Annonce

TV 2-redaktionschef stopper efter hård kritik

Redaktionschef Ulla Østergaard stopper i kølvandet på kritik af TV 2’s håndtering af valg-historie, som viste sig at være lodret forkert
Efter hård kritik af TV 2's håndtering af en historie op til det grønlandske landsting-valg om formanden for Inuit Ataqatigiit (IA), Múte Egede, der viste sig at være forkert, træder redaktionschef på TV 2 News, Ulla Østergaard, tilbage.

Ekstra Bladet har i flere artikler dokumenteret, at det netop var hende, der pressede på for at få historien bragt op til det grønlandske valg - også selv om Østergaard og redaktionen blev advaret om, at der kunne være tale om en falsk og plantet historie.

Ulla Østergaard skriver på Facebook, at hun har meddelt TV 2, at hun ønsker at fratræde sin stilling:

Det har jeg ikke gjort godt nok

"Jeg har i dag meddelt TV 2, at jeg ønsker at fratræde min stilling. TV 2 er en fantastisk arbejdsplads med dygtige, dedikerede og rare medarbejdere og dem skal man passe godt på. Det har jeg ikke gjort godt nok og jeg har intet ønske om at medvirke til at tynge TV 2 og især TV 2's medarbejdere i deres arbejde. Men nu vil jeg passe lidt på mig selv og min familie," skriver Ulla Østergaard i sit opslag på Facebook.

placeholder

 

TV 2 hævede i artiklen, der blev bragt få dage før landstingsvalget, at IA-formanden skulle have været inhabil i to sager, som han havde selv haft en økonomisk fordel af. Det viste sig at være lodret forkert, men TV 2 - med Ulla Østergaard i spidsen - nægtede at rette fejlen op til landstingsvalget.

Kritikken af TV 2 og Ulla Østergaard forstærkes af, at TV 2 ikke forelagde Mute Egede påstandene, før TV 2 offentliggjorde historien.  

Efter valget trak TV 2 nølende historien tilbage ad flere omgange. Men først efter Ekstra Bladets afsløringer, har TV 2 fuldtonet beklaget både forløbet, og at TV 2 i det hele taget bragte historien.

“Vi har begået en kæmpe fejl,” lød det således fra TV 2’s nyhedsdirektør, Ulla Pors, 8. juni.

Ved samme lejlighed lagde Ulla Østergaard sig fladt ned og beklagede hele affæren:

Det var mig, der havde ansvaret for dækning. Og det gjorde jeg på ingen måde godt nok

“Jeg beklager dybt, at den historie nogensinde blev offentliggjort. Det var mig, der havde ansvaret for dækning. Og det gjorde jeg på ingen måde godt nok, det har jeg været og er stadig rigtig ked af – både overfor Mute B. Egede, de involverede medarbejdere og hele TV 2's vegne,” hedder det i en skriftlig udtalelse fra Ulla Østergaard til Ekstra Bladet.

Tidligere på ugen sygemeldte Ulla Østergaard sig.

Torsdag ved 14-tiden skriver fagbladet Journalisten, at tre journalister på TV 2 havde følt sig udsat for et voldsomt pres for at skrive den oprindelige artikel, som altså viste sig at være forkert:

I påsken oplevede tre af vores kollegaer at blive udsat for et ret kraftigt pres fra en chef

"I påsken oplevede tre af vores kollegaer at blive udsat for et ret kraftigt pres fra en chef om at producere og publicere en historie på TV2.dk. En historie, som de ikke syntes var i orden – den såkaldte grønlandssag," fremgik det af et intern nyhedsmail fra TV2-tillidsfolk.

Kort efter skriver Ulla Østergaard så på Facebook, at hun stopper på TV 2.

Østergaard havde “for tætte bånd” til Venstre 

I april var der også kritik af Ulla Østergaard.

I forbindelse med presseomtale af bogen “Forfra” om tidligere politisk redaktør på TV 2, Anders Langballe,  oplyser samme Langballe, at et medlem af TV 2’s ledelse i årene op til Langballes blodprop i oktober 2018 havde “for tætte bånd” til Venstres daværende ledelse, inklusive den daværende formand, Lars Løkke Rasmussen.

