Luthers læresætninger lagde ikke blot grundstenen for den protestantiske tro – Luthers lære og tanker var også afgørende for etableringen af socialdemokratier i Europa. Det skal ikke forstås som et forkvaklet forsøg på at gøre Luther til socialdemokrat, den slags er selektiv og ligegyldig historieskrivning.
Formålet med følgende er nærmere det modsatte – at beskrive Socialdemokratiets forankring i lutheranismen. Ikke som en religiøs forankring, men som en åndelig forankring. Ikke i den forstand, at der findes en socialdemokratisk kristendom eller en kristen socialdemokratisme.
Forstået på den måde, at den moral, etik og samfundsforståelse, Luthers tanker indpodede i de nordeuropæiske befolkninger var et afgørende næringsstof for udviklingen af socialdemokratier i Nordeuropa.
Som fødderne bærer kroppen, bærer de små i samfundet alle de højere stænder
Opgør med overklassens overhøjhed
For det første forsøger Luther at gøre op med ideen om medfødte privilegier. Luthers udgangspunkt er, at mennesker er lige over for Gud, og at ingen verdslig position har nogen særlig forrang. ”Jeg skal ikke ophøje mig, fordi jeg er doktor, heller ikke skal en anden være stolt, fordi han er fyrste eller herre, men jeg skal sige: I det næste liv er et barn så stor som mig” skrev Luther i sin udlæggelse af en passage i Matthæusevangeliet og tilføjede. ”For man kan på ingen måde tåle, at nogen er større end en anden i den kristne kirke.”
Det er et generelt træk ved Luther, at han ønsker at nedbryde ideen om, at de nederste lag i samfundet blot er en art undersåtter, der lever et liv på overklassens nåde.
”Som fødderne bærer kroppen, bærer de små i samfundet alle de højere stænder”, skriver Luther eksempelvis i Kirkepostilen.
Luther mener, at stand (det vi i dag ville kalde klasse) og materiel velstand er ligegyldigt for menneskets forhold til Gud. Det er gennemgående for Luther, at han mener, at mennesket er et individ i sit forhold til Gud, og at de samfundsmæssige strukturer, der bringer nogle mennesker – kirken og adelen eksempelvis – tættere på Gud er en falsk konstruktion.
Den naturlige konsekvens af Luthers tanker er, at de lutheranske samfund opbygger en vis form for lighed i kirken. At man har en kirke og en religion, hvor man ikke gennem aflad, donationer eller status i samfundet kan skyde genvej til Guds nåde. At menneskets værdi er uafhængig af samfundsmæssige strukturer.
Arbejdet skal sidde til højbords
Den anden vigtige arv fra Luther er hans forhold til arbejde. I Luthers verden er arbejdet i centrum. Arbejdet er ærefuldt og selve meningen med det jordiske liv. ”Intet menneske dør af arbejde, men ved at gå ledig og uvirksom mister folk både liv og helse. For mennesket er født til at arbejde, som fuglen er født til at flyve”, skriver Luther i Kirkepostilen.
I Luthers verden er arbejdet i centrum
Den lutheranske moral sætter så at sige arbejdet til højbords. Arbejde er i centrum for den menneskelige tilværelse, arbejde er en pligt.
Den lutheranske samfundsmoral
Den religiøse moral vil altid have en vis sammensmeltning med den samfundsmæssige moral i lande, hvor religion spiller en fremtrædende rolle. Derfor bliver protestantismens moral i høj grad til en slags almengyldig samfundsmoral i de protestantiske lande i århundrederne efter reformationen.
Da de socialdemokratiske bevægelser begynder at skyde frem i sidste halvdel af 1800-tallet møder de i Nordeuropa samfund, hvor den samfundsmæssige moral dels tillægger arbejde en stor værdi, og hvor man allerede gennem religionen har tilstræbt en vis nedbrydning af overklassens privilegier.
Man kan sige det sådan, at de politiske forandringer, socialdemokrater ville skabe, kunne spire i pløjet jord, fordi det protestantiske samfundssyn allerede havde gennemført en række af de forandringer på det religiøse, moralske område.
Et blik på europakortet viser da også, at det hovedsageligt er i de protestantiske samfund i Nordeuropa, at de socialdemokratiske ideer gennem historien har vundet mest genhør. De socialdemokratiske velfærdssamfund med stor omfordeling og udprægede lønmodtagerrettigheder ligger i Nordeuropa – båret frem af en stor opbakning til socialdemokratierne gennem historien.
Socialdemokrater får stemmer i protestantiske områder
At opbakningen til socialdemokratierne historisk har været større i Nord- end i Sydeuropa kan selvsagt skyldes meget andet end protestantisk arbejdsetik.
Tilslutningen til Socialdemokratiet stemmer overens med tilslutningen til protestantismen
Derfor kan det være værd at se på nogle af de europæiske lande, der kun er delvist protestantiske. Hvis vi zoomer ind på vores store, sydlige naboland, Martin Luthers hjemland Tyskland, kan vi se, at tilslutningen til Socialdemokratiet stemmer overens med tilslutningen til protestantismen. Fraregnet det tidligere DDR er de to delstater, hvor det tyske socialdemokrati fik den mindste andel af stemmerne ved sidste forbundsdagsvalg – de sydlige delstater Bayern og Baden-Württemberg – præget af et mindretal af protestanter. I Bayern er cirka hver femte protestant, mens det i Baden-Württemberg er cirka hver tredje.
Fraregnet bystaterne Hamburg og Bremen står Socialdemokratiet stærkest i delstaten Niedersachsen. Her er protestantismen den suverænt største religion. Næsten 50 % af borgerne i Niedersachsen er protestanter – 34 % har intet religiøst tilhørsforhold, og den næststørste religiøse grupper er katolikker, der udgør 17 procent af befolkningen.
Samme billede tegner sig i Holland, hvor det hollandske arbejderparti PvdA i hvert fald indtil deres nedsmeltning ved det netop afholdte valg, stod stærkest i nordlige provinser som Friesland. Her er protestanterne den største religiøse gruppe. Til gengæld har det hollandske arbejderparti ved de sidste mange valg hentet væsentligt færre stemmer i sydlige, overvejende katolske provinser som Noord-Brabant og Limburg.
I anledning af 500-året for Reformationen, vil Martin Luthers religiøse frigørelsestanker blive fejret og hyldet af protestanter over hele Europa. Men måske de europæiske socialdemokrater skulle sende en særlig venlig tanke til den så berømte tyske munk?
Mads Havskov Hansen er kulturredaktør på Netavisen Pio.