TV2 og DR fakta-tjekker: Lars Løkke skyder for lavt

TV-duel på nedslidning: To professorer i økonomi skyder på, at 4-6.000 kan få tidlig pension for de tre milliarder kroner, som Socialdemokratiet har afsat til den nye rettighed
Foto: Venstre, Claus Boesen
TV2 og DR har fakta-tjekket de to statsminister-kandidater, Lars Løkke Rasmussen (V) og Mette Frederiksen (S), oven på søndag aftens TV-duel mellem de to.

Fakta-tjekket handler om nedslidning. Helt præcist om hvor mange nedslidte, der kan komme på tidlig pension tre år før folkepensionsalderen for de tre milliarder kroner Socialdemokratiet foreløbig har sat af til den nye rettighed, som partiet foreslår.

Lars Løkke Rasmussen mener 2.850 personer – og henviser til et svar fra Finansministeriet.

Mette Frederiksen mener 6.000 personer - og henviser også til beregninger fra Finansministeriet.

TV2 og DR’s detektor har faktatjekket de to bud.

Og begge TV-kanaler er enige om, at Lars Løkkes bud – 2.850 – er for lavt.

Løkke har glemt de deltidsansatte

Lars Løkkes tal forudsætter nemlig, at alle der går på tidlig pension kommer fra fuldtidsbeskæftigelse. Men det gør de netop ikke. Det er alle eksperter enige om.

En pæn del af dem, der vil benytte sig af den nye ret til tidlig pension, vil komme fra deltidsbeskæftigelse. Og derfor er eksperterne enige om, at mindst 4.000 vil kunne komme på tidligere pension tre år før folkepensionen for de tre milliarder kroner S foreløbigt har afsat til den nye rettighed.

Professor i økonomi på Aarhus Universitet, Nabanita Datta Gupta, mener, ifølge DR’s Detektor, at Mette Frederiksens bud ligger ret tæt på virkeligheden:

”Finansministeriets beregninger viser, at 4.000 personer ville kunne flyttes fra ordinær beskæftigelse, 1.000 fra dagpenge/sygedagpenge/kontanthjælp, 1.000 fra førtidspension og 1.000 fra øvrige overførsler. Hvis man trækker de 1.000 fra, som kommer fra førtidspension, giver det 6.000. Hvis man yderligere ikke medregner de øvrige 1.000 på andre overførsler, giver det 5.000,” forklarer Datta Gupta og konkluderer:

Mette Frederiksen har nok mest ret i, at der er tale om 6.000

”Mette Frederiksen har nok mest ret i, at der er tale om 6.000, men vi ved ikke, hvad 'øvrige overførsler' dækker over - om de personer er til rådighed for arbejdsmarkedet eller ej.”

Professor i økonomi ved Aarhus Universitet, Bo Sandemann Rasmussen, mener, ifølge TV2 , at det mest retvisende tal formentlig ligger et sted midt mellem de to statsministerkandidaters udsagn:

”Hvis man gerne vil sige noget om, hvor mange der kan komme fra beskæftigelse (både fuldtid og deltid, red.) ind på den her ordning, så er de 4000 et meget godt billede.”

Socialdemokratiet oplyser mandag over for TV2, at partiet skønner – stadig ud fra beregninger fra Finansministeriet - at mellem 5000-6000 kan komme tre år tidligere på pension for de tre milliarder kroner. Svarende til 1/8-del af en årgang på 40.000 personer.

Jan Kjærgaard er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Tja - der mistede socialdemokratiet min stemme. Luftkasteller er ikke min “kop THE”
Bedste ønsker - men valget bliver bestemt en gyser for alle parter.
Hvad gør S ved 24/7- kom ind i kampen

Ja, det er godt med noget faktatjek! Fortsæt endelig med det helt op til valget :)

Ja, det er godt med noget faktatjek! Fortsæt endelig med det helt op til valget :)

Det kunne også være rart at få aflivet myten om, at "alle" selv forventer at være blandt dem, der kan erklæres for nedslidte. For selvfølgelig kan normale fornuftige mennesker da godt forstå, at udspillet er rettet mod dem med årtiers hårdt fysisk arbejde bag sig, og at de mest nedslidningsramte faggrupper står først i køen.

Jeg synes det er chokerende at "nedslidthed" , som oftest ytrer sig i hårde sygdomme og for tidlig død.. er ved at blive til som en slags begreb i kalkulation af statslig økonomi.
Imens Mette prøver på at forholde sig til nedslidthed og mildne det, med tidligere pensionsalder, deltidsarbejde..og viser på den måde stor respekt for livet.. så gør´ Lars Løkke det til et ren regnestykke i tænkning af "human ressources" . foj.