Efter en periode på flygtningecenter vurderer Akkaris far, at deres integration i det danske samfund vil forløbe hurtigst i et lille lokalsamfund, og de flytter til stationsbyen Hurup:

“Huslejen i Thy var rørende billig, så vi flyttede direkte ind i en lille toetagers villa på en typisk dansk villavej. Her passede mine forældre huset og haven, mens jeg kunne cykle til alt. Til fodbold i den lokale idrætsforening og til Hurup Skole, hvor jeg begyndte som den eneste sorthårede elev i samtlige klasser.

Omgivet af alle disse danskere tog jeg hurtigt både sproget og kulturen til mig, og i dag er jeg dybt taknemmelig for min fars kloge valg. Jeg faldt til, fik venner og arbejdede mig stille og roligt ind i fællesskabet. Ikke mindst på sportspladsen, hvor jeg var en solid bagstopper med ambitioner om mere”.

Senere flytter familien Akkari tilbage til Libanon, og derefter igen tilbage til Danmark. Men denne gang til Aalborg, hvor Akkari kommer i kontakt med islamistmiljøet.

Eksemplet fra Ahmed Akkari er måske ekstremt, men det er et udtryk for en forskel på mulighederne for at blive integreret, som er helt afgørende. Ikke mindst i disse år, hvor vi oplever øget tilstrømning af flygtninge fra Mellemøsten. Hvor provinsens stærke foreninger og lokalsamfund giver mulighed for reel integration, er storbyens opdelte parallelsamfund med til at fastholde mange nydanskere inden for deres egen kultur.

Hvis man bevæger sig over det anekdotiske plan, og ser til faglitteraturen, så er den mest omfattende undersøgelse KORAs ”Benchmarking af kommunernes indsats på integrationsområdet” fra 2014, der sammenlignede kommunernes indsat for at få indvandrere i arbejde og uddannelse. På fem centrale parametre kommer Næstved, Jammerbugt og Billund ud som de kommuner, der har den bedste evne til at integrere indvandrere.

I den lidt lettere ende konkluderer LG Insight i en analyse af kommunernes evne til at tage imod flygtninge, at Slagelse Kommune er klar topscorer blandt de kommuner, der modtager flygtninge i øjeblikket. Ellers udgøres listens top af dels velstående kommuner som Lyngby-Taarbæk og Rudersdal, dels af Vestsjællandske kommuner som Holbæk og Odsherred.

På samme måde som med provinsens evne til at sikre unge en uddannelse, er årsagen til den stærke integrationsindsats i kommunernes, at mindre lokalsamfund er vejen til at møde andre danskere kortere, og risikoen for at der opstår parallelsamfund tilsvarende mindre.

Omvendt er der ikke meget der tyder på, at man i de helt store byer lykkes med at integrere indvandrere og efterkommere. På Nørrebro, hvor jeg i en årrække selv boede i et boligbyggeri med to tredjedele med udenlandsk baggrund, er det svært at komme ind i det danske samfund.

Børn med pakistansk baggrund spiller cricket og går i skole med andre med samme baggrund. Somalierne går på somalisk skole og spiller fodbold med andre somaliere, og sådan var det hele vejen rundt. Intet sted i opvæksten får man tilbudt den indføring i den danske kultur og levevis, som er forudsætningen for at klare sig i det danske samfund på lang sigt.

Pointen er ikke at pege fingre af storbykommuner, der løfter en stor opgave med integration i det daglige. Men derimod, at hvis vi fremadrettet vil styrke integrationen i Danmark, så er det først og fremmest uden for de store byer, det kan lykkes. Ellers risikerer vi at gentage fortidens fejltagelser.

Kaare Dybvad (f. 1984) er folketingsmedlem for Socialdemokraterne og forfatter til bogen Udkantsmyten.

Dette indlæg er det fjerde indlæg i en serie om udfordringerne for Udkantsdanmark. Du kan læse de tre første indlæg her:

Udkantsudfordringen #1: Vil du arbejde i Udkantsdanmark?

Udkantsudfordringen #2: Vil du have bistandshjælp i Udkantsdanmark?

Udkantsudfordringen #3: Er det nogen der får en uddannelse på landet?