Annonce

Trumps House of Horror

Trump watch: En kontroversiel justitsminister, en islamofobisk sikkerhedsrådgiver og en højrenational politisk rådgiver. Trumps nye regering kan ende som den amerikanske venstrefløjs værste mareridt.
Da Republikanernes præsidentkandidat Barry Goldwater i 1964 skulle forklare motivationen for at gøre det ukendte kongresmedlem William Miller fra New York til vicepræsident, lød den korte forklaring: "he drives Johnson nuts". Han driver Johnson til vanvid.

Den nyvalgte amerikanske præsident Donald Trump er i disse dage ved at sammensætte sin administration. Omkring 7.000 forskellige jobs, fra udenrigsminister til en Assistant Secretary for Policy, Management, and Budget and Chief Financial Officer i Indenrigsministeriet, skal besættes.

Og ser man på den mennesker som Donald Trumps udnævnelser af de folk der skal udgøre toppen af hans administration, så kunne det meget vel tyde på, at motivationen for Trump er, at de her mennesker vil drive de liberale til vanvid.

Der er endnu ikke sat navn på to af de vigtigste poster, nemlig udenrigs- og forsvarsminister, men der er mange rygter. Blandt andet har tidligere præsidentkandidat Mitt Romney, tidligere borgmester Rudy Guiliani, pensioneret general David Petreus og formanden for senatets udenrigsudvalg Bob Corker været nævnt til posten som udenrigsminister. En liste af navne som ikke giver meget mere indsigt i, hvilken vej Trump ønsker at dreje udenrigspolitikken i.

Traditionen tro skal 1200-1400 af Donald Trumps udnævnelser godkendes enkeltvis af senatet. Med et solidt republikansk flertal ventes det dog ikke at blive et problem.
Udnævnelser i Det Hvide Hus
Stabschef
Donald Trump har valgt den 44-årige jurist Reince Pribus som stabschef i Det Hvide Hus. Pribus skifter fra et job som partisekretær i det republikanske parti, hvor han har været med til at gøre partiet til det dominerende parti i amerikansk politik. Det er stabschefen, der kontrollerer præsidentens kalender og hvem der har adgang til at mødes med præsidenten og jobbet betegnes som det måske vigtigste i Washington.

Reince Pribus kan fra sin tid i partiet trække på sit store netværk blandt de republikanske politikere og embedsmænd i Washington, som den nye præsident af naturlige årsager ikke kender særligt godt.

Det er også Pribus, der har været med til at få tea party-bevægelsen gjort til den integreret del af det republikanske parti. En erfaring der bliver værdifuld, når han skal forsøge at integrere Trumps folk med resten af partiet.

National Sikkerhedsrådgiver
Trump har valgt den pensionerede general Mike Flynn som national sikkerhedsrådgiver. Han er – ligesom Trump - stærkt fokuseret på kampen mod ”radikal islamisk terrorisme”. Han har blandt andet sammenlignet islam med kræft og skrevet på Twitter at ”frygten for muslimer er RATIONEL”.

Efter 33 år i militæret blev han i 2014 tidligt pensioneret som chef for den militære efterretningstjeneste, angiveligt fordi han var en dårlig chef og en ringe strategisk tænker. Kritikere i efterretningstjenesten mente, at han havde en lemfældig omgang med sandheden.

Siden afgangen fra militæret har han haft en konsulentvirksomhed, hvor han blandt andet har lavet lobbyarbejde for den tyrkiske Erdogan-regering.

Politisk rådgiver
Den mest kontroversielle af Donald Trumps udnævnelse er uden tvivl Steve Bannon, den højre-nationale mediemand som skal fungere som særlig rådgiver for præsidenten. Bannon var chefstrateg på Trumps valgkampagne, men er mest kendt som grundlægger af internetavisen Breitbart, som er en amerikansk udgave af Den Korte Avis.

Steve Bannon kritiseres for at have tætte kontakter til det yderste højrefløj og for at være anti-semit.
Udenrigs- og sikkerhedspolitik
Direktør for Central Intelligence Agency
Trump har valgt kongresmedlem Mike Pompeo fra Kansas til jobbet som chef for efterretningstjenesten. Pompeo er et lidt ukendt navn i Washington, som kun har siddet i kongressen i nogle få år, men han har blandt andet været medlem af efterretningsudvalget.

Han er tidligere kampvognskommandør, er uddannet jurist fra Harvard og har haft egen virksomhed, som leverede dele til blandt andet våben og rumindustrien.

