Udkantsdanmark var for første gang ved valget i 2015 blandt de mest omdiskuterede temaer ved et folketingsvalg. Ikke siden 1970’erne har den ulige udvikling i forskellige landsdele haft så prominent en placering i den landspolitiske debat, at den også efter valget fylder på den politiske dagsorden.

Netavisen Pio har bedt Kaare Dybvad, der er socialdemokratisk folketingsmedlem og forfatter til bogen Udkantsmyten, om i fem afsnit at skitsere hans syn på de fem væsentligste pointer i udkantsdebatten med udgangspunkt i fem udvalgte udkantsområder.

Første afsnit handler om Vestjylland og produktionsindustrien.

Vestjylland – Danmarks maskinrum
Tager man til Lem mellem Ringkøbing og Skjern i Vestjylland, finder man mere end en gennemsnitlig dansk stationsby. Går man en tur i byen vil man hurtigt bemærke, at smedefaget fylder meget i byens fælles bevidsthed. Den store vej omkring byen hedder Smed Hansens Vej, hotellet bærer navnet Smedegaarden, og Smedenes Hus er det centrale samlingssted.

Der kan man se et samlet stamtræ for de 42 lokale smedevirksomheder, der er opstået siden den første smed stod af toget i Lem i slutningen af 1800-tallet. Afgreningerne viser, hvordan smede fra den ene virksomhed sprang ud og startede sit eget, og måske nogle år senere måtte opleve sine egne svende springe ud som selvstændige.

Virksomheden Vestas, der i dag er en global succes indenfor vindenergi, tog sit udgangspunkt i dette miljø.

Hele mængden af app-udviklere, kommunikationstjenester, royalties, licenser, konsulentydelser og kulturprodukter udgør kun omkring 8 procent af den samlede danske eksport.

Men det unikke ved Lem er ikke, at Vestas er startet der. Det unikke er, at stamtræet over smedevirksomhederne viser, at Lem har fostret et sammenvævet net af dygtige metalvirksomheder, der til sammen udgør en stærk lokal industri.

Det er steder, som Lem der gør, at vi som samfund er velstående. At vi har råd til at finansiere velfærd og fastholde arbejdspladser i en lang række andre sektorer. Der er i dag færre der arbejder i industrien, men sektorens indtjening er intakt og produktiviteten stigende.

Konsulenterne har brug for fabrikkerne
Maskiner er Danmarks største eksportvare, og produktion står stadig for 62 % af vores samlede eksport. Mens det i mange år har været populært at påstå, at vi skal leve af viden og kreative erhverv, så udgør hele mængden af app-udviklere, kommunikationstjenester, royalties, licenser, konsulentydelser og kulturprodukter kun omkring 8(!) procent af den samlede danske eksport.

Alligevel har vi de sidste årtier haft en tyrkertro på vigtigheden af specialiserede serviceerhverv. Men prøv en gang at stille dig selv spørgsmålet, om industrien har mere brug for servicearbejdspladser eller omvendt? Har konsulenthuset Deloittes København-kontor mest brug for Danfoss eller har Danfoss mere brug for Deloittes København-kontor?

Jeg tror, at de åbne kontorlandskaber har mere brug for fabriksgulvet. Det hænger sammen med, hvor vores eksport kommer fra, og her klarer særligt Vestjylland sig godt. Ser man på de ti kommuner med højest eksportandel, er der omvendt kun en enkelt hovedstadskommune:

Eksportindustri og provins hænger sammen
Vores eksportindustri er tæt forbundet til de provinsområder virksomhederne er vokset ud af. Men udfordringen for sektoren er i dag, at det er sværere og sværere for den at rekruttere arbejdskraft. I Ringkøbing har Vestas det seneste år slået mere end 400 faglærte stillinger op, men man kan ikke fylde dem ud. I Nordborg kan Danfoss ikke rekruttere IT-medarbejdere, og i både Esbjerg og Kalundborg kan store, internationale koncerner som Novo, Rambøll og Mærsk Oil ikke rekruttere ingeniører.

Det kan lyde som et lokalt problem, men det bliver hurtigt et problem for os alle. For hvis ikke industriarbejdspladserne ligger i provinsen, så ligger de slet ikke i Danmark. Ifølge Dansk Industri er resultatet af manglende arbejdskraft, at virksomhederne enten lukker produktionen eller flytter den til udlandet. Vi har endnu til gode at se en virksomhed flytte aktiviteter fra provinsen til København.

Vestjylland er garanten for dansk velstand
Bundlinjen er, at hvis vi vil fastholde den produktionssektor, der er forudsætningen for vores velstand, så skal det også i fremtiden være muligt at bo og arbejde i Vestjylland. Hvis vi fortsætter den historisk store centralisering vi har gennemført de sidste ti år, så gør vi det uattraktivt at bo dér. Og så siger vi også farvel til titusindvis af arbejdspladser, der finansierer endnu flere arbejdspladser i de store byer. Med andre ord; et levedygtigt Vestjylland er forudsætningen for dansk velstand.

Kaare Dybvad (f. 1984) er folketingsmedlem for Socialdemokraterne og forfatter til bogen Udkantsmyten.