Uddannelsesloft er skabt på radikalt svigt

Leder: Når Radikale Venstre går til angreb på uddannelsesloftet, så er det i virkeligheden et angreb på et problem, som de selv har skabt. Og samtidig viser det også, at den radikale sans for solidaritet først virkelig vækkes, når akademikerbørnene bliver ramt.
Hvis du først lukker øjne for problemet, dernæst nægter at bidrage til løsningen af det og så går til direkte angreb på dem, der rent faktisk løser det, så har du opskriften på Radikale Venstres seneste kampagne.

Det stærkt udskældte ’uddannelsesloft’, som blev vedtaget af et folketingsflertal tirsdag, har fået Radikale Venstre til at løbe stormangreb på Socialdemokratiet. De Radikale vil malke sagen for forargelse, store overskrifter og billige point.

Potentialet er uden tvivl stort. Uddannelse er vores fremtid, og derfor undrer det helt naturligt mange danskere, hvorfor man vælger at sætte ind netop her. Samtidig rummer indgreb på uddannelsesområdet, som altid mulighed for at appellere til de hundredvis af aktive studerende, som hellere end gerne kalder til demonstration for deres velerhvervede rettigheder.

Alt fungerer fuldstændig efter planen i den velskrevne politiske grønspætte bog om agitation: Radikale Venstre puster til gløderne og høster de billige elitepopulistiske point.

Radikale vandt ’pælesidning’ og de ledige tabte!
Det råbende hykleriske paradoks er bare, at det er Radikale Venstre selv, der har skabt lige nøjagtigt det problem, de nu forsøger at bruge til at vende vælgere og studerende mod Socialdemokratiet med.

Hele sagen startede i 2012, hvor daværende radikale partiformand Margrethe Vestager totalt nægtede, at man med dagpengereformen risikerede, at et højt antal af danskere ville ryge ud af dagpengesystemet. Det drejede sig kun om 2-4000 danskere, hvilket har vist sig at være en historisk fejlskøn af episke dimensioner . En benægtelse, der blev fulgt op med de udødelig ord ”sådan er det jo”. Man nægtede altså, at der var et problem.

Dernæst fortsatte sagen under Vestagers efterfølger Morten Østergaard, der nærmest hoverende afviste enhver mulighed for at finde en løsning på de mange danskere, der mistede rettede til dagpenge.  For Østergaard var der blot tale om et underholdende politisk spil, som han skadefro betegnede som ’pælesidning’: ”Pælesidning er et fantastisk billede, for det er virkelig dét, det handler om: Hvem kan holde længst”.

Resultatet var, at over 70.000 danskere – på trods af S, SF og Ø fik gennemtrumfet en række midlertidige forlængelser af dagpengeperioden – røg ud af dagpengesystemet, at den tidligere regering aldrig fik skabt en løsning og endelig at Morten Østergaard barnestolt kunne erklære sig som vinder af sin egen pælesidnings-konkurrence.

Ergo besejrede De Radikale landets arbejdsløse - og Socialdemokratiet!

Det tværpolitiske kompromis
Når Radikale Venstre nægtede enhver mulighed for at hjælpe de titusindvis af danske arbejdsløse, som risikerede at miste deres eneste indtægtsgrundlag, så blev det Socialdemokratiet, der som oppositionsparti var tvunget til at søge en aftale med Dansk Folkeparti og Venstre.

To partier fra blå blok, som åbenbart ser mindre hovent og mere ansvarligt på landets arbejdsløse.

I stedet for at latterliggøre den mulige løsning eller livsmulighederne for de arbejdsløse, så indgik Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet i 2015 en ny aftale om dagpengesystemet.

Den nye aftale er på ingen måde perfekt, men for landets arbejdsløse er den absolut bedre end ingenting. Det tværpolitiske kompromis om dagpengereformer indeholder på den positive side en mere fleksibel genoptjening og en ny opgørelsesmetode for forbruget af dagpengetimer, hvilket tilsammen gav væsentlige forbedringer for de arbejdsløse. På den negative side var der til gengæld skærpede incitamenter til jobjægerne og en offentlig ekstraudgift på 300 millioner.

Aftalen efterlod således V, DF og S med en regning på 300 millioner, som skulle finansieres i en efterfølgende delaftale, hvor det såkaldte uddannelsesloft desværre blev en del af den aftale, som Socialdemokratiet var nødsaget til at lægge stemmer bag. Uden Socialdemokratiets tilslutning var det nye dagpengesystem aldrig blevet til noget. Det handlede om konkrete resultater eller fine fornemmelser - om at holde hånden under de arbejdsløse eller nøjes med den Vestagerske devise: ”sådan er det jo”.

Elitepopulisme: Machiavelli har ikke levet forgæves
Dagpengeprocessen udstiller tydeligt det radikale dobbeltspil, som betyder, at de radikale først vågner af deres søde og elitære tornerosesøvn, når de veluddannede bliver ramt.  Som den tidligere uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen klart og ærligt understreger det radikale hykleri: ”Vi har ikke brug for, at folk bliver låst fast…. Det er hul i hovedet”.

En sandhed der på ingen måde gælder landets dagpengemodtagere, men alene de velstilledes akademikerbørn.

Det er det politiske spil, når der allerværst, mest hyklerisk og knusende kynisk. De Radikale har selv skabt det problem, som de nu slår på Socialdemokratiet for at løse. Det lugter langt væk af en klassisk omgang Machiavelli

”Hvis den folkelige opbakning svigter, så start et felttog eller provokér en fremmed fyrste til at angribe”. Og således gik de radikale elitepopulister til angreb!

Jens Jonatan Steen, er chefredaktør på Netavisen Pio.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio. (På orlov)


Kommentarer fra Facebook