I den seneste tid er der mange initiativer, der skal understøtte, at der også fremover er et fornuftigt udbud af uddannelse i de tyndt befolkede områder. I EUD-aftalen er der i aftaleperioden sat 10 millioner kroner af om året til udbud af erhvervsuddannelse i landdistrikter. I går barslede innovationsministeren med et udspil til en taxameterreform, hvor det er et centralt element, at der skal sikres et varieret udbud af ungdomsuddannelse i de tyndt befolkede områder.

Blæse og have mel i munden?

Uagtet at venerationen for udkanten sikkert er yderligere motiveret af det forestående valg og behovet for at få en bid af den dagsorden, som Dansk Folkeparti i store træk har haft eneret på, så er det svært at være uenig i, at uddannelse er noget af det, der er med til at skabe sammenhængskraft ude på landet.

Kan man både sikre udbud af allehånde uddannelser i hver en krog af kongeriget og sikre, at de har den højeste kvalitet?

På samme måde er det svært at være uenig i den anden store uddannelsespolitiske dagsorden, som har fyldt hen over efteråret: Kvalitet. Selvfølgelig vil man have den højest mulige kvalitet i alle uddannelsesudbud. At forfægte et andet synspunkt ville være virkelig mærkeligt! Det er blandt andet derfor, at kvalitetspuljen på erhvervsuddannelserne blev videreført i EUD-aftalen. Og mon ikke den også bliver videreført på finansloven i 2020? Det er i hvert fald svært at argumentere mod at styrke kvalitet.

Spørgsmålet er imidlertid, om det kan lade sig gøre at gøre begge dele? Kan man både sikre udbud af allehånde uddannelser i hver en krog af kongeriget og sikre, at de har den højeste kvalitet?

Høj kvalitet i tyndt befolkede områder er dyrt

På de klassiske metal-uddannelser er det i hvert fald svært. Uddannelserne til industriteknikker, smed og mekaniker er udstyrstunge, og de er afhængige af, at store dele af det udstyr, som de bliver uddannet på, er nyt og svarer til det, som de kommer til at møde ude i virksomhederne. Hvis man spreder de uddannelser ud over det ganske land, så får pengene hurtigt ben at gå på, hvis man skal at opretholde en kvalitet, som man kan være bekendt.

Hvis man spreder de uddannelser ud over det ganske land, så får pengene hurtigt ben at gå på

Danske Regioner har i forbindelse med deres ungdomsuddannelsesudspil regnet på udviklingen i antallet af unge, og det nedslående resultat er, at vi kan se frem til, at der i 2030 er 25.000 færre unge mellem 16 og 19 år. Den udvikling vil kun forstærke udfordringerne med at skabe kritisk masse på ungdomsuddannelserne i de tyndt befolkede områder.

Vi skal have debatten

Modsætningen mellem de to hver for sig fine ambitioner vil kun blive tegnet tydeligere op. Kan vi blive ved med at tale om, at vi både vil have kvalitet og et bredt dækkende udbud over hele landet? Det bliver i hvert fald sværere og sværere, og mon ikke vi i stedet skulle tale om, hvordan vi bruger vores fælles uddannelseskroner så klogt som muligt.

Vi bliver nødt til at tage en fordomsfri debat

Jeg har ikke en fiks og færdig løsning på problemet, men vi bliver nødt til at tage en fordomsfri debat om emnet, som hviler på den grundpræmis, at der ikke altid opstår sød musik, når modsætninger mødes.