Udkantsudfordringen: Vil du have bistandshjælp i udkantsdanmark?

Kommunernes eksport af udgiftstunge bistandsklienter til landets billigere udkantskommuner bliver selvforstærkende og truer med at skabe områder, hvor hovedparten af befolkningen er på overførselsindkomst.
Ingen by i den Vesteuropa havde i 1994 en højere andel af stiknarkomaner end Nakskov på Lolland. Mere end hver 40. borger havde dagligt en kanyle i armen, og inden for et år blev der begået seks narko-relaterede mord i den vestlollandske købstad.

Pæne borgere holdt deres børn langt fra narkokvarteret i Vejlegade, hvor skibsværftslukningen syv år før havde efterladt mange nedslidte og billige boliger.

Narkomanerne kom selvfølgelig ikke fra Nakskov, eller fra Lolland i det hele taget. Når de endte i byen, så skyldes det behandlingscentret Egeborg, der igennem lang tid havde ført en aggressiv rekrutteringspolitik til sine berømte Minnesota-kure: Hver uge kørte man en minibus til København for at få narkomaner med til centret. Lykkedes det ikke frivilligt, så tog man folk med, der sov rus ud. Når de var gennem forløbet, blev de sat af i Nakskov, men nåede aldrig at investere i billetten til København. I stedet blev de i byen, hvor mange andre i miljøet havde slået sig ned.

Tilfældet er ekstremt, men det er et billede på den udveksling af borgere der flere årtier er foregået mellem de store byer og områder i provinsen; mens de unge flytter til byerne for at studere, bliver ressourcesvage borgere presset ud på landet. Nogle gange med storbykommunernes hjælp. Det er selvfølgelig ikke lovligt, men alligevel er det vidt udbredt.

Betaler bistandsklienter for at flytte
I 2014 blev Holbæk Kommune taget med fingrene i kagekassen, da en sagsbehandler havde fortalt en lokal førtidspensionist, at hans bolig var for dyr i forhold til reglerne. Da manden svarede, at den var blandt de billigste i kommunen, var kommunens svar, at så måtte han flytte til en billigere kommune. Ofte sker det med en form for medgift, hvor kommunen betaler indskud og andre udgifter. Eller som det var praksis i en fynsk Venstrekommune i 1990’erne: Giver dem et farvefjernsyn som afskedsgave.

Egon Plejdrup, der var borgmester på Mors i en årrække, kunne fortælle om ”medgift” på 70-80.000 kr., som kommunerne gav en førtidspensionist eller kontanthjælpsmodtager for at flytte til Mors.

Diskussionen må aldrig blive en jagt på folk, der har behov for hjælp. Men vi er nødt til at erkende, at det er ødelæggende for yderkommuners økonomi, hvis store tilflyttergrupper har sociale problemer. I Odsherred Kommune tildeler man hvert år cirka 80 førtidspensioner, men der flytter cirka 120 førtidspensionister til, primært fra hovedstadskommunerne. I Lolland Kommune kommer det til udtryk ved, at 55 procent af kommunens tvangsfjernelser er børn, der er flyttet til inden for de sidste to år.

Udviklingen accelerer som følge af det stigende økonomiske pres på kommunerne, samtidig med at mange ydelser er ændret, så kommunerne skal betale en større del selv. Det er to forhold der gør, at man ikke får en mindre motivation for at flytte omkostningstunge borgere permanent ud af kommunen.

Riv faldefærdige rønner ned
En af løsningerne er at rive flere af de faldefærdige huse i landdistrikterne ned, så boligernes standard og pris bliver højere. Den tidligere regering satte 400 millioner af, men indsatsen ser ikke ud til at blive fortsat. Til sammenligning blev der brugt næsten 20 milliarder offentlige kroner på byfornyelsen i de største danske byer op til årtusindeskiftet, og som netop pressede mange sociale klienter ud af brokvartererne. En anden løsning kunne være, at man tilpassede ydelserne, så den enkelte ikke havde en økonomisk fordel ved at flytte til en landkommune.

Hvis vi ikke gør op med den stigende eksport af udsatte borgere fra de store byer til landdistrikterne, så ender vi i en situation, hvor hele skoleklasser i nogle landsdele ikke har nogen forældre, som har et arbejde. En udvikling, som er ødelæggende både socialt og økonomisk.

Kaare Dybvad (f. 1984) er folketingsmedlem for Socialdemokraterne og forfatter til bogen Udkantsmyten.

Dette indlæg er det andet i en serie om udfordringerne for Udkantsdanmark. Det første, om udfordringen med at skaffe arbejdskraft, kan læses her.


Flere artikler om emnet

Annonce