Trods advarsler - Peberspray bliver nu lovligt

Fra nytår bliver det lovligt at have og bruge peberspray i eget hjem.
Et flertal i Folketinget bestående af regeringen og Dansk Folkeparti har vedtaget en lov, der gør det lovligt for personer over 18 år at have peberspray i eget hjem.

Fra næste år bliver det derfor muligt for almindelige borgere over 18 år at opbevare peberspray i deres eget hjem. Og om nødvendigt anvende sprayen til selvforsvar, for eksempel ved hjemmerøverier.

Sammen med lovliggørelsen blev straffen for ulovligt at bære en peberspray i det offentlige rum skærpet for personer, som tidligere har fået fængselsstraffe for at overtræde våbenlovgivning eller har begået vold, røveri etc.

I forlængelse af lovforslaget vil regeringen ændre reglerne, så det bliver muligt for visse personer at opnå tilladelse fra politiet til at bære peberspray i det offentlige rum, hvis vedkommende kan dokumentere et behov herfor, for eksempel hvis man frygter for en voldelig ekskæreste eller en aggressiv stalker.

Peberspray vil kun kunne købes i våbenhandlere eller hos andre forhandlere, som har en politigodkendelse.

Bedre end baseballbat

Vedtagelsen sker på trods af advarsler fra både Politiforbundet og Det Kriminalpræventive Råd, der frygter, at det vil kunne få volden til at eskalere og vil få forbrydere til at bevæbne sig yderligere.

Lovliggørelsen af peberspray har længe været et ønske fra Dansk Folkeparti og partiets retsordfører Peter Kofod Poulsen mener, at sagkundskabens skepsis er ubegrundet.

”Hvis man i dag bryder ind i private hjem, og folk gør modstand, så vil de bruge redskaber, der kan være langt farligere,” siger han til Ritzau og nævner blandt andet køkkenknive og baseballbat.

”Så vi ser pebersprayen som en nedskalering, noget der kan være med til at gøre, at folk kommer derfra med liv og lemmer i behold.”

Venstre vendt på en tallerken

Det er ikke første gang, at folketinget har taget stilling til peberspray. Tidligere har Venstre været imod at legalisere den.

”Det er samlet set ikke vores opfattelse, at forslaget vil bidrage til mere tryghed og mindre kriminalitet,” sagde daværende justitsminister Søren Pind (V), da et forslag om helt at legalisere peberspray blev behandlet folketinget i 2016.  

”Vores bekymring er, at det vil bidrage til mindre tryghed og mere kriminalitet. En peberspray kan bruges som angrebsvåben, kan optrappe en konflikt og kan ikke anses for ufarlig, og dermed vil der være en betydelig risiko for, at lovliggørelse af peberspray til selvforsvar i virkeligheden vil være kontraproduktivt for trygheden,” sagde han ved den lejlighed.

Danmark bliver ikke mere trygt af at lovliggøre håndvåben.

Venstre markerede vedtagelsen af den nye lov med et opslag på de sociale medier. ”Vi gør Danmark tryggere,” lød det fra partiet.

”Nej! Danmark bliver ikke mere trygt af at lovliggøre håndvåben. Venstre går igen hårdt efter prisen for mest tåbelige twitter-indslag,” lyder det i en kommentar fra Socialdemokratiets retsordfører Trine Bramsen.

placeholder

Fakta om peberspray

 

Peberspray består af en neutral væske, der er blandet med en stærk koncentration af chilipulver. Sprayen giver svær svien i øjnene og åndedrætsbesvær. Peberspray minder om tåregas.

En dåse peberspray indeholder omkring 2 millioner Scoville Heat-units (SHU). En stærk, thailandsk ret indeholder typisk 50-200 SHU.

Peberspray er lovligt i de fleste lande i Europa, bortset fra i Sverige, Finland og Tyrkiet.

Kilde: Wikipedia

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce