Trump - et realityshow, der blev til en tragedie

Så kom Bob Woodwards længeventede bog om Trump. Den gør ikke noget godt for præsidenten. Det er alles kamp mod alle i det Hvide Hus
Bob Woodward er en af journalistikkens største koryfæer. Sammen med Carl Bernstein afdækkede han Watergate-skandalen, der betød, at Richard Nixon måtte gå af som USA’s 37. præsident. Nu har han kastet sig over USA’s 45. præsident; den skandaleombruste Donald Trump.

Det Hvide Hus under Trump er mindst lige så kaotisk, som man forestiller sig

Det Hvide Hus under Trump er mindst lige så kaotisk, som man forestiller sig. Det er alles kamp mod alle. De formelle kommandoveje er sat ud af kraft, når Trump taler med uformelle rådgivere. Eller sin datter Ivanka Trump og svigersønnen Jared Kushner, som han helt uden fortilfælde har givet formelle og indflydelsesrige poster i Det Hvide Hus.

Papiret, der blev væk
Flere gange ser Gary Cohn, der er leder af National Economic Council og dermed er Trumps øverste økonomiske rådgiver, et dokument på Trumps skrivebord, der er klar til at blive underskrevet. Dokumentet er en erklæring, der ophæver en handelsaftale med Sydkorea, der er USA’s tætte allierede i en turbulent region. Sydkorea lægger også jord til en amerikansk radarstation, der er rettet mod fjenden i Nordkorea. Det vil være en virkeligt dårlig ide at ophæve handelsaftalen, tænker Cohn.

Men Trump kan kun forholde sig til USA’s handelsbalanceunderskud til Sydkorea og insisterer på at ophæve aftalen. Det er umuligt at tale ham til fornuft.

Så i stedet gør topembedsmanden det, man ellers kun ser i dårlige film: Hver gang han ser det, fjerner han dokumentet, der med Trumps underskrift vil ophæve handelsaftalen, fra Trumps skrivebord. Vel vidende, at når Trump ikke ser papiret, vil han have glemt alt om det i et stykke tid. Trumps korte attention span er velkendt i Det Hvide Hus.

Bob Woodwards bog udmærker sig ved, at den sammenvæver tre forskellige vinkler på Trumps præsidentskab

Der er skrevet andre bøger om Trumps tid i Det Hvide Hus. Men Bob Woodwards bog udmærker sig ved, at den sammenvæver tre forskellige vinkler på Trumps præsidentskab.

Den første vinkel er det bizarre kaos, der omgiver Trump. De skøre historier, de mærkelige indfald, de natlige tweets, som vender op og ned på det, der ellers var vedtaget politik. Det er en kamp fra dag til dag, intriger og generel forvirring. Et reality-show, hvor deltagerne ryger ind og ud.

Dén del af bogen er underholdende læsning, selv om man ikke for alvor får noget nyt at vide, hvis man har læst andre bøger om Trumps præsidentskab. Her er ”Fire and Fury” af Michael Wolff eller ”Unhinged” af tidligere toprådgiver (og deltager i Trumps reality-show ”The Apprentice”) Omarosa Manigault bedre.

Når realityshowet bliver alvor
Den anden vinkel er betydningen for den politik, USA fører. Bogen afslører blandt andet, at det var Donald Trumps svigersøn, Jared Kushner, der fik presset det kontroversielle statsbesøg i Saudi Arabien igennem i maj 2017, selv om alle de militære og diplomatiske rådgivere advarede imod det.

Trumps rådgivere forsøger at få ham til at glemme de værste ideer

I en region som Mellemøsten, hvor man skal gå på diplomatiske listefødder, kunne besøget have haft afgørende konsekvenser for stabiliteten. Nu endte det ”kun” med våbensalg i multi-milliardklassen til det saudiske regime og et endnu tættere forhold til den saudiske familie, der styrer landet med jernhånd.

For det fortvivlende er jo, at Trump er den mest magtfulde mand i verden. Realityshowet er blevet alvor, selv om en række af Trumps rådgivere forsøger at få ham til at glemme de værste ideer og forhaler dem.

Hvordan kunne det ske?
Den tredje vinkel er hvordan Trump overhovedet kunne blive præsident. Det burde ikke kunne lade sig gøre, og før valgdagen var det de færreste – også i kampagnestaben hos Trump – der troede på det.

Men præsidentvalgkampen vendte for Trump, da Steve Bannon overtog styringen. Bannon var kendt fra det stærkt højreorienterede medie Breitbart News. Han var en kontroversiel og ildeset skikkelse at sætte i psidsen for en præsidentvalgkamp i det traditionsrige republikanske parti.

Trump blev præsident ved at skabe splid

Bannon så meget klart, at kampagnen ikke skulle handle om Trump. Og da slet ikke om hans politik. For Bannon vidste, at Hillary Clinton var væsentligt bedre forberedt i forhold til at have løsninger på problemerne – det, man kalder ”policy”. Trump havde kun overskrifterne.

I stedet skulle Trumps kampagne være en anti-Hillary kampagne. Ud over slagordene skulle Trump ikke tale politik, men bruge sin taletid på at kritisere Hillary. For at være ufolkelig, for at være for tæt sammenvævet med eliterne og så videre.

Trump blev præsident ved at skabe splid, ved at gøre modsætningerne i det amerikanske samfund større og ved at puste til den mistillid, der i forvejen eksisterede. Det lykkedes, fordi grobunden var der efter mange år, hvor de amerikanske eliter havde overset den almindelige amerikaner, og fordi Steve Bannon og Donald Trump var mestre i at få øje på – og kynisk udnytte – sprækkerne i det amerikanske samfund.   

Woodward bekræfter vores frygt
Hermed bekræfter Woodwards bog det som, vi godt havde på fornemmelsen i forvejen: At Trump ikke er løsningen på, at så mange amerikanere føler sig overset og kørt over, men kun gør problemet værre.

Trump som præsident er et realityshow, der blev til en tragedie

For populismen, angrebet på minoriteter og den ophidsede stemning ved Trumps valgmøder hjælper jo ikke den almindelige amerikaner, der oplever fremtiden som dyster. Det gør kun konkret politik, der forbedrer levevilkår, uddannelse og hjælp til de svageste. Politik, som Trump aldrig kommer til at føre, fordi han først og fremmest vil give penge til erhvervslivet og de rigeste. Trump som præsident er et realityshow, der blev til en tragedie.

 

Bob Woodward: Fear. Trump in the White House. Udkommet på Simon & Schuster september 2018.

 

Anmelder og debatør på Netavisen Pio


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Det virkelig interessante i denne sag er at observere reaktionen i det politiske univers når en ikke politisk figur træder ind i deres domæne.
Det interessante er at observere de afhængigheder der er mellem det politiske establishmentet og de der afhængig af det.

Dette er i sandheden en meget lærerig periode.

Annonce