Netop som vi troede, at vi omsider var kommet ud på den anden side af finanskrisen, så kan den næste krise være på vej. Sådan lyder advarslen fra den tyske storbank Deutsche Bank, som netop har offentliggjort en ny rapport, ”The Next Financial Crisis”.

Her giver den tyske storbank sit bud på, hvad der er gået galt de seneste årtier, og peger på, hvor en ny krise kan komme fra. Det er ikke sådan, at banken sætter en dato på, hvornår vi står med den næste krise, eller peger på hvad der konkret kan gøres for at forebygge den.

Men banken advarer om, at især centralbankernes meget aggressive pengepolitik de seneste år kan give bagslag og være med til at lægge grunden til en ny krise.

Dertil kommer, at fremvæksten af populistiske partier på både højre og venstre side af det politiske spektrum – der til dels kan ses som et produkt af den foregående krise – dels kan skabe mere ustabilitet på de finansielle markeder, og dels kan gøre det endnu vanskeligere at håndtere den næste krise rent politisk.

Netavisen Pio har lavet fem nedslag i den nye rapport fra Deutsche Bank:

1. Finansielle kriser er blevet hyppigere
”Vi mener, at vi gennemlever i en periode, hvor vi er sårligt sårbare over for finansielle kriser”. Sådan skriver Deutsche Bank i rapporten, og det bakkes op af data som viser, at siden 1970’erne er der kommet markant flere finansielle kriser end tidligere.

Ifølge Deutsche Bank hænger det sammen med sammenbruddet af det såkaldte Bretton Woods-system i 1971, som siden Anden Verdenskrig havde sikret en høj grad af finansiel stabilitet. Det betød blandt andet, at landenes valutaer bundet op på guldstandarden, hvilket satte grænser for, hvor mange penge der kunne pumpes ud i økonomien.

Sammenbruddet af Bretton Woods betød ifølge Deutsche Bank dels, at starterne fik friere rammer for at låne penge, og dermed satte sig i større gæld. Og dels, at staterne nu selv kunne styre pengemængden, og derfor ”lod seddelpressen køre”, hvilket øgede den samlede pengemængde i samfundet. Begge dele har ifølge Deutsche Bank øget den finansielle ustabiliet og gjort, at kriser i dag er mere hyppigt forekommende end tidligere.

2. Stater har alt for store underskud og høj gæld
Ifølge Deutsche Banks rapport er der en tæt sammenhæng mellem gæld og risikoen for en finansiel krise. Det gælder såvel de private husholdningers gældsætning som staters gældsætning. ”Vi mener, at nutidens underskud og opbygning af gæld har skabt rammerne for regelmæssige finansielle kriser”, hedder det blandt andet.

Tidligere var store underskud på de offentlige budgetter kun noget, man oplevede i forbindelse med krige som Første Verdenskrig og Anden Verdenskrig eller dybe kriser som ’den store depression’ i 1930’erne. Men siden 70’erne har store offentlige underskud faktisk hørt til reglen i mange lande, også i perioder med højkonjunktur. Eksempelvis har USA bortset fra fire år omkring årtusindeskiftet haft underskud på det offentlige budgetter alle år siden 1969!

Et andet problem er, at staterne nu, hvor valutaerne ikke længere er bundet op på guldstandarden, uden problemer kan vælge at trykke flere penge, altså øge den samlede mængde af penge i samfundet, hvilket skaber ustabilitet.

3. Kriser får selvforstærkende effekt
Når finansielle kriser så rammer, så forsøger staterne at komme ud af dem ved at gøre netop det, som ifølge Deutsche Bank var årsagen til, at man havnede i kriserne i første omgang. Nemlig at forsøge at holde væksten oppe ved at låne penge (og dermed øge gælden) og ved at trykke flere penge, eksempelvis gennem de såkaldte ’kvantitative lempelser’ (QE) hvor Den Europæiske Centralbank (ECB) pumper penge ud i økonomien, blandt andet ved at opkøbe statsobligationer.

”Konsekvensen er imidlertid, at den samlede mængde af gæld er højere ved udgangen af krisen, end da krisen begyndte. Det er faktisk med til at lægge grunden til den næste krise, og dermed fortsætter cyklussen med bobler der brister”, skriver Deutsche Bank.

Særligt Den Europæiske Centralbanks QE-program får kritik med på vejen af Deutsche Bank. Det har nemlig primært pumpet priserne i vejret på de værdipapirer, som er blevet opkøbt af ECB, mens der ikke er skabt vækst og fremgang i den reale økonomi.

4. Centralbanker kan have lagt kimen til ny krise
Netop den meget aggressive pengepolitik kan i virkeligheden allerede have lagt kimen til den næste krise, frygter Deutsche Bank. For hvad sker der, når Centralbankerne begynder at stoppe deres store støtteopkøb og hæver renterne fra deres nuværende meget lave niveau? Kan markedet vende tilbage til det, der tidligere blev betragtet som det ”normale niveau”?

”Når man leder efter den næste finanskrise, er det svært at se bort fra, at vi er tilsyneladende i de tidlige stadier af den "store afspænding" efter den globale pengepolitiske stimulans, samtidig med at den globale gæld forbliver på et historisk højt niveau efter en stigning i løbet af det sidste årti som – i hvert fald hvad angår stater – har været uden sidestykke i fredstid.”

Deutsche Bank rejser også spørgsmålet, om vi har ”flere skud tilbage i bøssen”, hvis (når) den næste finanskrise rammer. Deutsche Bank frygter, at Centralbankerne allerede ”har brændt krudtet af” med deres aggressive pengepolitik under den foregående krise.

5. Populisme øger ustabilitet
Den seneste tids fremvækst i populistiske partier har også øget risikoen for nye kriser, mener Deutsche Bank, fordi det politiske system bliver mere ustabilt. Det kan også gøre det vanskeligere for politikerne at finde et svar på fremtidige kriser.

”Selvom populismen har været uforudsigelig i de seneste år, så er den stigende tilslutningen helt sikkert en udfordring for den nuværende verdensorden og kan udløse en finansiel krise i nær fremtid”. ’

Ved hjælp af et såkaldt ’populisme-indeks’ viser Deutsche Bank, at der er en tæt sammenhæng mellem populisme og finansielle kriser. På linje med mange andre sporer Deutsche Bank også en del af populismens fremmarch tilbage til den stigende ulighed og det faktum, at realønningerne for store del af den brede befolkning har stået stille de seneste årtier:

”Politikerne bliver sandsynligvis nødt til at ændre politikken for bedre at kunne imødekomme behovene hos den bredere befolkning, især dem i den nederste halvdel af indkomstskalaen. Hvis lønnen for disse mennesker fortsætter med at halte bagefter, så risikerer politikerne at blive sparket ud meget hurtigt”.