Annonce

TV-duel: Aggressiv Løkke gik til angreb på Frederiksen

Statsminister Lars Løkke Rasmussen og Socialdemokratiets Mette Frederiksen tegnede de politiske forskelle mellem dem op i en tv-duel.
Regeringens sundhedsudspil, Socialdemokratiets forslag om tidligere pension til nedslidte og klimapolitik dominerede, da de to partiledere mødtes til godt 40 minutters direkte debat hos DR1.

Dermed havde vælgerne, eller i hvert fald den godt halve million seere, der så med, mulighed for at se og høre, hvad de to primære udfordrere til statsministerposten, efter det kommende valg, har på hjertet.

Og det kom der en både spændende og til tider intens debat ud af, mellem en meget offensiv statsminister og en lidt mere afventende udfordrer. Måske meningsmålingerne faktisk havde byttet en smule om den klassiske rollefordeling.

Løkkes sundhedsreform mangler penge

De to duellanter lagde ud med at debattere det forslag til en sundhedsreform, som regeringen og Dansk Folkeparti fremlagde i sidste måned.

Diskussionen blev hurtigt til en metode-diskussion, mere end en prioriteringsdiskussion, blandt andet i forhold til de to partilederes respektive bud på hvordan man skaffer flere af de manglende sygeplejersker. Her har regeringen foreslået at uddanne 2000 flere sygeplejersker, mens Socialdemokratiet har foreslået at der skal ansættes 1.000 nye sygeplejersker, både ved at uddanne flere, men også ved at se på de arbejdsforhold, som sygeplejerskerne er ansat under, så man kan få flere til at blive eller vende tilbage til faget.

Mette Frederiksen forsøgte at få Lars Løkke Rasmussen til at nikke ja til en aftale om at afskrive skattelettelser og i stedet sikre de nødvendige til investeringer til stigende velfærdsudgifter i de kommende år.

”Hvis man vil drive et sundhedsvæsen, som både er professionelt og højt specialiseret og hvor kræftpatienter, KOL-patienter og socialt udsatte får endnu bedre behandling end i dag, og hvor vi sikrer, at der er praktiserende læger i alle dele af landet, så koster det penge,” sagde Mette Frederiksen og pegede på, at når der kommer flere ældre, flere kronikere og flere børn, så skal der bruges to milliarder kroner ekstra på sundhedsvæsnet om året.

Penge som hun ikke mente Lars Løkke havde.

Vil ikke bruge penge på politikere

De to kom også ind på den fremtidige styring af sundhedsvæsnet, hvor Lars Løkke foreslår at afskaffe de demokratisk valgte regionsråd og erstatte dem med af udpegede bestyrelser. En øvelse, der ifølge Lars Løkke Rasmussen kan frigøre 1,5 milliarder til sundhed.

”Jeg vil hellere bruge halvanden milliard på patienter og på at bygge det nære sundhedsvæsen op, end at bruge det på politikerlønninger og partistøtte,” lød det fra Løkke, som mente, at selvom regionerne var hans egen opfindelse, så var det ikke alt der fungerede, og derfor skulle man rykke beslutningen væk fra borgerne og politikerne.

Mette Frederiksens modsvar var, at det er vigtigt, at der er politikere, der sidder for bordenden lokalt, blandt andet for at forhindre sygehuslukninger, som embedsmænd har foreslået.

Løkke i hårdt angreb på tidligere pension

De to partiledere diskuterede også det forslag om ret til tidligere folkepension, som Socialdemokratiet lancerede i starten af året.

Socialdemokratiet har i sit udspil afsat tre milliarder kroner, som skal sikre, at man kan gå tidligere fra, hvis man er kommet tidligt på arbejdsmarkedet og er nedslidt, men ikke syg nok til at komme på førtidspension.

”Det er det største bluff i dansk politik, fordi alle sidder derhjemme og tror, det er dem. For med de penge, der er sat af, er det knap 3.000 mennesker, det handler om,” sagde Lars Løkke Rasmussen som flere gange krævede mere præcise svar fra Mette Frederiksen, hvem det er, der skal kunne gå tidligere på pension.

Mette Frederiksen svarede, at det blandt andet kan være kvinder i omsorgssektoren og slagteriarbejdere, som kan få retten, men hun vil ikke på forhånd lægge sig fast på en endelig model. Og så huskede hun seerne på, at det er Lars Løkke, der har afskaffet efterlønnen.

Lars Løkke gentog flere gange tallet 2.850, som værende det antal mennesker, som årligt vil kunne benytte sig af den rettighed, som Socialdemokratiet lægger op til. Socialdemokratiet mener selv, at tallet er godt det dobbelte, altså 6.000.

”Hvis man tager udgangspunkt i Finansministeriets egne beregninger, så vurderer de at man for 3 milliarder kan give en ret til tidligere folkepension til 7000 mennesker i tre år, fraregnet tusind mennesker på førtidspension” sagde Mette Frederiksen, inden Kåre Quist afbrød hende.

Klimadebat manglede fokus

Endelig skulle de to partiledere diskutere klimapolitik. Et emnevalg som afslører, at klimaet er kommet helt i top på vælgernes radar, men også at medierne har lidt svært ved helt at håndtere, hvad det egentlig er man debatterer og hvordan man får forskellene mellem de to til at fremstå helt klart for seerne.

Begge partier har fremlagt klimaudspil som på hver deres måder vil sikre flere grønne biler og mere grøn omstilling, men det er i højere grad det praktiske, hvordan når man målet, der skiller dem. I udgangspunktet er man i det store hele enige om retningen henimod mere grønt.

Så de to partiledere skulle blandt andet kommer med deres egne ”klimabekendelser”, hvor vi så blandt andet fik at vide, at Mette Frederiksen tager S-toget og går i genbrugstøj - og at Lars Løkke forsøger at smider mindre mad ud end han tidligere har gjort.

Det kunne vi nok have undværet.

Hele debatten kan ses eller genses her.

 

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet