Få dage før det tyske forbundsdagsvalg er det fortsat svært at indkredse krop og sjæl i Alternative für Deutschland. Jo, de er med sikkerhed i familie med de flygtninge-kritiske, nationalkonservative kræfter i Frankrig, Holland, Ungarn, Schweiz, Sverige, Norge og Danmark.

Tyskland forandres på søndag
Som en god journalist er Jesper Vind på markarbejde i Tysklands politiske landskab. Når han her fortæller, at han kommer fra Weekendavisen i Danmark, så siger hans samtalepartnere i AfD eller andre iagttagere, at en sammenligning med Dansk Folkeparti er i orden. Det er selvfølgelig et fromt ønske for AfD at komme i båd med et parti, der i årtier har haft vind i sejlene og opnået betydeligt større indflydelse end deres mandater berettiger til.

Der er ingen tvivl om, at AfD på søndag kommer komfortabelt over spærregrænsen på fem procent og buldrer ind i Forbundsdagen

Der er ingen tvivl om, at AfD på søndag kommer komfortabelt over spærregrænsen på fem procent og buldrer ind i Forbundsdagen. Man kan så spørge, om de øvrige tyske partier vil vælge den svenske eller den danske model for samarbejdet. I Sverige vil ingen bruge Sverigesdemokraternes stemmer, i Danmark vil næsten alle gerne medtælle DF-mandaterne. De danske folkepartister giver den gerne som et midterparti, der kan til begge sider, men den vil hverken Angela Merkels konservative eller Socialdemokratiet med Martin Schulz være med på. 'Ordnung muss sein', som de siger i Tyskland. Men nedfrysningen af de nye mandater er næppe heller en holdbar strategi. Det nye er AfD's adgang til den fornemme talerstol, til udvalgene, til spørgsmålene til regeringspartierne – og til de gamle partiers modspil. Tyskland forandres på søndag.

Begyndervanskeligheder 
AfD har masser af identitetsproblemer; hvem er de egentlig, hvad kommer de af, og hvor vil de hen? Trods erfaringer med gode valg i alle delstater, mangler AfD fortsat afskalningen af landsbytosser, lykkeriddere, ekstremister, halvnazister og andre skinheads. I den velskrevne og alligevel pænt analytiske beretning om det nye tyske, får vi ganske sobert beskrevet det nye parti, fløjfyldt som nybegynderen må være, men bestemt ikke det sædvanlige sammenrend af utilfredse. Tidligere kunne man være sikker på, at krusningerne i det yderste højre var noget, der, på samme måde som forkølelse, forsvandt af sig selv.

Frygten for fortiden er aftagende

Når man kom tættere på et valg, så ville vælgerne alligevel ikke eksperimentere. Nu konstaterer Jesper Vind, at frygten for fortiden er aftagende. AfD har et partiprogram, som udelukker den højreradikalisme, der næres af antisemitisme og racisme. Partiet er inde i intellektuelle og akademiske kredse, hvor de har tænkere, der kan og vil argumentere for, at ”muslimer ikke er forenelige med demokrati”. Den nationalkonservative bredde er overraskende stor i denne tidlige fase, og dannelsesniveauet er højt hævet over primitiviteten i yderligtgående grupperinger som NSU og NPD.

[read-also]

Jesper Vind forsøger at forklare partiets foreløbige succes med fire områder, der formår at mobilisere tyskerne. For det første flygtninge, som forbundskansler Angela Merkel forsøgte at menneskeliggøre ud over, hvad almindelige tyskere syntes om. For det andet krisen i EU, som får nogle tyskere til at pege tilbage mod nationale løsninger, for det tredje en stigende politikerlede med de store koalitioner – og for det fjerde, det nævnte forsøg på at være pæn, stueren og trække klare grænser overfor radikalismen. Jeg melder personligt fra på argumentet om politikerleden, som er en overskrift, der altid kan trækkes frem. Men politikerlede er, når nogen bliver hjemme på valgdagen, ikke når nogen stemmer for forandring.

Fortiden er ikke forbi
Bogen er ikke blot en sammenstrikning af Jesper Vinds mange og veldokumenterede artikler i Weekendavisen, men han bruger også sit tidligere arbejde og hundreder af andre kilder til at fortælle historien. Hans gennemgang af hændelserne nytårsnat i Køln og hans perspektivering af retssamfundets troværdighedstab gennem fortielser og omskrivninger står meget stærkt. Hans historiske indsigt giver os meget, når vi møder de tyskere, som på grund af fortiden, føler et særligt ansvar for demokratiet, og når vi ser AfD-folkene manøvrere, så ingen skal føle ubehaget ved den voldsomme højredrejning.

Den største opmuntring finder jeg i gennemgangen af Pegida-mandagsdemonstranterne - såkaldt patriotiske europæere mod islamisering. De var der pludselig med 20.000 på gaden, men idéen kunne ikke brede sig til andre byer. Selvom vi alle har set mangfoldige tv-billeder, der kunne få folk til at tro, at hele Tyskland marcherede, så kunne den heller ikke overleve i Dresden, hvor den opstod.

De er ikke er helt færdige med at rive hovederne af hinanden i kampen om bestemmelsesret og retning

I en nylig debat om Jesper Vinds bog blev det sagt, at han var 'generøs', fordi han smed en bog på gaden for at give os indsigt i et afgørende valg, og så var den pist forældet. Jeg siger hellere, at Jesper Vind har støbt fundamentet for en ny udgivelse efter på søndag, så analysen af strømningerne kan blive præcis: Højrepopulisme, højreradikalisme, EU-skepsis, nationalisme, globaliseringsfrygt, racisme eller det, der er værre. Og er der noget som helst i AfD-resultatet, der kan læses som en europæisk strømpil ? Vind har præcise personbeskrivelser af de ledende folk, så vi ved, at de ikke er helt færdige med at rive hovederne af hinanden i kampen om bestemmelsesret og retning i det højrepopulistiske parti.

Jesper Vind: Det nye tyske højre – Politik,  Rødder, Ideer

Gyldendal, 167 sider

 

Poul Smidt er journalist, cand. jur. og medlem af Socialdemokratiet i Rødovre.