Trump er blot den seneste domino, der er faldet. Mange af dem, der har beskrevet Donald Trump som en politisk umulighed, bør i dag vågne op og erkende, at det, de troede var et mareridt, er blevet til virkelighed. Brexit’en var også en umulighed tidligere på året, grænsebommme var en mulighed op gennem i 00’erne og Dansk Folkeparti var en umulighed i 90’erne.

Mange  flere dominoer står i dag og vipper fra side til side. Hvis vi kigger blot et år frem i tiden, så spås Marine Le Pen fra Front National til april 2017 gode chancer for at vinde det franske præsidentvalg, mens det højrepopulistiske parti AfD til august 2017 står med utroligt gode muligheder for at klare den høje tyske spærregrænse og vinde pladser i det tyske parlament. Også i Sverige, Østrig og Holland står højrepopulister til fremmarch.

Alt det der tidligere har været umuligt er i dag blevet muligt.

Journalister lever fjernt fra de mennesker, som de skriver om
Vi har alt for længe lever i fornægtelsens tid. I dagens udgave af Washington Post kan man netop læse om de lukkede øjne, som har kendetegnet de amerikanske journalister, der udelukkende har beskrevet virkeligheden ud fra deres eget snævre verdensbillede. Et verdensbillede, der har været radikalt mere frisindet og elitært end det der generelt har kendetegnet den amerikanske befolkning.

Dommen fra Washington Post lød: ”Journalister - universitetsuddannede, urbane og for det meste, liberale - er mere tilbøjelige end nogensinde før til at bo og arbejde i New York og Washington DC, eller på Vestkysten. Og selvom vi dykkede ned i de store røde stater i et par dage, eller interviewede nogle kulminearbejdere eller arbejdsløse bilfabriksarbejdernes i det amerikanske rustbælte, har vi ikke tage dem alvorligt.”

Mange af disse journalister har kritisk beskrevet Donald Trump som vanvittig, tilbagestående og direkte farlig – og de har gjort det meget subjektivt ud fra den verden, som de selv kender. Det er virkeligheden set ud fra de geografiske områder, hvor de selv bor, ud fra den indkomstgruppe, som de selv tilhører og ikke mindst ud fra liv og den levemåde, som selv er opdraget med. De har besøgt de vrede hvid mænd i Kentucky og Alabama, hvorefter de er taget hjem til det trygge, urbane og globaliserede New York, hvor de har beskrevet deres oplevelse fra semi-racistiske Trump-rallies.

Som CNN i dag skriver, så var valgresultatet en ’skideballe’ til den politiske elite.

Tiden er løbet fra meningsmålingerne
Selvom journalisterne aldrig tog Donald Trump alvorligt og gav plads til et stærk moraliserende had, som kun har gavnet ham, så kan de ikke stå alene med ansvaret. Mange andre stærke og afgørende institutioner har svigtet komplet i deres evne til at forstå og opfange Trumpificeringen af amerikansk politik. Her peger fingeren også på den totale nedsmeltning hos meningsmålingerbureauerne og alle os, der tog dem for gode varer.

Snarrådigt pegede Netavisen Pio allerede før valget på målingernes massive usikkerheder. I dag, er der ingen tvivl om målingernes manglende præcision og store usikkerheder. Det er sigende, at vores meningsmålinger er fuldstændig ude af stand til at opfange tidens politiske skred og bevægelser. Målingernes svagheder bliver gentagende gange bekræftet, når de rammer lagt fordi målet, når de skal beskrive fænomener som Trump, Brexit og højrepopulistiske partier.

En hurtig konklusion tilsiger, at vi ikke kan have tillid til meningsmeningsmålingerne på samme måde, som vi tidligere har haft. Der er i hvert fald noget at gruble over hos meningsmålingsbureauer og valgforskere.

Trump er kun lige begyndt, med mindre…
At hverken journalister eller meningsmålinger evnede at forstå den  spyttende, bandende og retorisk hårdtslående ’skideballe’, som Donald Trup har formået at personificere, er imidlertid slet ikke det egentlige problem. Det er til gengæld, at vores valgte politikere og de etablerede politiske systemer heller ikke har gjort det. Det er vidnesbyrdet om, at vi kun har set begyndelse på en nyt politisk tid.

Som en klummeskribent på New York Times beskriver det, så har den meningsdannende elite det med tidens nye bølger, som de havde det med det med den skaldede mand i en Bob Dylan-sang (Ballad of A Thin Man); Vi ser at han er der og vi mærker hans tilstedeværelse, men vi forstår ham ikke og vi ved ikke hvad vi skal gøre ved ham?

Det blev udlagt som meget kontroversielt, da Mette Frederiksen for 2,5 år siden sagde, at politikerne skulle lytte mere til befolkningen. At skulle være kontroversielt er i sig selvopsigtsvækkende, men det må være der vi starter. Først skal der lyttes, der skal forstås og så kan vi begynde at handle. Og det skal være radikal handling både i den måde, som vi inddrager borgere, vælgere og partimedlemmer, men i også i den politik vi fører. Det skal være en politik, der værner om de nære i form af jobskabelse, tryghed for alle og et værn vores levemåde i en fragmenteret globalisering. Gårsdagens svar er utilstrækkelige i morgen.

Vi lever i en Trumpæra, som kun lige er begyndt. Og den vil fortsætter så længe politikere, medier og alle os andre selvudnævnte kloge-åger vedbliver med at overhøre befolkningernes nødråb.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.