”Vi skal videre”, skriver Politikens opinionsredaktør Per Michael Jespersen lillejuleaftensdag i en opsang til os socialdemokrater oven på Corydons exit. Opsangen var en blandt mange gennem årene: Vi må diske op med det nye og originale.

Trods utallige forsøg på visionære debatindlæg til Politiken fra min pen prøver jeg nu igen:.

1) Ny model for det offentlige
Lad os sætte de offentligt ansatte fri fra bureaukrati og minuttyranni. Spritny britisk forskning fastslår ikke overraskende, at New Public Management har givet både dårligere og dyrere offentlig service.

Situationen er sandsynligvis identisk herhjemme. Vi skal skabe en offentlig sektor, der inddrager sosu-assistenten, socialrådgiveren og renovationsarbejderen og viser tillid til deres faglighed.

Vi må væk fra skemaer og hen mod frihed og decentralt ansvar - gerne hvor borgere og pårørende inddrages, for de ved, hvad der fungerer lokalt.

Jeg ønsker mig en tidsbank, hvor man kan låne penge i sin pensionsopsparing i for eksempel samlet set to år.

 

2) Bedre balance i livet
Det er både tankevækkende og stupidt, at danskerne i dag arbejder så meget, mens de har små børn. Hvorfor ikke gøre det mere intelligent, så vi arbejder mere, før og efter at børnene er små? Jeg ønsker mig en tidsbank, hvor man kan låne penge i sin pensionsopsparing i f. eks. samlet set to år, så man kunne gå på deltid, efteruddanne sig eller dyrke gulerødder i sin baghave på fuldtid. Udbudsøkonomerne vil nok råbe op, men jeg tror, det samlet set vil være en god forretning, fordi danskerne forhåbentlig bliver mindre syge og stressede, og friheden, der er finansieret af borgeren selv, vil gavne den enkelte, familien og samfundet.

3) En ny kapitalismekritik
Klassisk, ja. Men vi kommer ikke uden om, at vi i for stor stil har givet efter over for markedskræfterne. Vi skal have opsplittet bankerne efter Glass-Steagall-modellen, så den risikofyldte investeringsdel adskilles fra almindelig bankdrift.

Vi skal have et loft over direktørlønninger, bonusser og gyldne faldskærme efter schweizisk forbillede. Vi må gøre op med neoliberale regnemodeller i ministerierne, som antager, at udbud er lig efterspørgsel, og som under SR-regeringen bidrog til, at regeringen faktisk støbte de kugler, som Liberal Alliance affyrede mod den med partiets berygtede 2025-plan.

Allersidst må vi fratage bankerne retten til at skabe nye penge som gæld. I stedet burde vi have demokratisk kontrol med forøgelsen af pengemængden.

Lad debatten begynde og visionerne rulle!.

Jakob Esmann er medlem af DSU’s forretningsudvalg.

(indlægget er også bragt i Politiken 4. januar 2016)