Søndag begyndte forhandlingerne om at danne en ny tysk regering. De forhandlinger kan tage en uventet drejning: det kan ende med en koalition mellem Angela Merkels kristenkonservative CDU og CSU, det socialdemokratiske SPD og miljøpartiet De Grønne.

Det tyske valg endte som bekendt som en katastrofe for de tre siddende regeringspartier, CDU og CSU samt det socialdemokratiske SPD.

Umiddelbart var udsigten, at SPD ville gå i opposition og CDU og CSU (der på grund af gruppesamarbejdet i parlamentet kaldes Unionen) dannede regering med det liberale FDP og De Grønne. En såkaldt Jamaica-koalition (efter det caribiske lands flags farver sort, grøn og gul).

Sådan kom det imidlertid ikke til at gå. FDP meldte sig ud af regeringsforhandlingerne og ser ud til at være at være fast besluttede på ikke at gå på kompromis med deres liberale holdninger. Det var nu tydeligt, at FDP såvel som det nationalkonservative/populistiske AfD samt det venstrepopulistiske Die Linke ville danne opposition uanset hvad.

Den tyske forbundspræsident, socialdemokraten Frank-Walter Steinmeier betonede overfor den siddende hidtidige regering, at den efter valget stadig har flertal. Tøvende gik SPD med til at indlede forhandlinger.

SPD indledte på egen hånd en fornyelsesproces efter valget i september og havde allerede indstillet sig på at være oppositionens leder. Men med FDP klare indmeldelse i oppositionen breder en simpel erkendelse sig: der kan ikke skabes noget konstruktiv flertal i parlamentet udenom SPD. Og det kan skabe mulighed for en koalition med de sorte, de røde og de grønne – eller på tysk, en Kenya-koalition, efter det afrikanske flags farver.

Splittede tyske socialdemokrater
SPDs medlemsbase er splittet over en fortsættelse af den store koalition (Grosse Koalition) mellem dem og CDU/CSU. Og modstanden er så massiv, at man ikke skal udelukke afskalninger, indmeldelser i Die Linke eller nye partidannelser, hvis regeringen blot kører uanfægtet videre.

Partiledelsen er godt klar over at de ikke kan ignorere modstanden. SPD sagde gentagne gange i valgkampen at den store koalition ikke skulle fortsættes. Ifølge SPD's beslutningsproces skal et regeringsresultat både igennem en ekstraordinær kongres (der afholdes 21. januar) samt en urafstemning.

Selvom der efter Jamaica-sammenbruddet er opstået en ny situation, så er den interne modstand i SPD for stor til at partiledelsen kan ignorere den. Omvendt er en markant del af partiet (og tænkeligt et lille flertal) indstillet på at partiet skal i regering nærmest uanset hvad. Det er sådan der skabes resultater (for eksempel fik man i den forgangne valgperiode hævet mindstelønnen) og det opleves også som det eneste ansvarlige overfor landet, demokratiet og historien.

Det er en del af kernetænkningen hos den magtfulde og centralt placerede fraktion, kaldet Seeheimer Kreis, der blandt andet tæller Steinmeier, udenrigsminister Sigmar Gabriel og partiformand Martin Schulz. Seeheimer Kreis er – alt efter hvem man spørger - synonym med den pragmatiske/udogmatiske fløj i partiet eller med højrefløjen.

Historisk set er markante skikkelser fra Seeheimer Kreis blandt andre de tidligere kanslere Helmut Schmidt og Gerhard Schröder. Netop det historiske ansvar betonede præsident Steinmeier overfor SPD (og CDU) efter Jamaica-sammenbruddet. Dermed skubbedes forløbet med de nuværende regeringssonderinger igang.

SPD – svækket, men central
SPD fik ved valget i september sit dårligste resultat siden Weimar-republikken i mellemkrigstiden. Men forholdsmæssigt tabte CDU og CSU faktisk mere vælgeropbakning og SPD står altså i en styrket forhandlingsposition. Ydermere har den parlamentariske udvikling siden valget spillet SPD nye kort i hænderne.

En af SPD's viceformænd, Schleswig-Holsteins partileder Ralf Stegner – som nærmest hører til SPD's venstrefløj – har sagt at han er skeptisk overfor hvorvidt forhandlingerne kan bringe resultater.

