Tusindvis af unge står uden arbejde eller uddannelse - de fortjener bedre

Ungeløftet

Tusindvis af unge står uden arbejde eller uddannelse - de fortjener bedre

43.000 unge mellem 15 og 24 år er hverken i uddannelse eller arbejde. I en tid hvor alle skriger på arbejdskraft, skriger det jo til himlen, at de unge ikke får lov at bidrage. Det problem skal Ungeløftet, et samarbejde mellem regeringen, virksomheder, kommuner og civilsamfundsorganisationer, hjælpe med at løse

Dette er et debatindlæg og udtrykker skribentens holdning. Bland dig i debatten nedenfor - eller send dit indlæg til os her.

Tusindvis af unge mellem 15 og 24 år står udenfor fællesskabet. Omkring 43.000 faktisk.

De har ikke noget at stå op til. Føler ærlig talt, at systemet oftere er som en forhindringsbane end som en hjælpende hånd. De er hverken i gang med arbejde eller uddannelse.

I en tid hvor alle skriger på arbejdskraft, skriger det jo til himlen, at de unge ikke får lov at bidrage. Det er et kæmpe svigt fra samfundets side. At de aldrig får lov at bruge deres talenter eller ressourcer.

Jo, de har udfordringer, og ja, de har også selv et ansvar. Men først og fremmest har de et potentiale, og selvfølgelig skal de – som alle andre – opleve, at der også er en plads til dem.

At de er noget værd. At vi har brug for dem.

For det har vi.

Vi giver ikke op på dem og deres drømme

For deres og vores skyld har vi afgivet ’ungeløftet’. Et løft af de unge, så de får en chance. Og et løfte til de unge om, at vi ikke giver op på dem og deres drømme.

Det er klart, at når så mange af dem kæmper med psykiske lidelser og udfordringer, så er en del af løsningen også bedre behandling og hjælp i sundhedsvæsenet.

Og når mange har oplevet vanskelige vilkår tidligere i livet, så er støtte og sociale indsatser vigtige for at forhindre, at der bliver ved med at komme nye unge i ’udenforskabet’.

Mere præcist skal vi over de kommende år bruge 1,3 milliarder kroner

Men vi skal også insistere på en vej tilbage for dem, der i dag er endt i blindgyden.

I oktober lavede vi en bred aftale i Folketinget, hvor vi sikrede, at der i fremtiden bliver flere penge til at hjælpe de unge. Mere præcist skal vi over de kommende år bruge 1,3 milliarder kroner.

Vi holder fast, indtil de er på ret køl

Men vi skal ikke kun sikre penge og flotte intentioner. Vi skal sikre, at det bliver til arbejdspladser, lærepladser eller studiepladser for de unge, der i dag ikke kan komme videre.

Derfor er en vigtig del af indsatsen de partnerskaber, som tirsdag så dagens lys på Marienborg. Hvor så forskellige aktører som arbejdsmarkedets parter og Dansk Ungdoms Fællesråd satte deres underskrift på, at de vil give de unge en chance.

Det er den slags ansvar vi føler for hinanden, når vi er allerbedst herhjemme

Ved at lade dem opleve glæden og stoltheden ved at være frivillig træner for de mindre børn i området. Ved at åbne deres arbejdspladser og tro på de unge, selvom de undervejs får brug for hjælp i sundheds- eller socialsystemet.

Som en af virksomhedslederne sagde; "Vi sender dem ikke tilbage til kommunen igen, hvis der bliver problemer. Det er jo vores ansatte, så vi holder fast i dem, indtil de er tilbage på ret køl."

Mere menneske end system

Det er den slags ansvar vi føler for hinanden, når vi er allerbedst herhjemme. Når vi er meget mere mennesker, end vi er system. Når vi lytter til de unge og tager dem alvorligt. Og så er der næsten ikke grænser for, hvad vi faktisk kan gøre i fællesskab.

Ungeløftet er en ny måde, at gå til en stor samfundsopgave. Men ingen tror vel på, at løsningen alene kan laves på det politiske bord? At den kan laves uden reelt at inddrage de unges stemmer?

Vi skal løbende blive klogere

Ingen tror vel, at det er noget kommunen bare fikser uden, at arbejdspladser, uddannelser eller fodboldklubberne også tager fat? Og fremfor alt; ingen tror vel, at vi allerede har alle svarene? Nej, vel?

Det er derfor, at vi har lovet hinanden, at vi ikke bare gør, hvad vi har aftalt allerede. Vi skal løbende blive klogere. Men ingen skal løbe fra ansvaret.

Jens Joel

Folketingsmedlem og beskæftigelsesordfører for Socialdemokratiet.

Læs mere om:

Kommentarer

Indsendt af Bjarne (ikke efterprøvet) den Fredag den 07.02.2025 - 14:16

Selvfølgelig - arbejdsgiverne skal uddanne / efteruddanne de ledige unge, til de job de skal bruge...

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.