Annonce

Uber-chauffører risikerer fængselsstraf

Chauffører fra pirattaxa-tjenesten Uber forbryder sig mod straffeloven og risikerer fængselsstraf. Det viser et notat fra Taxaførerne i Danmarks advokat, som Netavisen Pio er kommet i besiddelse af. Uber afviser anklagerne.
Det har været storm om pirattaxa-tjenesten Uber, siden det amerikanske app-selskab rykkede til Danmark i november sidste år.
Selskabets koncept bygger på, at private kan agere taxachauffører uden at have de tilladelser, som rigtige taxachauffører skal have og uden at kunderne er forsikret, eller bilerne lever op til de miljøkrav, der gælder for rigtige taxaer. Ren piratkørsel lød det fra Dansk Taxi Råd, der meldte Uber til Trafikstyrelsen for brud på den danske hyrevognslovgivning.

Hos først Trafikstyrelsen og nu Anklagemyndigheden er sagen trukket i langdrag, men i maj måned gjorde Anklagemyndigheden ifølge Computer World klar til at rejse tiltale mod Uber for brud på hyrevognslovgivningen.

Men det er ikke kun selskabet Uber, der kan have problemer med paragrafferne. Også Ubers chauffører, der er ansat hos Uber som en slags arme-ben-virksomhed, risikerer at blive dømt for lovbrud. Det viser et notat fra Taxiførerne i Danmarks advokat, som Netavisen Pio er kommet i besiddelse af.

Det er straffelovens § 131, der er årsagen til den dårlige nyhed for privatbilister, der ser Uber som vejen til hurtige og lette penge. Staffelovens § 131 siger nemlig, at hvis man udøver en virksomhed, der kræver offentlig tilladelse uden at have tilladelsen, straffes med bøde eller fængsel i op til 6 måneder.  ”Det er jo lige netop det Uber gør, da erhvervsmæssig formidling af kontakt mellem købere af persontransportydelser og sælgere af erhvervsmæssig persontransportydelser i personbiler kræver tilladelse, som de ikke har”, skriver advokaten i notatet.

På mere jævnt dansk: Fordi Ubers chauffører ikke har tilladelse til at køre taxa, risikerer de bøde eller fængselsstraf for at gøre det.

Ifølge advokaten kan Uber også blive straffet for medvirken til, at chaufførerne kører taxakørsel uden tilladelse. ”Det følger af de helt almindelige strafferetlige regler for medvirken”, skriver advokaten i notatet.

Oplysningerne fra advokaten puster nyt liv i sagen om Uber. Indtil videre har det nemlig kun været selskabet Uber, der har været i myndighedernes søgelys, men nu tyder meget på, at også selskabets chauffører kan komme i det juridiske fedtefad.

Ifølge Netavisen Pios oplysninger fra kilder i miljøet, er der minimum 300 Uber-chauffører alene i København.

Forelagt Netavisen Pios oplysninger, svarer Mathias Thomsen, der er general manager for Uber i København: ” Vi mener at Uber opererer inden for rammerne af Dansk lovgivning og vi samarbejder til fulde med myndighederne i forbindelse med deres undersøgelser.”

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og tidligere pressekonsulent i Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet