Annonce

Trods udflytning rammes uddannelser i provinsens hårdt af besparelser

Regeringen sender uddannelsespladser til provinsen med den ene hånd, men skærer ned med den anden. Socialdemokrat kalder det bedrag.
Regeringen vil med oprettelse af uddannelsespladser i provinsen styrke balancen mellem hovedstaden og provinsen. Og med ti nye såkaldte uddannelsesstationer med samlet 500 til 1000 uddannelsespladser, gav regeringen efter eget udsagn 'et ekstraordinært rygstød til uddannelser ude i landet'.

Men når man samtidig regner de samlede besparelser på uddannelse sammen, så betyder det at provinsens uddannelsessteder ender i stort minus. Det viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

”Det er rigtigt, at der sker noget på de ti steder, men det er få pladser, hvor du kun kan tage en del af uddannelsen. I sammenligning med de nedskæringer, der rammer uddannelserne - også uden for København - er det småting,« siger analytiker Mie Dalskov Pihl fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd til Ugebrevet A4.
Skal spare knap en milliard

Regeringens omprioriteringsbidrag har betyder, at der i disse år spares massivt på uddannelse i Danmark. Hvert år skal uddannelsesinstitutionerne finde besparelser for 2 procent af deres budget.

Analysen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at i år skal spares cirka 365 millioner kroner på de korte- og mellemlange videregående uddannelser set i forhold til niveauet i 2015. Beløbet stiger år for år, og det betyder at der i 2021 skal der spares mere end 700 millioner kroner set i forhold til 2015-

De samlede besparelser svarer til, at omprioriteringsbidraget koster cirka 3.000 kroner pr. studerende i 2018 og cirka 6.000 kr. pr. studerende i 2021 på de korte og mellemlange videregående uddannelser.

De korte og mellemlange videregående uddannelser er for eksempel uddannelsen til folkeskolelærer, sygeplejerske, pædagog eller byggetekniker.
S: Regeringen bedrager

Regnestykket fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd får hårde ord med på vejen på Christiansborg. Socialdemokratiet mener ligefrem at regeringen har gang i "bedrag".

”Det er et bedrag regeringen laver. I ly af nogle regneark udsulter man uddannelserne i provinsen, men forsøger at få det til at se ud, som om man gør det modsatte, siger Mette Reissmann, der er uddannelses- og forskningsordfører for Socialdemokratiet til Ugebrevet A4.

Hun vil have omprioriteringsbidraget stoppet.

”Vi vil have grønthøsteren stoppet. Og om de besparelser, der allerede er gennemført, bliver ført tilbage til uddannelserne, har vi ikke taget stilling til,” siger hun til Ugebrevet A4.

Hun bakkes op af Dansk Folkepartis forskningsordfører Jens Henrik Thulesen Dahl.

"Det regnestykke kan man godt lave. Og det viser, at de årlige besparelser på uddannelserne ikke bliver ved med at gå,« siger han.
Venstre: Det er rimeligt

Hos regeringspartiet Venstre peger man dog på, at udgifterne til de videregående uddannelser er steget væsentligt mere end andre højt prioriterede velfærdsområder, hvor man længe har effektiviseret og sparet hvert år.

Derfor mener partiet, at det er rimeligt at også uddannelsesinstitutionerne årligt skal spare.

”Omprioriteringsbidraget har været afgørende for at sikre sunde offentlige finanser, og for at der også fremadrettet kan gennemføres særligt prioriterede indsatser. Det er rimeligt, at uddannelsesområdet også skal bidrage til denne prioritering,” skriver uddannelses- og forskningsordfører Mads Fuglede (V) i en kommentar til Ugebrevet A4.

Han understreger dog, at der løbende skal holdes øje med om der er den rette balance mellem effektivitet og kvalitet.

Læs hele analysen her.

 

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet