Tysk valg: På gaden med SPD

Tyskerne skal søndag i stemmeboksen. Netavisen Pio har været på gaden med de tyske socialdemokraterne i Karlsruhe.
I dag går 62 millioner tyskere til stemmeurnerne. I slutspurten valgte en håndfuld unge danskere, heriblandt undertegnede, at drage sydpå for at give SPD en hjælpende hånd i Karlsruhe ved grænsen til Frankrig. Slotsbyen er omringet af konservativt kerneland, men byen har siden foråret haft en SPD-overborgmester, der vandt med 55 %.

Når vi gik i gågaden, talte med folk og blev ’lært op’ i kampagne på tysk, stod det klart, at den nyvalgte overborgmester, Frank Mentrup, synes at være ret populær. Så populær, at strategien var at sige, at man kommer fra ”overborgmesterens parti”. Når vi mødte vælgerne, sagde flere, at de ville give SPD den såkaldte ”førstestemme” - altså stemmen på den lokale kandidat i valgkredsen - netop på grund af overborgmesterens arbejde.

Det er værd at bemærke, at Mentrup slog det siddende forbundsdagsmedlem for Karlsruhe-Stadt, Ingo Wellenreuther (CDU), i det direkte borgmestervalg. Men delstaten Baden-Württemberg er meget konservativ, så valget af det direkte i Karlsruhe uhyres pændende. Wellenreuthers udfordrer ved valget i dag er unge Parsa Marvi, dermed har relativt gode chancer for valg. Det er hans kampagne, som vi har hjulpet.

Socialdemokratiet uden venstrefløj
”Jeg ville gerne stemme på SPD, men partiet har mistet sin venstrefløj, ” fortæller en mand sidst i trediverne, da vi banker på hans dør. Min dør-til-dør-kompagnon, et ældre mandligt SPD-medlem, forklarer vælgeren, at stemmerne ”jo skal vindes over midten”.

Jeg tænker ved mig selv, at det da er en ringe trøst for en frustreret (tidligere) socialdemokrat. For han er faldet ned mellem to stole. Socialdemokraterne i SPD har mistet stort set hele sin venstrefløj efter Schröder-æraen, og Die Linke, partiet ude på venstrefløjen, synes han ikke stuerent, så hvorfor skulle han spilde sin stemme på et parti, der er isoleret af de andre partier.

En anden mand, jeg møder i gågaden, siger tilsvarende, at SPD har rykket sig for meget til højre. Tidligere kansler Gerhard Schröders liberale arbejdsmarkedsreformer, kendt som Hartz IV eller Agenda 2010, fik efter 2003 mange vælgere og medlemmer til at forlade Tysklands ældste parti. Det har skabt en troværdighedskrise og en tillidskløft, som stadig ikke er helet. Og som SPD er rykket til højre og Merkels CDU til venstre, er de politiske forskelle udvandet, konflikterne begrænsede og politikerleden voksende.

SPD står i øjeblikket til at få mellem 26 og 30 % af stemmerne, som dog er en fremgang fra 2009-valgets sølle 23 %, men der er langt til fordums storhed. SPD har ellers haft gode punkter på valgkamps-dagsordenen i form af lovbestemt mindsteløn, bedre folkepension til de fattigste og flere daginstitutionspladser.

Et mudret parlamentarisk billede forude
Lidt friskt sagt var vores hjælp nok en nødvendighed, for Merkel er storfavorit til kanslerposten med meningsmålinger på 38-40 % i ryggen. Valget bliver alligevel en form for gyser, for blokkene står nærmest lige – med den nuværende regering (CDU/CSU og FDP) på den ene side – og SPD, Grüne og Linke på den anden side.

Merkels regeringspartner, det liberale FDP, ligger omkring spærregrænsen på 5 %, og det nystartede euro-kritiske højrefløjsparti ”Alternative für Deutschland” står på vippen til at komme ind. Og så er billedet for alvor mudret.

En såkaldt ”stor koalition” bestående af CDU og SPD er den mest sandsynlige udgang af valget. Særligt hvis euroskeptikerne kommer ind, og særligt – hvis den nuværende opposition får flertal, fx fordi FDP ikke klarer spærregrænsen – fordi SPD har afvist ethvert samarbejde med ekskommunisterne i Die Linke.

Jakob Esmann (f. 1993) er stud.mag. i tysk ved Aarhus Universitet og medlem af DSU’s forretningsudvalg og præsidiemedlem i Ungdommens Nordiske Råd. Han fungerer også som blogger på europa-debat.dk og journalist på DSU’s medlemsblad DSU’eren.

Public affairs- og pressekonsulent hos Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Tidligere student på Netavisen Pio


Flere artikler om emnet

Annonce