Tysk film er en vellykket generationsfortælling om det barske bondeliv

De fleste danskere kommer, hvis vi kigger et par generationer tilbage, fra en gård, eller i hvert fald et landarbejdermiljø. 

Sådan er det i store træk også i Tyskland. I de danske biografer går netop nu en voldsom tysk film, ”Se mod solen”, som undersøger livet på en gård, ved en flod i det indre Tyskland gennem fire generationer fra 1910 til nutiden. 

Filmen er instrueret af Mascha Schilinski og vandt Juryens Pris i Cannes i 2025. 

"Se mod solen" er desuden Tysklands officielle bud på en Oscar-nominering for bedste internationale film i 2026. 

Skæbneudsatte landbokvinder

”Se mod solen” eller ”Sound of Falling”, som den hedder internationalt - skildrer særligt kvinderne og deres skæbner på gården, som langt hen ad vejen er grusomme. 

De mister børn, og deres kære eller de selv lemlæstes. Rundt om dem er der to katastrofale verdenskrige og deling af Tyskland, men disse verdenshistoriske begivenheder glider i baggrunden i gårdens suveræne univers, måske fordi smerten og lidelsen kan være mindst lige så stor på gården.   

For det er bestemt ikke udelukkende idyl og harmoni på den gamle tyske hof, tværtimod. Også selvom det i første omgang kunne tyde på det i nutiden, hvor en senmoderne familie flytter fra Berlin for at leve et mere autentisk liv på en gammel gård, langt væk fra storbyens larm. 

Læs også:Poesien er rød og grænseløs

Skønt de indretter gården efter alle nutidens æstetiske og kunstneriske ideer, og de har alle de rigtige pædagogiske idealer for børneopdragelse, så ender det alligevel skæbnesvangert. 

Det virker næsten som om gården altid tager sit offer i enhver generation, uanset hvor moderne og selvforsikret den end er. 

Risikosamfundets forsikring mod ulykker, gælder ikke på den gamle tyske hof ved en stor flod - og har aldrig gjort det. En sådan hof ved stor tysk flod, har også sine helt egne regler for lov og ret, uden for det juridiske system.               

Ny tysk kinematografi 

De seneste års enorme udvikling i tysk kinematografi har fostret flere formidable film med historisk bredde og dybe eksistentielle temaer i et nyt, eksperimenterende filmsprog. 

”Se mod solen” placerer sig eklatant i slipstrømmen i denne nyere tradition af store tysksprogede film, der er blevet relative publikumssucceser i Danmark. Kinematografisk er de også eksperimenterende lidt på samme måde.  

Jeg tænker på film som ”Værk uden skaber”, som er løst inspireret af den tyske kunstmaler Gerhard Richters liv. Filmen skildrer Kurt Barnerts udvikling som kunstner gennem tre faser, der også afspejler forskellige samfundstyper: det nazistiske Tyskland, DDR, og det kapitalistiske Vesttyskland.

Det er tysk heimat i al sin grufulde eksistentielle autenticitet

Der er også ”Fabian oder Der Gang vor die Hunde”, der gengiver Weimar-periodens opløsning og moralske sammenbrud. 

Man kunne også inkludere den britisk-tyske filmatisering af Martin Amis blændende roman ”The Zone of Interest” i denne sammenhæng af film, der afsøger banal ondskab i Nazitysklands kz-lejre. 

Men “Se mod solen” rækker også længere tilbage i tysk kinematografi til Fassbinder. 

Gården fungerer som et slags klaustrofobisk socialt rum, hvor personerne er bundet af gentagelse, tradition og det usagte, og til gårdens luner, hvor det er svært at genfinde ægte kærlighedsrelationer. 

De fleste relationer i filmen er baseret på funktion, krop, magt og begær – og det er nogle gange med til at gøre filmen moralsk og eksistentielt tåkrummende. 

Det er tysk heimat i al sin grufulde eksistentielle autenticitet. 

Filmiske eksperimenter

”Se mod solen” er ikke fortalt kronologisk, men springer frem og tilbage i tid. Hele tiden er der mærkelige anelser i slørede billeder, som en slags erindringsglimt. 

Det er op til seeren selv at skabe en sammenhæng imellem glimtende eller scenerne, som synes at gentage sig i forskellige variationer gennem de fire generationer af ejere. 

Personerne ligner hinanden på tværs af generationerne uden helt at være de samme. De tilføjes et særligt filmisk refleksionsrum, hvor vi hører deres monologer. 

Der er noget ”Ondskabens Hof” over gården i ”Se mod solen”

Noget af handlingen er endda kontrafaktisk handling – når forskellige scener viser “hvad der kunne være sket, men ikke skete”. Eksempelvis, når en af de kvindelige hovedpersoner lægger sig i kornet foran den kørende mejetærsker – for så ikke at gøre det alligevel. 

Hele tiden sidder man i alarmberedskab i biografens mørke, for det er konstant ved at gå galt for gårdens beboere, næsten som hvis man ser en realistisk hjemstavns-folk-horror-film. 

Der er noget ”Ondskabens Hof” over gården i ”Se mod solen”. Man kan til tider næsten ikke holde ud at se filmen, og jeg følte mange steder, at jeg måtte holde hænderne op foran øjnene. Så voldsom er den. 

Gården som eksistentielt sted

Når man selv kommer fra en gård, er der nemlig ikke så lidt, man kan genkende. Alle der er vokset op på en gård, vil straks genkende, at det ofte er ret farligt at bo på en gård. 

I gårdens mini-univers lurer ”arbejdsulykker” konstant lige om hjørnet, i køkkenet, i marken, i laden, på loftet, ved floden. 

Hele tiden kan det gå galt, men ikke bare på grund af naturens og tilfældets lunefuldhed, men også fordi gårdens beboere basalt set også har en helt anden direkte korporlig og til tider grusom omgang med hinanden.

Det er så dejligt ude på landet

Som en bondedreng fra Thy kan jeg genkende noget af den særlige atmosfære, der måske er lidt af på alle gårde - og det er bestemt ikke lutter idyl og romantiseret natur. 

Gården var jo eneste indtægtskilde

Jeg genkender den voldsomme humor blandt gårdens folk, som min far har genfortalt fra sin barndom. Min egen far blev også delvist invalideret i en arbejdsulykke på sin gård. 

Man kommer simpelthen ofte til skade på en gård. 

Foruden ulykkerne var der også alle bekymringerne om at få høsten i hus, om det hele kunne løbe rundt. Gården var jo eneste indtægtskilde. Der var ikke nogen fast løn til gårdejeren, der kom mere eller mindre automatisk. 

Den økonomiske side synes jeg måske ikke, at filmen viser fuldgyldigt – og det er faktisk noget af det sværeste ved at eje en gård.

Læs også:Anmeldelse: Læs Hassan sammen med Hummelgaard

Men det kan også være en pointe ved filmen, at det ikke handler om økonomi. Der er på tværs af de store historiske og tekniske forandringer, nogle grundlæggende essentielle træk (inklusive katastrofer), der går igen i livet på gården. Om vi så befinder os før første verdenskrig, i DDR (hvor gården kom til at ligge) eller i nutiden, hvor den er blevet Berliner-fashionabel.

”Se mod solen” fanger det særligt farlige ved livet på en gård – og den viser også, hvordan mennesker er tættere på den rene eksistens på en gård. 

Risikosamfundets selvforsikringer og de senmoderne kvababbelser er spillet helt af banen, som om de slet ikke har en gran af betydning i det storartede, men også grusomme mini-univers, der kan være på en gård.

Se mod solen (In die Sonne schauen / Sound of Falling). 155 minutter. Instruktion: Mascha Schilinski. Medvirkende: Lena Urzendowsky, Lea Drinda, Luise Heyer m.fl. Tyskland. Vinder af Juryens Pris, Cannes 2025.