Jeg har ikke nogen bil. Det synes jeg ikke, jeg har brug for – eller råd til for den sags skyld. Jeg er ung, bor i byen og har ikke børn. Det giver bedre mening for mig at tage cyklen, og hvis det regner, har jeg offentlig transport i nærheden. Men engang imellem kan en bil jo være en stor hjælp. For eksempel da jeg for et par måneder siden skulle til et debatarrangement på Møn.

Heldigvis fandt jeg Martin. Martin er skilsmissefar og har en bil, han kun skal bruge hver anden uge. Gennem en hjemmeside kunne jeg leje Martins bil til en overkommelig pris og komme af sted til mit debatarrangement. Og Martin kunne få lidt penge i hånden for sin bil, der ellers bare ville stå parkeret.

Historien om mig, Martin og en Nissan Micra er et eksempel på den nye handelsform, der breder sig i Europa i de her år: Deleøkonomi. Hvor private går uden om forretningslivet og lejer ting til hinanden. Alt fra biler til lejligheder til haveredskaber bliver delt. Til fordel for forbrugerne, der får mulighed for at leje produkter billigt – og til fordel for miljøet, fordi vi kan bruge de ting, vi køber mere effektivt.

Deleøkonomien bliver mødt med klapsalver hos EU-kommissionen i Bruxelles, der mener, den nye handelsform kan være til gavn for det indre marked. ”Deleøkonomien kan skabe masser af arbejdspladser, nye muligheder og skatteindtægter, hvis vi bare lader den flyve”, sagde den borgerlige Jyrka Katainen, der er EU's kommissær for vækst og beskæftigelse, ved lanceringen af kommissionens nye strategi for deleøkonomi.

Vi skal altid se positivt på, at markedet udvikler sig til fordel for forbrugere. Og kommissionen har ret i, at der er perspektiver i deleøkonomien. Men for at deleøkonomien kan flyve, som Katainen siger, skal vi sikre os, at deleøkonomien ikke bliver et figenblad for diverse lyssky foretagender. Her springer pirattaxatjenesten Uber selvfølgelig i øjnene.

Selvom kommissionens nye positive tilgang til deleøkonomien dårligt kan ses som andet end en håndsrækning til Uber, der lige nu har en sag kørende ved EU-domstolen, skal den deleøkonomi-begejstrede kommission passe på med at skubbe Uber i front for en deleøkonomisk dagsorden.

Uber har nemlig intet med den smarte deleøkonomi at gøre. Uber handler ikke om, at du som bilist skal et bestemt sted hen og så en passager med på vejen og deles om udgifterne. Uber er taxakørsel, hvor du bestiller en bil til at køre dig et bestemt sted hen mod betaling – uagtet, om chaufføren skal samme sted hen.

Bag budskabet om, at Uber er en deleøkonomisk frelse til et væksthungrende Europa gemmer sig altså den kedelige sandhed, at det bare er taxaer med en app. Men til gengæld med chauffører, der ikke har de rettigheder, vi kender fra vores arbejdsmarked, med usikkerhed om skattebetaling, med usikkerhed om forsikringer, uddannelse og meget, meget mere.

Deleøkonomien rummer store muligheder, som vi skal omfavne. En af forudsætningerne for, at det kan lade sig gøre er, at vi får luget ud i deleøkonomiens fusentaster. Hvis deleøkonomi slet og ret bliver en genvej til social dumping, som den Uber bedriver, så kommer vi ikke til at opleve, at deleøkonomien kan virke til gavn for vores vækst og vores fællesskab.