Trine Bramsen genopfinder sig selv i ny ambitiøs bog, men der mangler noget

Boganmeldelse

Trine Bramsen genopfinder sig selv i ny ambitiøs bog, men der mangler noget

I ny debatbog fremlægger socialdemokratiets familieordfører, Trine Bramsen, sammen med 11 andre ræverød familiepolitik

De geopolitiske kriser flyver om ørerne på os, men familiepolitik er stadig en varm kartoffel på de indre linjer og med ‘Sådan gør vi det lidt bedre’ forsøger Trine Bramsen at sætte sig tungt og rødt på den familiepolitiske dagsorden.

Titlen er et svar på spørgsmålet som Poul Nyrup Rasmussen stillede i sin nytårstale i 1998 og som senere blev titlen på hans erindringsbog udgivet i oktober 2024: ‘Kan vi ikke gøre det lidt bedre’.

Jo, svarer Trine Bramsen med flere, og sådan gør vi det.

Det politiske budskab er klart: Vi får for få børn og dem, der får dem, er for pressede. Den opgave skal løftes i flok. Det er en fælles opgave og ikke individets alene at få et familieliv til at hænge sammen.

Rift om skolemaden

Blandt bogens 12 bud på, hvordan vi gør livet lettere for børnefamilier, er Trine Bramsens forslag om skolemad. Det er godt for børnene med sociale og nærende måltider og godt for forældrene, at de ikke skal stå med leverpostej og mellemlægningspapir.

Skolemaden er ellers en sag som SF satte sig tungt på ved efterårets finanslovsforhandlinger, men med Socialdemokratiets svingende meningsmålingert og SF’s stigende ditto, er det måske meget fornuftigt for Trine Bramsen at skele lidt mere til venstre.

Der er politik for milliarder, og vi kommer vidt omkring

3F’s næstformand Tina Christensen foreslår, at daginstitutionernes åbningstider skal være længere, så familie- og arbejdsliv bliver nemmere at balancere.

I flere kommuner blev der sidste år skåret i åbningstiderne, og det er et problem, særligt for 3Fs medlemmer, der sjældent kan tage arbejdet med hjem.

Det foreslås også, at studerende skal have ret til dagpenge, hvis de får børn under studiet, at der uddannes flere pædagogiske assistenter til daginstitutionerne, ret til flere barn syg-dage, ingen venteliste til idræt i foreningslivet, at forældrebetaling på dagtilbud fjernes og, at der bygges boliger, der er til at betale for de mange forskellige familietyper.

Den socialdemokratiske familieordfører lykkes i den grad med at genopfinde sig selv politisk og sætte sig på en bred vifte af familiepolitiske mærkesager

Der er politik for milliarder, og vi kommer vidt omkring.

Måske også for vidt. For når der ind imellem drages paralleller mellem, at daginstitutioners korte åbningstider er et tab for den grønne omstilling eller, at flere pædagogiske assistenter i daginstitutioner betyder, at færre vil være i fængsel og på kontanthjælp savner jeg en mellemregning eller to.

Det, der ellers er gode takter, kommer til at fremstå som lige lovlig løse skud fra hoften.

Ambitiøst og ræverødt

Det er heller ikke til at overse, at bogens skribenter ikke er forfattere. Det er der ingen skam i, men nogle steder kunne der måske godt være lagt lidt flere redaktørtimer.

Trine Bramsen og co. udlægger en ambitiøs, ræverød politik, der er til at forstå. Den socialdemokratiske familieordfører lykkes i den grad med at genopfinde sig selv politisk og sætte sig på en bred vifte af familiepolitiske mærkesager.

Men Trine, hvor skal pengene komme fra?

I mine ører er det sød musik, men det er nok cirka lige så overraskende, som når Rådhusuret slår 12, eftersom jeg er en fraskilt mor i en alt for dyr københavnsk lejelejlighed, der hader at smøre madpakker, for længst har opgivet at melde mine børn til svømning, fra tid til anden må lave feberredninger for at få familielivet til at hænge sammen og er journalist på en socialdemokratisk avis.

Men Trine, hvor skal pengene komme fra?

 

Trine Bramsen, ‘Sådan gør vi det lidt bedre. 12 bud på hvordan børnefamilier lever - og ikke bare overlever’. Grønningen 1, 2025, 165 sider, 249,95 kroner

 

De 12 skribenter

De 12 skribenter bag bogen "Sådan gør vi det lidt bedre" er: 

  • Trine Bramsen, medlem af Folketinget for Socialdemokratiet, fhv. transportminister, ligestillingsminister og forsvarsminister
  • Jytte Andersen, tidligere medlem af Folketinget for Socialdemokratiet, fhv. arbejdsminister, by- og boligminister og minister for ligestilling
  • Jannik Frank Petersen, forbundsformand i Teknisk Landsforbund
  • Frank Lundgren, formand for PMF Fyn, en FOA-fagforening
  • Tina Christensen, næstformand 3F
  • Kim Henriksen, pædagogisk sektorformand FOA
  • Malene Lindholmer Nepper, læge og formand for Forum for Yngre AlmenMedicinere
  • Signe Nielsen, formand for Forældrenes Landsorganisation
  • Alexander L. Nepper, cand.merc.kom. og selvstændig public affairs-rådgiver
  • Jeppe Würtz Petersen, cand.mag. i retorik
  • Christina Sylvest-Noer, kommunalbestyrelsesmedlem for Socialdemokratiet på Frederiksberg
  • Jonas Manthey Olsen, politisk chef i Dansk Ungdoms Fællesråd og kandidat til borgerrepræsentationen i Københavns Kommune for Socialdemokratiet

Anne-Sofie Søndergaard Bak Madsen

Journalist på Netavisen Pio.

Læs mere om:

Kommentarer

Indsendt af Hugo (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 18.02.2025 - 13:30

At journalisten har valgt at bo i en angiveligt for dyr lejlighed er ikke et samfundsproblem. og vi skal ikke have mere stat, men mere ansvar for eget liv. Forslaget om at der skal være skolemad for alle synes jeg er utroligt sympatisk og hvis erfaringerne viser at det giver bedre trivsel i skolen og et bedre resulatat i den anden ende for skolesøgende børn, så kan man vel godt se i den retning. Men ellers er det som altid når en Socialdemokrat åbner hovedet, mere stat og mindre selvstændighed og ansvar for eget liv.

Indsendt af jørgen Fabrin (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 18.02.2025 - 14:09

...Det bliver alt for dyre løsninger og de vil heller ikke virke på danskernes børnetal, for politikerne foretrække at importere befolkning. Ændringerne skal ske på arbejdsmarkedet, vi skal indføre 3 dages uge for voksne, således at vi et ægteskab kan skiftes med at gå på arbejde og være sammen med vore børn. Det er dejligt at være sammen med sine børn, det er faktisk derfor vi får dem. Hvis der ydermere skal være ligestilling i mellem kvinder og mænd, så skal de hver især, have en ligestillet hverdag og børnene skal kunne opleve hvordan, både en far og en mor klarer opgaverne. Man tænker måske at en arbejdsuge på kun 3 dage er dyr, men vi sparer de fleste pædagoger bort. Søn og helligdage forsvinder, det vil sige at alle maskiner, lokaler, veje og trafiksystemer er i gang alle dage hele året rundt. Det betyder at samfundets arbejdstid forøges med næsten 2/7. Så alt i alt tror jeg det vil give et stort samfundsmæssigt overskud, for 3 dagesuge vil også rive mange flere ud på arbejdsmarkedet, da 3 dage er mere overskuelig end 5 dage.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.