Pompeo har formentlig aldrig set et overvågningsprogram han ikke synes godt om, han har udtalt at muslimer som ikke aktivt tager afstand for islamisk terror selv er medskyldige og han er modstander af at lukke fængslet på Guantánamo og så er han tilhænger af muligheden for at bruge forskellige former for tortur ved afhøringer.

FN-ambassadør
Trump har udpeget guvernør Nikki Haley fra South Carolina til posten som FN-ambassadør. Det er tale om en post på ministerniveau, og kan vel lidt poppet sammenlignes med en viceudenrigsministerpost.

Det vækker dog opsigt, at en 44-årige revisor ingen tidligere udenrigspolitisk erfaring har, udover at at hun som guvernør har været på eksportfremstød i udlandet. Som guvernør har hendes mest profilerede sag været den, om sydstatsflaget fortsat skulle vejre over parlamentsbygningen i staten. Nikki Haley fik gennemført, at det blev fjernet.

Hun har desuden stærkt Pro-Israel og har som guvernør bekæmpet forslag om at boykotte produkter fra de besatte områder på Vestbredden.
Indenrigspolitik
Justitsminister
Donald Trump har valgt senator Jeff Sessions fra Alabama som justitsminister. Sessions har været valgt til senatet i 20 år og har en konsekvent konservativ track record, hvor han har stemt og været imod homoægteskaber, våbenlovgivning og forsøg på at normalisere forholdene for USA's mange udokumenterede indvandrere.

Sessions blev i 80’erne nomineret til en føderal dommer-post af Ronald Reagan, men hans nominering strandede da det kom frem at han havde sagt ting, der kunne tolkes som racistisk.

Sundhedsminister
Trump har gjort opgøret med Obamas sundhedsreform til et centralt punkt i sin kampagne. Og han har valgt kongresmedlem Tom Price fra Georgia til at stå i spidsen for arbejdet med at lave en ny.

Price, der er uddannet læge, har været formand for budgetudvalget i Repræsentanternes Hus og har tidligere fremlagt alternativ til sundhedsreformen, som bygger på blandt andet private opsparingskonti og mere valgfrihed. ObamaCare har været Demokraternes helt store landvinding og at se Republikanerne mere eller mindre afskaffe den, vil gøre ondt.

Erhvervsminister
Til at stå for erhvervspolitikken har Trump udpeget Wilbur Ross, en 79-årig investor fra Wall Street, som har en omfattende erfaring med at opkøbe og udvikle nødstedte industrivirksomheder, både i stål-, bil- og kulindustrien. Under borgmester Rudy Guiliani i New York, blev han tilknyttet borgmesterkontoret som privatiseringsrådgiver.

Ross har, ifølge Forbes Magazine, en formue på omkring 3 milliarder dollars. Ross er tidligere Demokrat og har samlet store beløb ind til Demokratiske kandidater.

Undervisningsminister
Filantropen Betsy DeVos, der udover en fortid som formand for det Republikanske Parti i Michigan, har været formand for en organisation, der arbejder for school vouchers - altså flere privatskoler – og skattefritagelse for virksomheder, der oprettet stipendier til privatskoler.

Ved nyheden om hendes udnævnelse kaldte formanden for den amerikanske lærerforening hende for det ”mest ideologisk, anti-offentlig uddannelses kandidat” nogensinde.

Transportminister
Et andet af Donald Trumps højtprofilerede valgløfter har været en omfattende renovering af den amerikanske infrastruktruktur, ikke mindst veje og broer. Om Trump kan få pengene fra kongressen er nok mere tvivlsomt, men til at stå i spidsen for transportministeriet har han valgt en veteran fra begge Bush-administrationer, Elaine Chao. Hun var blandt andet vicetransportminister under Bush den ældre og beskæftigelsesminister under Bush den yngre.

Som beskæftigelsesminister blev Chao beskyldt for at se igennem fingre med virksomheder der overtrådte arbejdsmiljøregler og ikke betalte den føderale minimumsløn.

Den 63årige økonom har siden 2009 været tilknyttet den konservative tænketank Heritage Foundation og sideløbende været kommentator på Fox News.

Elaine Chao, der er født i Taiwan, har desuden gode kontakter på Capitol Hill. Hun er nemlig gift med den republikanske leder i Senatet, Mitch McConnell fra Kentucky.

 

Donald Trump har frem til 20. januar til at sætte sit ministerhold. Først når han er officielt indsat som præsident vil senatet gå i gang med at godkende udnævnelserne.

Netavisen Pio udgiver hver uge en artikel om de seneste begivenheder omkring Donald Trump og hans administration baseret på nyhedsbrevet fra 'Trump Watch International'.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet