Annonce

Tror Thomas Larsen selv på det, han skriver?

I oktober måned konkluderede Berlingskes politiske kommentator, at rød blok var en rodebutik, mens blå blok var ren harmoni. Det fortjener et hmm?
Det er næsten for plat og billigt at slå på landets kommentatorer, som udgør et virkelig nemt mobbeoffer. Men omvendt må man også bare sige, at det kan blive så pinligt, at de evigt kloge kommentatorer fortjener at stå til ansvar for deres egne skriverier og meget kreative konklusioner.

Når Berlingskes Thomas Larsen kalder Statsministerens nytårstale for ”klar, kraftfuld og direkte” samt påstår at den ”sætter en ny dagsorden”, så befinder vi os altså i et parallelt univers.

Everything goes i Kommentatorkøbing eller hva?
Men Berlingskes mangeårige politiske kommentator Thomas Larsen leverer gang på gang oplagte eksempler på, hvordan man åbenbart kan tillade sig at skrive hvad som helst i Kommentatorkøbing. Virkeligheden er ikke åbenbart ikke det der tynger. Man skal således ikke længere tilbage end til 1. oktober 2017 i analysen "Klar, parat...", før man kan finder følgende analytiske forudsigelse:

Thomas Larsen om Mette Frederiksen:

”Problemet for Mette Frederiksen er, at efteråret ser ud til at blive blåt med store aftaler mellem regeringen og DF, og at rød blok fremstår som en rodebutik med kun lidt fælles gods.

Reelt skubber Frederiksen derfor et farligt opgør foran sig, så længe partierne i rød lejr er dybt uenige om udlændingepolitikken og store dele af den økonomiske politik. Faren for en eksplosion er overhængende.”

Thomas Larsen om Lars Løkke Rasmussen:

”Lykkes det hele, vil vælgerne kunne se en blå lejr præget af større harmoni, hvilket igen vil kunne styrke Løkkes lederskab og sikre en mere sikker indflyvning til næste valg. Håbet i V er, at det vil kunne løfte partiet fra det nuværende lave niveau, øge statsministerens popularitet og styrke chancen for genvalg.”

Jerry Springer live: LA versus DF
Man skal nærmest have ligget i respirator eller været deporteret til Gulag over de sidste måneder, hvis man synes, at der må være noget om snakken i Thomas Larsens politiske analyse.

Kampen mellem LA og DF har mest af alt lignet en udgave af det forfærdelige amerikanske 90’er talkshow 'The Jerry Springer  Show', som i over 25 sæsoner har udstillet ret håbløse typer , der slås for åben skræm for at vinde en tabt ekskæreste. Det er typisk en ret vattet affære, hvor ingen formår at sætte slag ind, men nærmere blotter egne svagheder, mens værten Jerry Springer (Det kunne være Lars Løkke om man vil) mest ligner én, der stadig ikke fatter, hvad han egentligt har sagt ja til. Et ret indholdsløst show, hvor særligt seerne går endnu fattigere fra de sørgelige optrin.

Det show har også skinnet igennem i meningsmålinger over en længere periode, hvor særligt Venstre og DF ikke har klaret sig alt for godt. Mens Socialdemokratiet omvendt rundede de magiske 30 procent i flere meningsmålinger omkring jul.

Virkeligheden er med andre ord uhørt langt fra Thomas Larsens forventninger og forudsigelser.

Hvor Berlingskes sans for selvkrtik?
Politiske kommentatorer er selvfølgelig mennesker af kød og blod ligesom alle os andre, hvorfor det også er naturligt at fejle. Jeg indrømmer da gerne, at jeg også selv skyder en skævert af og til. Det skal der bestemt være plads til.

Men omvendt burde gentagne fejlskud også give anledning til selvkritik og refleksion. Derfor gad jeg virkelig også godt være flue på væggen i redaktionslokalet, når chefredaktør Tom Jensen tager en sludder med Thomas Larsen eller når Berlingskes Christiansborgredaktion efterevaluerer den seneste politiske analyse. 1000 kroner spørgsmålet er hvorfor man får lov til at fortsætte, når analyse og virkelighed er så langt fra hinanden?

Jeg ville elske at læse Thomas Larsen levere en selvkritisk gennemgang af sine værste fejlanalyser, men jeg tvivler på, at det nogensinde kommer til at ske. Han har indtil videre fået lov til at skyde forbi målet i årevis og han åbner også 2018 med sine analyse af nytårstalen på helt samme måde.

Hmmm...

Jens Jonatan Steen, er chefredaktør på Netavisen Pio

 

 

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet