Troels Lund fik penge af medicinalfirma i strid med branchens egne regler

V-politikeren modtog valgkampbidrag fra medicinimportfirmaet, Orifarm. Firmaet erkender fejl, mens Venstre nu sender 20.-40.000 kroner retur
Venstres finansordfører, Troels Lund Poulsen, modtog forud for det seneste folketingsvalg et valgkampbidrag på over 20.900 kroner fra medicinalfirmaet Orifarm op til valget i juni 2019.

Det viser Venstres i Region Midtjyllands officielle indberetning til Region Midtjylland.

Valgkampstøtten til Troels Lund Poulsen er en overtrædelse af lægemiddelindustriens etiske regler

Valgkampstøtten til Troels Lund Poulsen er en overtrædelse af lægemiddelindustriens etiske regler, som skal sikre, at lovgiverne ikke bliver usagligt påvirket af særinteresser.

Derfor har milliardkoncernen Orifarm, som er Danmarks største leverandør af lægemidler, udsigt til en bøde, skriver dagbladet Politiken.

Står til bøde på mellem 75.000 og 150.000

Etisk Nævn for Lægemiddelindustrien (ENLI) tager sagen dybt alvorligt.

“Af vores lobbykodeks fremgår det meget klart, at virksomheder og virksomhedens repræsentanter ikke på nogen måde må give økonomisk støtte eller sponsorater til beslutningstagere,” siger nævnets sekretariatschef, Rikke Bækgaard Thomassen, til Politiken. Hun vurderer umiddelbart, at reglerne er overtrådt.

Hun understreger, at hun aldrig tidligere har set en lignende sag, og at betydelig støtte til beslutningstagere eller politiske partier normalt vil udløse en bøde på mellem 75.000 og 150.000 kroner.

Troels Lund Poulsen har - som det står oplyst pt. - ikke overtrådt reglerne for partistøtte, fordi navnet på bidragyderen er offentliggjort. Det er efter reglerne lovligt at undlade at oplyse valgkampbidragets størrelse. Reglerne er overholdt hvis man blot oplyser navnet på bidragyderen.

Reglerne siger, at alle bidrag på over nu 20.900 kroner skal offentliggøres.

Orifarm overførte to beløb til brug for Troels Lund Poulsens valgkamp. Orifarm sendte således beløb via selskaberne Orifarm A/S og Orifarm Group. Beløbenes størrelse er pt. ukendte.

Venstre-kreds betaler 20.- 40.000 tilbage

Venstre i Hedensted-kredsen har nu valgt at tilbagebetale pengene fra Orifarm A/S, “for at undgå ballade":

“Vi har overholdt reglerne til punkt og prikke. Det er Orifarm, der har lavet en fejl ved ikke at fortælle os, at de har tilsluttet sig et sæt etiske regler," siger formanden for Hedensted-kredsen, Arild Pedersen, til Netavisen Pio.

Kredsformanden oplyser, at han ikke husker størrelsen på Orifarms støttebeløb, som nu sendes retur:'

det beløb vi sender retur nu må ligge i størrelsesordenen 20. - 40.000 kroner

"Men hver af de to bidrag fra Orifarm var på under 20.000 kroner, så du kan heraf regne ud, at det beløb vi sender retur nu må ligge i størrelsesordenen 20. - 40.000 kroner," siger Arild Pedersen.

Han er ikke klar over om den reelle giver af beløbene er Orifarms ejer, Hans Bøgh-Sørensen:

"Nej, vi ved kun at pengene kom fra Orifarm-koncernen."

Troels Lund Poulsen var i november i fokus, fordi han var Venstres hovedforhandler omkring erstatning til minkerhvervet.

I den forbindelse spurgte Netavisen Pio Troels Lund Poulsen, om han op til valget i 2019 havde modtaget valgkampbidrag fra formanden for Danske Minkavlere/Kopenhagen Fur, Tage Pedersen, ellers dennes mink-koncern Sole Gruppen. Men Troels Lund Poulsen forholdt sig tavs.

Tage Pedersen ville tilsvarende ikke oplyse, om han eller Sole Gruppen har betænkt Troels Lund Poulsen med valgkampbidrag. Han erkendte derimod, at han og Sole Gruppen tidligere har betænkt både lokale politikere og landspolitikere op til folketingsvalg. Uden dog at ville sætte navne på modtagerne af disse valgkampbidrag.

På baggrund af den aktuelle sag har Netavisen Pio sendt Troels Lund Poulsen følgende spørgsmål:

Var du ikke opmærksom på, at det er i strid med medicinalindustriens etiske regler at yde støtte til politiske partier og/eller politikere?

Du har modtaget to bidrag fra Orifarm op til valget i 2019. Hvor store er hvert af disse beløb?

Vil du i lyset af denne sag offentliggøre, hvem der bidrog til din valgkamp i 2019 gennem indsamlingsklubben "Arnfeldt & Co Aps"?

Vil du nu - i lyset af den aktuelle sag - oplyse herom

Du har tidligere ikke villet svar på, om du op til valget i 2019 har modtaget valgkampbidrag fra formanden for Danske Minkavlere/Kopenhagen Fur, Tage Pedersen - eller dennes selskaber under Sole Gruppen. Vil du nu - i lyset af den aktuelle sag - oplyse herom? Og også i givet fald hvilke beløb du har modtaget fra Tage Pedersen/Sole Gruppen/selskaber relateret til Sole Gruppen op til valget i 2019?

Har du op til andre folketingsvalg modtaget støtte fra Tage Pedersen/Sole Gruppen/selskaber relateret til Sole Gruppen?

Netavisen Pio afventer Troels Lund Poulsens svar.

Tætte kontakter til en stribe milliardærer

Troels Lund Poulsen er en sand mester i at indsamle penge. Men han får også god hjælp af sin tidligere spindoktor fra dengang Troels Lund Poulsen var skatteminister, Peter Arnfeldt.

Det er således Peter Arnfeldt, der står for at samle penge ind til Troels Lund Poulsen via indsamlingsklubben “Arnfeldt & Co. Aps”. Det indsamlede beløb er ukendt. Det er også ukendt, hvem der har bidraget med hvad til Troels Lund Poulsen gennem indsamlingsklubben.

Peter Arnfeldt har gode forbindelser til Orifarms ejer, Hans Bøgh-Sørensen.

Hans Bøgh-Sørensen er blandt andet medejer af Jensens Bøfhus

Hans Bøgh-Sørensen er blandt andet medejer af Jensens Bøfhus, som Peter Arnfeldt udfører presse- og strategiarbejde for. Ikke mindst i forbindelse med den aktuelle faglige strid mellem fagforbundet 3F og Jensens Bøfhus.

Hans Bøgh-Sørensen er med en formue på fire milliarder kroner Danmarks 30. rigeste mand.

Hans Bøgh-Sørensen erkender over for Politiken, at Orifarm har trådt i spinaten:

Vi har trådt i spinaten

"Prøv at høre her. Erik (Orifarms administrerende direktør, Erik Sandberg, red.) har sagt det, der skal siges om den sag. Vi har trådt i spinaten, og sådan er det i den pågældende sag. That’s it. Jeg vil ikke uddybe den her sag yderligere," siger Hans Bøgh-Sørensen.

Troels Lund Poulsen har - ifølge Venstre i Region Midtjyllands officielle indberetning til Region Midtjylland - modtaget ikke færre end 10 bidrag, der er større end 20.900 kroner fra den nævnte indsamlingsklub og pengestærke folk som finansmanden Lars Seier Christensen og lego-arvingen Anders Kirk Johansen, som er kendt for udstille sin rigdom.

Opdateret 07.01.2022 i led i undersøgelse af citat-praksis

Her er listen over Troels Lund Poulsens pengestærke venner
 

Her er listen over Troels Lund Poulsen større valgkampbidrag på over 20.900:

  • Arnfeldt & Co. Aps
  • Orifarm (Læs: Hans Bøgh-Sørensen)
  • Lars Seier Christensen (Medstifter af Saxo-bank, støttede gennem flere år Liberal Alliance med millionbeløb, støtter en række udvalgte blå politikere med større valgkampbidrag, eksempevis Jakob Ellemann-Jensen)
  • Anders Kirk Johansen (Lego-arving)
  • Carta Finans A/S
  • Hanssen Holding A/S
  • Techno Vision Aps
  • FKDistribution A/S
  • Stibo Complete
  • Out of Home Media

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Er det en nyhed ?😄

Det er ikke en nyhed Troels Lund Poulsen. Hvor meget fra Mink

Det er jo ikke første gang. Hele partiet Venstre er gennemsyret af donationer fra erhvervslivet. Både, og især, gedulgte og officielle donationer.

Nå, jeg ville skrive det samme, det er jo ingen nyhed, V er gennemsyret af bidrag, der er over det tilladte uden at være noteret, der sker ikke en dyt. Hvis S ville gå med til at der skal være gennemsigtighed, for ALLE, så ville det ikke ske. En gang var det et Rolex ur, nu bidrag der er over grænsen, hæderlighed er jo ikke det første ord man kommer ihu, når talen falder på Venstre. Prøv at tælle hvor mange der har været i fokus desangående, det er næsten alle i det parti.

Han skal i " SAMRÅD" .. som straf
+ betale strafferenter Virksomhederne har jo kunne trukket beløbene fra i deres skat om ikke det hele, så en hvis % del.

TLP og Venstre ved du hvor du har - i borgernes lommer...
Kan jo godt se hvad man betaler til, når man fylder penge i TLP´s kammerater...
Og Venstre har rigtig meget imod at fagbevægelsen støtter Socialdemokratiet...en grund mere til at TLP ligner en klovn i et cirkus...

Venstre arbejder for dem der betaler mest. SKRIV DINE ØNSKER BAG PÅ CHECKEN. Hvad du ønsker skal du få, Venstre kan du stole på.

Man kan med rimelighed frygte den antagelse, når vi følger sværmen af skandaler i Løkkes og TLP' regeringstid.

Det er f.eks. sagen om kvotekonger, hvor man forærede retten til vore alles fisk over på få gavmilde hænder, hele skattelettelsen (der ikke kunne presses gennem folketinget, men praktiseredes gennem afvikling af en lødig skattekontrol) i 00-erne begrundet i et ikke eksisterende EDB system. De rejste sager mod udbytte svindlere for et to-cifret milliardbeløb, den helt fraværende kontrol i et decimeret banktilsyn, der intet foretog sig medens Danske Bank hvidvaskede 1500 milliarder for kriminelle, statsranere og indsamlere til ISIS, den vilde kamp for overkompensationen af minkavlere, den helt vilde liberalisering af landbrugets greenwashede adgang til at gøde uhæmmet og pløje helt til kanten af vandløb, lang tid inden de påståede effekter med styring af doseringen efter jordkvalitet var teknisk mulig, med landbrugsreformen i 2018.

Jeg bliver forpustet af den endnu ikke færdiggjorte liste af monsterfadæser, der f.eks ikke omfatter det landsskadelige private låneorgie med sikkerhed i hule ejendomsværdier før finanskrisen, der i et helt vildt omfang overgår alt hvad Danmarkshistorien ellers kan opvise, og som bragte os længere ud i tovene, end sammenlignelige lande. Tillige har jeg slet ikke nævnt skandalerne ved krigsdeltagelsen i Irak på en lodret løgn, og at prisen for finanskrisen aldeles blev overvæltet på lønmodtagerne og deres sikkerhedsnet ved gentagne arbejsmarkeds- og udbudsreformer, medens udbudet bugnede af ledige, og utallige afgifts- og skattelettelser forsødede tilværelsen - ikke for virksomhederne - men for aktionærerne, de mest velhavende og direktørsegmentet.
De borgerlige betaler prisen med rette disse dage, hvor profilen af en snæver defineret interesse politik efter finanskrisen kaster sine ucharmerende skygger på bagtæppet af en langt mere effektiv og retfærdig krisehåndtering.

Venstre ved du, hvor du har !
😡

Sådan er det jo med det blå svindlerhold. Nu blev det så Traktor Troels tur. Igen. De mener at være berettiget til mere end loven tillader det.Det har vi jo bevidnet et utal af gange de seneste årtier. Og hele to domme ved rigsretten er det nu blevet til - Men som det blå svindlerholde ville sige det: Hvor der handles der spilles.

Annonce