I Langballe-interviews med BT’s daværende politiske redaktør, Henrik Qvortrup, i podcasten  Q & Co., og manden bag DR-podcasten “Genstart”, Knud Brix, blev det skåret ud i pap, at det netop var Ulla Østergaard, der havde de “for tætte bånd” til Venstre.

er gennem årene flere gange blevet kritiseret for at have for tætte bånd til Venstre

Ulla Østergaard er gennem årene flere gange blevet kritiseret for at have for tætte bånd til Venstre og især Venstres tidligere formand, Lars Løkke Rasmussen, som hun var spindoktor for i årene 2001 til 2007, da Lars Løkke var indenrigs- og sundhedsminister i de to første Anders Fogh Rasmussen-regeringer.

Nyhedsdirektør Ulla Pors afviste i maj over for  Netavisen Pio, at der skulle være for tætte bånd mellem TV 2 og Venstre:

“Bogen er Anders Langballes erindringsbog – og som Anders også selv skriver det i bogen – så er det hans udlægning af historien. Jeg har en meget anderledes opfattelse end de beskrivelser, bogen giver af kollegaer og TV 2's politiske linje. Jeg må på det kraftigste afvise påstanden om, at der i forbindelse med TV 2's politiske dækning – eller på andre områder – skulle være bånd til nogle partier,” skriver Ulla Pors blandt andet i en mail til Netavisen Pio.

Nyhedsdirektør i maj: Fuld tillid

Ulla Pors understregede tilbage i maj over for  Netavisen Pio, at hun havde fuld tillid til Ulla Østergaard:

Der tegnes et billede af Ulla Østergaard som jeg ikke kan genkende

"Der tegnes et billede af Ulla Østergaard som jeg ikke kan genkende. Ulla Østergaard har en bred profil og har arbejdet i mange forskellige funktioner på TV 2 – på indland, udland, Christiansborg og på NEWS’ magasiner. Uden for TV 2 har hun arbejdet hos SF, Ny Alliance, Venstre og senest for socialdemokraten Mogens Lykketoft, og hendes mangeårige og varierede erfaring – også indenfor det politiske – gør hende til en af de journalister, som ved allermest om dansk og international politik. Samtidig er hun en dygtig og engageret redaktør og meget loyal TV 2-medarbejder, som jeg har fuld tillid til."

Undskyldte over for Statsministeriet

Tilbage i 2010 fjernede TV 2 en optagelse af en sur V- statsminister Lars Løkke.

I forbindelse med et interview med en TV 2-reporter flipper Lars Løkke ud, og skælder ud på journalisten over at denne stiller ham kritiske spørgsmål, som ikke er aftalt på forhånd. Daværende kanalchef, Mikkel Hertz, beordrer TV 2-klippet med den ophidsede V-statsminister slettet:

"Jeg kunne mærke på redaktionen bagefter, at der var interesse for klippet, hvor statsministeren bliver irriteret, og det, syntes nogle medarbejdere, var sjovt. Men vi besluttede, at klippet ikke skulle bringes i Nyhederne, fordi det var irrelevant. Så ville jeg ikke risikere, at det pludselig kørte i ring på TV 2 News eller lå på internettet og YouTube," forklarede Mikkel Hertz den gang over for dagbladet Information.

I samme artikel beskrives det hvordan netop Ulla Østergaard efter episoden henvender sig til Statsministeriet for at undskylde og glatte ud:

"Mistanken om at TV 2 skulle holde hånden over Løkke og lægge under for politisk pres, bestyrkes af, at Ulla Østergaard, der er redaktør på TV 2 News-programmet Mogensen og Kristiansen henvendte sig til statsministeriet efter sammenstødet mellem statsministeren og TV 2-journalisten."

TV 2 iværksætter nu en undersøgelse af hele Grønlands-sagen. Det bliver den uafhængige seer-redaktør, Lars Bennike, der skal forestå undersøgelsen.

Opdateret kl. 12.35 med Lars Løkke-episode fra 2010

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet