Uddannelse er mere end et svar på arbejdsmarkedets efterspørgsel

Vi uddanner os ikke udelukkende for at kunne matche arbejdsmarkedets efterspørgsel. Uddanelse handler også om viden og frigørelse.
Foto: Colourbox
Debatten om formålet med vores uddannelsessystem rejser sig fra tid til anden. Hvem uddanner vi os for? For samfundets skyld? For arbejdsmarkedets? For den enkelte? 

Debatten blev igen rejst i en klumme her i Netavisen Pio, da formanden for Metal Ungdom, Thomas Skriver Jensen slog fast at han anser uddannelse for en samfundskontrakt - ikke et selvrealiseringsprojekt: Med andre ord er uddannelse noget, vi som samfund stiller gratis til rådighed for den enkelte, så der kan opnås de nødvendige kvalifikationer, det kræver at have et arbejde.

Quid pro quo

Hvis man leger med på denne forsimplede quid pro quo tilgang til uddannelsessystemet vil det i værste fald have vidtrækkende konsekvenser.

Hvorfor undervise alle folkeskoleelever i musik og samfundsfag, når vi ved at hverken statskundskabere eller konservatorieuddannede musikere er en mangelvare på arbejdsmarkedet? 

Vores uddannelsessystem i sin helhed naturligvis hverken må eller kan reduceres til et forlænget AMU-kursus

Og de elever, for hvem gymnasiet alligevel bare er et bump på vejen til at blive sygeplejersker og pædagoger, kunne vel med fordel droppe billedanalyser og integralregning. Vi mangler jo faktisk 1000 nye sygeplejersker, så mon ikke, der er et effektiviseringspotentiale dér? Tjep-tjep.

Karikeret, jovist, men måske også nødvendigt for at tydeliggøre at vores uddannelsessystem i sin helhed naturligvis hverken må eller kan reduceres til et forlænget AMU-kursus.

I 2017 var Danmark det land i OECD, hvor de offentlige udgifter til uddannelse målt i forhold til BNP var næsthøjest og vi bruger hvert år omkring 100 milliarder kroner på uddannelse.  Derfor står det selvfølgelig klart at uddannelse stadig må være mere og andet end Thomas Skriver Jensens skræmmebillede af et “selvrealiseringsprojekt”.

Men tilbage står spørgsmålet fortsat - hvad er formålet med uddannelse? Listen er lang, men jeg har her udvalgt tre: 

1. Uddannelse for vidensproduktionen

Universiteterne spiller en uundværlig rolle i samfundet, som ofte bliver overset, når vi som socialdemokrater debatterer uddannelsespolitik. Universiteternes rolle har aldrig - og skal ikke være at uddanne til arbejdsmarkedet. Den absolut vigtigste opgave er at drive forskning, gøre os klogere som samfund og sikre at viden overleveres og udvikles fra generation til generation. Som samfund skal vi acceptere og værdsætte at vi uddanner dimittender, som efterfølgende skal bruge størstedelen af deres tid inden for universitets tykke mure.

Den absolut vigtigste opgave er at drive forskning

Når debatten alligevel kan komme til at tangere “akademiker-bashing”, skyldes det masseuniversitets indtog, hvor over en fjerdedel af en ungdomsårgang i øjeblikket forventes at få en kandidatuddannelse. Lad os i fællesskab stå vagt om universitets særkende og arbejde med alternative modeller for en gruppe af de studerede. Man kunne eksempelvis udbrede de brede professionsbacheloruddannelser og give muligheder for videreuddannelse indenfor et speciale, når man havde fået fodfæste på arbejdsmarkedet.

Det ville give nye muligheder for at matche kompetencer med arbejdsmarkedets omskiftelige behov og samtidig ligge i tråd med idealet om livslang uddannelse. Kortere uddannelse, når man er ung og mere i løbet af arbejdsmarkedet - godt for den enkelte og godt for samfundet.

2. Uddannelse for arbejdsmarkedet

Et andet formål er selvfølgelig hensynet til arbejdsmarkedets behov. Det er hverken i samfundets eller i den enkeltes interesse at uddanne til arbejdsløshed og den ledighedsbaserede dimensionering på videregående uddannelser er som udgangspunkt en god ide. Men der skal der være plads til at begå fejl og vælge om - uden at uddannelsesdøren smækker i. Samtidig er det vanskeligt at vurdere hvilke dimittender der bliver brug for i en globaliseret verden med et hastigt foranderligt arbejdsmarked.

Det er hverken i samfundets eller i den enkeltes interesse at uddanne til arbejdsløshed

3. Uddannelse som frigørelsesprojekt og for at bevare den sociale orden

Kampen mod social arv og et reelt frit uddannelsesvalg er en central del af vores uddannelsessystem. Social arv som begreb vandt fodfæste i 1960’erne, men grundtanken kom med i Folkeskolens formålsparagraf allerede i 1937:

Folkeskolens Formaal er at fremme og udvikle Børnenes Anlæg og Evner, at styrke deres Karakter og give dem nyttige Kundskaber.

Uddannelsernes kamp for den enkeltes frigørelse og social mobilitet er i konstant konkurrence med de strukturer, der stædigt insisterer på at bevare den eksisterende sociale orden

Indtil da havde folkeskolen haft til opgave at bevare ro og orden i samfundet ved at danne retskafne og gode kristne samfundsborgere. Selvom formålsparagraffen blev ændret, hænger denne opgave ved overalt i uddannelsessystemet. For uddannelsernes kamp for den enkeltes frigørelse og social mobilitet er i konstant konkurrence med de strukturer, der stædigt insisterer på at bevare den eksisterende sociale orden:

- Når du er god til matematik kan du også blive en dygtig elektriker.

- Nej, det er ikke mindre mandigt at blive sygeplejerske.

- Erhvervsuddannelser åbner lige mange døre og karrieremuligheder som gymnasiet.

Til kamp for bedre uddannelsesvalg

Idealerne om det gode liv, den dygtige elev og den pæne pige er så cementerede i vores uddannelses- og samfundsfortælling, at det kræver mere end sætninger som disse at bryde med strukturerne. Vi er lykkedes med at skabe mønsterbrydere, men mønsteret - det står her endnu. Det betyder selvfølgelig ikke at vi skal give op. Men måske er det på tide at indse at der skal mere end snak og kampagner til før vi for alvor kommer i mål med at skabe lige muligheder og et frit uddannelsesvalg for alle.

vi er lykkedes med at skabe mønsterbrydere, men mønsteret - det står her endnu

Eksempelvis kunne man overveje om elevernes valg af ungdomsuddannelse kunne rykkes fra de vante rammer i folkeskolen til en ny obligatorisk 10. klasse. En 10. klasse, hvor nye kammerater, lærere med en bred vifte af uddannelsesbaggrunde og et stort fokus på erhvervspraktik og brobygning kunne give friske perspektiver og udfordre elevernes uddannelsesvalg.

Ned med paraderne - på arbejdshandskerne 

Lad os lade være med at spille Elev- og Studenterbevægelsen ud mod Fagbevægelsen i kampen for bedre uddannelser. Uddannelse er ikke blot et selvrealiseringsprojekt, hvor parolen om det frie uddannelsesvalg bør kunne trumfe forslag om strukturelle ændringer af uddannelsessystemet.

Lad os lade være med at spille Elev- og Studenterbevægelsen ud mod Fagbevægelsen

Ej heller uddanner vi os udelukkende for at kunne matche arbejdsmarkedets efterspørgsel. Kampen for et bedre og mere solidarisk uddannelsessystem vindes kun, hvis paraderne sænkes og vi alle tager arbejdshandskerne på.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Lærerstuderende og aktiv i Lærerstuderendes Landskreds


Kommentarer fra Facebook