Annonce

Troels Ravn: En fælles kultur er vigtig, når alt er on demand

Kulturordfører Troels Ravn præsenterer på weekendens kongres Socialdemokraternes reviderede kulturprogram: ”Kultur er stadig velfærd”. Men programmet får kritik for at være for langt og for svagt.
”Programmet er for langt. Det er så fyldt med ord og selvfølgeligheder, at du ikke kan kalde det et kulturprogram. Du kan kalde det et idékatalog med alt for få idéer. Hvem pokker skal læse det?!”

Ordene kommer fra det tidligere kommunalbestyrelsesmedlem på Frederiksberg, Grete Andersen. Hun er sammen med godt 50 andre medlemmer af Socialdemokratiet i Region Hovedstaden mødt op til et møde om partiets reviderede kulturprogram: ”Kultur er stadig velfærd”.

Kulturordfører Troels Ravn svarer, at han er meget opmærksom på, at programmet ikke må blive et hyldetrofæ. Det skal bruges aktiv, og det gør han selv. Ligesom han også selv kalder det et idékatalog. Frem for et politisk program.

Flere af de fremmødte klukker lidt med på Grete Andersens kommentar, mens andre roser Troels Ravn for at komme hele vejen rundt: børn, unge, gamle, udkant, hovedstad, billedkunst, litteratur og design. Der er en grund til, at programmet fylder 56 sider. 34 sider mere end det ny socialpolitiske program ”Alle skal med”.

”Hvad er det vigtigste, du har fået med i denne her reviderede udgave?”

”Jeg synes, det vigtigste er vores fokus på, at kulturen ikke kun skal være for de få, men at vi skal have det ud på arbejdspladserne, i institutionerne og på skolerne. For mig er kultur limen, der binder et folk sammen, og der er især behov for at bevare en fælles kultur, når alt er on demand.”

De sociale medier må komme med næste gang
Socialdemokraterne fremlagde i 2007 et stort kulturpolitisk program kaldet ”Kultur er Velfærd”. Det var med Mogens Jensen som kulturordfører, og det var også ham som igangsatte en revidering af programmet. Det har Troels Ravn nu afsluttet og fremlagt under navnet: ”Kultur er stadig velfærd”.

”Der er jo sket meget siden 2007. Især når vi taler om computerspil, it, internet og medier, og det har vi fået opdateret,” siger Troels Ravn.

”Men hvorfor har I ikke taget et medie med som Facebook? Hvis vi skal tale om noget, der på mange måder binder folk sammen, så er da at kommunikere - på godt og ondt - og dele billeder på de sociale medier.”

”Jo, det har bestemt betydning, at der er ordnede forhold - og en politik på, hvad folk skriver eller deler på de sociale medier. Det kan måske komme med i det næste program. Og det er da rigtigt, at der sker meget på de sociale medier, som også kan kaldes kultur.”

I går på listefødder
Mens de ny sociale medier mangler, er der til gengæld dækket fyldt ind, når det gælder de klassiske kulturformer: billedkunst, litteratur og scenekunst.

Til kulturmødet i Region Hovedstaden er der masser af flotte ord til Troels Ravn for at få så meget med. Især det store fokus på børn og unges mulighed for at dyrke kulturen gennem kommunale kulturskoler er populært. Men ud over kritik af længden, er der også noget andet, der går igen:

”Jeg synes, I går på listefødder ved ikke at sætte økonomi bag. Kom nu med konkrete forslag! Frem med meningerne! Og hent dog inspiration i nogle af de kommuner, som er væsentligt længere fremme end det her skriv, hvis I mangler inspiration” siger den tidligere Ballerup-borgmester Ove Dalsgaard højt.

Men der er en årsag til de manglede økonomiske tal, siger Troels Ravn:

”Det der med at love noget, der ikke er penge til, det lader vi andre partier om. Og langt hen ad vejen så mener jeg, at man kan omprioritere de penge, der allerede er afsat, for at føre forslagene ud i livet. Men det er da klart, at det på en eller anden måde betyder en skærpelse af idéerne.”

”Men er det ikke ærgerligt? Så går der jo noget tabt.”

”Der går jo rigtig mange penge hvert år til kulturområdet. Regeringen har fastholdt den økonomiske ramme på 6,5 milliarder kroner årligt, og i de penge, mener jeg, at der er store muligheder for at realisere vores forslag,” slutter Troels Ravn.


Flere artikler om emnet