Tvunget på orlov efter beskyldninger om krænkende adfærd

Flemming Pless til Netavisen Pio: Jeg fortsætter som regionsrådsmedlem og kandidat for Socialdemokratiet i Region Hovedstaden.
Foto: Pressefoto: regionh.dk
Regionsrådsmedlem Flemming Pless (S).
Den kendte københavnske sognepræst og regionsrådsmedlem for Socialdemokratiet i Region Hovedstaden, Flemming Pless, er blevet sendt på orlov af Københavns biskop efter en klage indsendt af flere kvinder om krænkende adfærd.

Det skriver Kristeligt Dagblad, som ifølge Ritzau er i besiddelse af klagen.

Klagen er baseret på fem kvinders oplevelser med den 64-årige præst Flemming Pless.

Kvinderne klager over, at han blandt andet i forbindelse med sjælesorgssamtaler har gjort tilnærmelser, mens de stod i en sårbar situation.

Fortsætter som regionspolitiker

Den verserende klagesag har dog ikke betydning for Flemming Pless’ politiske virke for Socialdemokratiet i Region Hovedstaden, fastslår han over for Netavisen Pio.

“Nej, på ingen måde,” lyder svaret fra Pless, da Netavisen Pio spørger ham, om han har tænkt sig at gå på orlov fra regionsrådet, mens klagesagen behandles.

Ifølge Pless har klagesagen hverken noget med Socialdemokratiet eller ham som politiker at gøre.

Jeg synes ikke, at min ære eller værdighed som politiker er beklikket på nogen måde

“Jeg synes ikke, at min ære eller værdighed som politiker er beklikket på nogen måde,” lyder det fra Flemming Pless.

Kan man godt være regionspolitiker, samtidig med at man har sådan en klagesag hængende over sig?

“Ja, jeg er ikke bekendt med, at det er noget som helst problem, fordi det handler om, hvad jeg er som præst. Derudover har jeg selvfølgelig en klar idé om, hvordan jeg er som politiker, og organisationen i Socialdemokratiet, min kreds og regionen er orienteret om sagen,” siger Pless, som ikke har følt, at der var nogen grund til, at han ikke skulle kunne stille op for Socialdemokratiet i Region Hovedstaden.

Opstillet til regionsrådsvalget

Derfor regner han fortsat med at være kandidat til regionsvalget i november.

“Jeg har stillet mig til rådighed for partiet og for min kreds og for regionen på en således måde, at skulle der være nogen, der mente, at jeg ikke kunne stå op som en ordentlig politiker, som forsvarede de værdier, som Socialdemokratiet har, så ville jeg gå ud fra, at der var nogen, der måtte sige noget om det, men det har ikke været tilfældet,” lyder det fra Flemming Pless.

Med hensyn til mit politiske virke i regionen har jeg ingen som helst grund til at tro, at jeg ikke er, som jeg skal være

“Med hensyn til mit politiske virke i regionen har jeg ingen som helst grund til at tro, at jeg ikke er, som jeg skal være,” fortsætter han.

Hvis nu det viser sig, at biskoppen kommer frem til, at der er hold i de her klager fra de fem kvinder, vil det så have konsekvenser for dit politiske virke?

“I den situation vil det være en ny situation. Det ville være en ny situation, som jeg ikke kan udtale mig om på nuværende tidspunkt.”

Det ville være en ny situation, som jeg ikke kan udtale mig om på nuværende tidspunkt

Beskyldes også for brud på tavshedspligt

Flemming Pless beskyldes også for i flere tilfælde at have brudt sin tavshedspligt som præst.

I ét tilfælde har han ifølge klagen delt oplysninger fra en sjælesorgssamtale, og i et andet tilfælde har han delt private oplysninger om en kvinde, han har bisat.

Flemming Pless blev søndag genopstillet som S-kandidat til regionsrådsvalget i Region Hovedstaden. Pless opnåede en 22. plads ud af 24 opstillede kandidater.

Tim Tørnqvist Jensen læser Journalistik på Roskilde Universitet. Tidligere student på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Alene mandens opfattelse af, at præsteadfærden ikke har noget med tillidshvervet at gøre, burde diskvalificere manden uanset sagens udfald.

Annonce