En anden af SPD's viceformænd Mecklenburg-Vorpommerns ministerpræsident Manuela Schwesig (der ikke entydigt tilhører en fløj og nok for tiden er den mest samlende figur i SPD), har igen og igen betonet at der eksisterer andre veje end en stor koalition eller nyvalg. Der tales i den forbindelse om en mindretalsregering bestående af CDU og CSU, men det er højst usandsynligt.

Dels er det imod Forbundsrepublikkens politiske tradition, dels opleves det af mange vælgere som ansvarsløst (nævn ordet Weimar-republikken og en tysker får kuldegysninger). Endelig: hvad skulle SPD dog få ud af at være parlamentarisk grundlag for en kristendemokratisk regering?

Se Manuela Schwesigs tale til SPDs kongres:

Nej, SPD er i stedet mødt op med klare krav til et regeringssamarbejde. Først og fremmest sociale mål, deriblandt offentligt betalte dagplejeinstitutioner og retskrav på heldagsskole. Og SPDs mandater er helt nødvendige for et flertal. Den store overraskelse i valgets efterdønninger er som nævnt at FDP synes ganske stålsatte på ikke at være en del af et konstruktivt flertal. Altså kan CDU ikke true med et alternativt flertal.

Unionen i krise
Det er ikke kun SPD, der blev svækket ved efterårets valg. CDU og CSU fik deres dårligste valg siden det første valg til det tyske parlament i 1949. Især CSU – der kun stiller op i den folkerige delstat Bayern – er i en krise uden fortilfælde.

Partiet kæmper for at beholde magten i delstaten, hvor der skal være valg til efteråret, men er pressede af både lokale kræfter (der ikke mener at CSU er bayerske nok), AfD, der hævder at varetage Tysklands konservative interesser (en position CSU ellers har reserveret til sig selv) og De Grønne, der med inspiration fra nabodelstaten Baden-Württemberg, gerne vil demonstrere at de kan lave realpolitik på regeringsniveau i en sydtysk stat.

CSU har tvunget lederen Horst Seehofer til ikke at genopstille til delstatsparlamentet (han fortsætter dog som partiformand) og indledt en kampagne mod kansler Angela Merkels kompromissøgende politik. Kravene til en regeringsdeltagelse fra CSU's side er mange og partiet virker ikke kompromisvilligt.

Kansler Angela Merkel har fået alvorlige ridser i lakken. Hun er stadig leder af Tysklands største parti, men hun står for første gang siden 2005 som handlingslammet. Det er ikke hende der tager initiativer til løsning af regeringskrisen.

"Kenya" bør være kravet
I den situation bør SPD pege på at inddrage De Grønne i regeringen og danne en såkaldt Kenya-koalition (efter det kenyanske flags farver sort, rød og grøn). Dels balancerer det, således at der vil være tale om to partier fra hver side af det politiske spektrum. Dels vil det være at inddrage alle regeringsvillige partier i en koalition.

Det vil betyde, at man har lyttet til den konstruktive opposition og også taget valgets udfald i betragtning. Man vil leve op til forbundspræsidentens formaning og samtidig være loyal overfor de løfter der er givet til vælgerne og det socialdemokratiske bagland.

Et interessant perspektiv ved en Kenya-Koalition er at den vil have flertal uden CSU. Altså vil der findes forhandlingsmuligheder med enten CSU eller De Grønne. Der vil være en naturlig dynamik internt i en sådan regering. Skulle CSU vælge at melde sig ud af gruppesamarbejdet med CDU og gå i opposition (for at redde flertallet i Bayern ved det kommende landdagsvalg), så er der stadig flertal.

En Kenya-Koalition er naturligvis ikke i kansler Angela Merkels interesse. Hun vil helst have stabilitet og kuede partnere. Men i øjeblikket er der brug for SPDs mandater - og partiet gør klogt i at få mest muligt ud af dem.

Forhandlingerne begyndte søndag og fortsætter til sent torsdag aften. Det bliver en uge der kan ændre det tyske politiske billede.

Martin E. O. Grunz er tysk statsborger, historiker og specialkonsulent. Han er tidligere formand for SFAH – Selskabet for Arbejderhistorie.