er plads til i krigen. Om kun at kunne få støvler og uniformer i herrestørrelser og om at glæde sig over en stump læbestift. Om hverdagen ved fronten og om at vende hjem igen bagefter. Det var ’Krigen har ikke et kvindeligt ansigt’, der udløste en nobelpris til Aleksijevitj og det er et hovedværk i verdenslitteraturen, som virkelig anbefales.

Svetlana Aleksijevitj, Krigen har ikke et kvindeligt ansigt, 2015, Forlaget Palomar.


Udover de tre ovennævnte er også ’De sidste vidner’ og ’Secondhand-tid’ udkommet på dansk.


Kommentarer fra Facebook

Annonce