Tyrkiets blodpenge - i mange varianter

EU's ledere kunne ikke finde en løsning på flygtningekrisen. Derfor ser de nu igennem fingrene med Tyrkiets brud på menneskerettighederne og lader Erdogan gøre det beskidte arbejde.
For ikke så mange år siden var vi ved at sætte verden på den anden ende, i hver tilfælde i Danmark. Der var ingen der skulle komme og fortælle os hvad vi skulle mene, sige og tegne om Allah, Muhammed eller hvem pokker det nu var.

Der blev, med afsæt i de uroligheder tegningerne medførte, argumenteret for, at grænseløs ytringsfrihed er en universel værdi, ikke mindst som opposition til de mange uroligheder, især i de muslimske lande, der via tv’s nyhedsskærmene gik verden rundt.

Også FN’s konventioner og andre internationale organers beslutninger blev genlæst, vurderet og citeret. FN’s Verdenserklæring om menneskerettighederne fra 1948 oplevede fornyet glans, og alle var med rette stolte af den visdom om individernes rettigheder, der er nedfældet i Verdenserklæringens artikler.

Tyrkiet skal klare det beskidte arbejde for EU
I dramatisk modsætning hertil, må man sige, at ytringsfriheden har fået trange vilkår i Europa i år. Den politiske debat og bevidsthed om ytringsfrihed, der stod på gloende pæle, i takt med flag- og ambassadeafbrændinger, er fortid.

EU’s Ledere ikke har haft hverken politisk eller personlig format til at finde svar på EU’s største udfordring til dato – den største menneskeflugt gennem 70 år. Vi har i stedet oplevet en ynkelig pantomime, en stepdance i tynde diplomatsko i disciplinen ikke få våde sokker og liglugt på tøjet af stænk fra det flygtende menneskehav, der kalkulerer at chancen for druknedøden er en bedre option end at blive og blive bombet i smadder.

Erdogan ved hvornår der skal bides til bollen, og milliarderne ruller ind på kontoen

Medens håbløsheden og den manglende politiske beslutsomhed er vokset for hver gang diplomater og politikere har rejst til den ene konference til den anden, og igen og igen har udstillet deres manglende politiske evner og visioner, er det dog lykkes at blive enige om en ting, nemlig, at lade Tyrkiet klare det beskidte arbejde for EU.

Erdogan ved hvornår der skal bides til bollen, og milliarderne ruller ind på kontoen i Tyrkiet hos Erdogan. Og for hver gang EU’s politikere brokker sig over detaljer i aftalen, bliver kravet om penge og politiske indrømmelser til Erdogan og Tyrkiet blot større.

Erdogan har 940 imamer på lønningslisten
Som fugl Fønix rejser Tyrkiet sig atter i Europa og får en central politisk betydning, på ryggen af de overlevende flygtninge fra krigens rædsler og på ruinerne af et europæisk folk i så stor splid med sig selv, at de er blevet historieløse og det meste er til salg.

Behændig glemt er beretningerne gennem mange år om korruption

Behændig glemt er beretningerne gennem mange år om korruption og gentagende brud på næsten samtlige menneskerettigheder i Tyrkiet. Og i takt med at Erdogans Tyrkiet igen fornemmer vingesuset af fordom storhed, rettes den tyrkiske kikkert også mod kritiske journalister, museer og kunstnere i andre EU-lande, hvis de udtrykker synspunkter der ikke accepteres i Tyrkiet.

Det er kommet frem, at det regeringskontor Erdogan har ansvaret for, har 940 imamer i Tyskland på Tyrkiets lønningsliste. Hvor mange har de på lønningslisten i de øvrige EU lande, kan man gætte på, men så er det jo også nemmere at holde øje med, at vi ikke misbruger den ytringsfrihed, vi var ved at sætte Danmark i brand for, for få år siden.

80 millioner tyrkere kan rejse visumfrit til EU
Det er egentlig fantastisk, at det på så få år er kommet så vidt, at vore værdier sank om kap med de tusinder af flygtninge, der druknede i Middelhavets bølger.

Vore værdier sank om kap med de tusinder af flygtninge, der druknede i Middelhavets bølger

Og de ansvarlige politikere bøjer nakken, ser væk og lader Erdogan jagte såvel ytringsfrihed som milliarder i EU. Og lige om lidt kan 80 millioner tyrkere rejse visumfrit ind i EU landene, uden Tyrkiet vil leve op til, at tyrkiske antiterrorlove bringes på linje med EU-standarder med de store sikkerheds konsekvenser det giver for hele EU.

At EU’s politikere vil vurdere, at det samlet er en god deal med Erdogan og Tyrkiet, kan i den grad forundre. Af mange årsager, men også, at nu får næsten 80 millioner tyrkiske muslimer direkte visum frit adgang til alle Europas lande, uden vi ved om, de personer der kommer med tyrkiske pas er, hvem de siger, de er.

 
Poul Erik Skov Christensen var 1995-2013 formand for Danmarks største fagforbund SID, senere 3F. Han har tidligere arbejdet som blandt andet sømand, skibsværftsarbejder og jord- og betonarbejder.
‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.

Tidligere forbundsformand for 3F og medlem af kommunalbestyrelsen i Frederikssund Kommune for Socialdemokratiet. 


Flere artikler om emnet

Annonce