Udenrigsministeriet tilbyder at evakuere fireårig pige fra Syrien-lejr

Moderens advokat, Knud Foldschack, erklærer sig skuffet over Udenrigsministeriets afgørelse
Udenrigsministeriet tilbyder nu evakuering af en fire-årig dansk pige med ptsd fra den syriske fangelejr Al-Roj.

Tilbuddet omfatter dog ikke pigens etnisk danske mor og adoptivbror.

Det fremgår af en tre sider lang afgørelse, som Udenrigsministeriet torsdag har sendt til moderens advokat, Knud Foldschack.

Advokat Foldschack erklærer sig skuffet over afgørelsen:

"Den afgørelse er meget lidt optimistisk," mener Foldschack:

"Man kommer med en beslutning om, at den fireårige pige sådan set opfylder betingelserne for at blive hjemtaget. Man anerkender, at hun er alvorligt syg, men man siger samtidig, at moderen skal give accept til, at hun kommer hjem, og man mener ikke, at hun skal have moderen med hjem. Man er af den opfattelse, at der ikke er et tilknytningsforhold, som er så stærkt, at moderen bør tages med hjem," siger advokaten til Politiken.

"Det vil vi ikke være med til"

Ifølge Foldschack kommer moderen ikke til at acceptere, at den fireårige datter rejser hjem alene:

"Det vil humanitært og medicinsk være forkert at skille de to. Desuden vil vi dermed komme til at legitimere en ulovlig og urimelig politik, der går ud på at splitte familier. Det vil vi ikke være med til. Selvfølgelig ikke," siger han til Berlingske.

Udenrigsministeriet fastslår i brevet, ifølge Berlingske, at det er "myndighedernes samlede vurdering", at Danmarks konventionsmæssige forpligtigelser ikke står i vejen for, at moderen bliver bedt om samtykke til, at pigen kan evakueres uden sin bror, ligesom ministeriet mener, at risikoen for, at datteren traumatiseres yderligere, ikke står i vejen for, at moderen og broderen kan efterlades:

"Det bemærkes i den forbindelse, at det er vurderingen, at en risiko for yderligere traumatisering – således som den på det foreliggende grundlag er skitseret – ikke er tilstrækkelig til, at der kan anses at foreligge et sådan særligt afhængighedsforhold mellem (mor) og (datter), at Danmark efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention vil kunne være forpligtet til at yde bistand også til (mors) hjemrejse, hvis (datter) evakueres til Danmark. Evakueringen vil dog forudsætte, at (mor) samtykker til, at (datter) evakueres alene," hedder det i brevet.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det er interessant at staten er begyndt at blive et rejseforsikringsselskab, og at et dansk pas er blevet en forsikringspolice. Vil regeringen oplyse, om jeg kan opsige min rejseforsikring hos Topdanmark?

Tiderne ændrer sig. Jeg opsøgte uden penge på lommen i 70'erne en (flot) dansk ambassade i et mellemeuropæisk land for at få et tilskud til en hjemrejse. Forgæves, naturligvis. Havde jeg nu bare gjort noget kriminelt, så var pengene måske strømmet i min retning. Spørg dog endelig.

"Det vil humanitært og medicinsk være forkert at skille de to. Desuden vil vi dermed komme til at legitimere en ulovlig og urimelig politik, der går ud på at splitte familier. Det vil vi ikke være med til. Selvfølgelig ikke", lyder det fra Knud Foldschack.

Jeg kunne selvfølgelig tage fejl, men jeg kan da slet ikke forestille mig andet, end at barnet ville være blevet tvangsfjernet som det første, hvis de selv var kommet "hjem" fra kalifatet i stedet for at blive taget til fange af kurderne. Hvis ikke det eventyr skulle diskvalificere hende som forælder, hvad i alverden skulle dog så?

Så moderen og hendes danske advokat ønsker altså ikke at hjælpe den syge pige!

God pointe.

Uanset hvor ulykkeligt det vil være for pigens mor, så er historien fyldt med rigtig mange eksempler på, at mødre har givet afkald på deres børn, for at sikre dem en god fremtid. Så det er absolut ikke nogen sjældenhed. Men de stakkels børn bliver jo brugt som gidsler, for at forældrene kan få adgang til Danmark.

Hvor er det beskæmmende at læse alle der kommentarer der fordømmer de unge mennesker , der har begået et fejltrin og rejse til Syrien, hvor ville det være dejligt hvis disse personer kunne se sig selv i øjnene og indrømme, at de også har begået fejl. Lad dem komme hjem til Danmark, vi har jo taget personer hjem, som har smuglet narkotika og begået forbrydelser andre steder i verden.
Ligeledes er det forfærdeligt, at Regeringen nu vil sende mennesker som flygtede fra krigen i Syrien tilbage til krig og vold. Mange af disse som kom til Roskilde, har været meget aktive, og taget arbejde og uddannelse efter ankomsten hertil. Det er folk som vi har brug for, der vil fremover komme til at mangle arbejdskraft her i landet. Når jeg tænker tilbage, kan jeg ikke huske, at man ville sende folk tilbage til Ungarn, da man flygtede fra krig dengang, Hvad er der dog sket i den forgangne tid ???
Jeg vil slutte af med Kim Larsen " Det er en kold tid vi lever i "

Nej, ungarerne blev ikke sendt hjem, men den kvarte million tyskere der var havnet i danske flygtningelejre efter Anden verdenskrig, blev sendt hurtigt "hjem" trods det at mange af dem kom fra Øst-Preussen og altså aldrig havde haft deres hjem i det der var tilbage af Tyskland.
I den forgangne tid som du omtaler, har islam forsøgt at omstyrte vores vestlige værdier og vores vestlige civilisation: Ayatollahens fatwaer, 11. september, Muhammedkrisen osv. Reelt har vi ikke siden haft ytringsfrihed i Danmark. Det tilgiver jeg aldrig de højtråbende muslimer. Aldrig.

Kære Peder Pedersen
At tilslutte sig terrororganisationen Islamisk Stat i Syrien er ikke et "fejltrin", men en utilgivelig forbrydelse imod menneskeheden. Hvis du virkelig er klar til at tilgive dem, så synes jeg at det er smukt, men så forstår jeg bare ikke, hvorfor dine døre ikke er åbnet op for dem?

Annonce