Annonce

Udlændingedebat drukner i meningsløs motivforskning

Leder: Der går Sherlock Holmes i den, når ophidsede kritikere bruger spalteplads på at motivforske S-udlændingeudspil fremfor at levere løsninger.
Det er ikke så meget hvad du gør, men alene hvorfor du gør det?

Når Sherlock Holmes og Doktor Watson går i tænkeboks over den nyeste mordgåde, så spiller motivet ofte en afgørende rolle. Når man skal sende den slemme skurk bag tremmer, så skal vi finde ud af hvem, der havde mest at vinde på de kriminelle handlinger. Motivforskningen står stærkt i krimigenren.

Derfor ligner det også genopførsel af en klassisk krimi, når store dele af danske politik synes at være mere optaget af HVORFOR Socialdemokratiet har lavet et nyt udlændingeudspil frem for HVAD der rent faktisk står i selve udspillet. Granskningen af mulige motiver overtrumfer den selvstændige formulering af konstruktive og alternative løsninger.

Motivforskningen er den billige udvej i den svære diskussion.

Motiver er underholdende, når kommer til krimigenren, men i moderne politisk tjener de udelukkende det formål at kriminalisere den politiske modstander og skabe et effektivt bolværk af ignorance mod at skulle forholde sig til konkret indhold.

Motivforskningen er den billige udvej i den svære diskussion.

Motivgranskningen er substansblottet
Motivgranskningen gør det let at skrive debatindlæg og nemt at undgå de komplicerede substanstyngende spørgsmål. Men det er hverken sundt for demokratiet eller for vores tillid til politikerne, hvis de skal slide hinanden i stykker med løse påstande om hvorfor igen siger det de rent faktisk mener.

Udenforstående typer mener selv, at de er bedre til at bedømme hvorfor Socialdemokratiet gør som det gør

Når man lytter til Politikens egne skribent(er), Enhedslistens og radikale politikere eller såkaldt uafhængige eksperter, så er motivationen for et parti, der formaster sig til at lancere et nyt udlændingeudspil lyssky og skummel. Der handler om ’magt’ eller om at ’gøre sig til overfor DF-vælgere’ eller et skjult ønske om ’totalt asylstop’.

Alt hvad Socialdemokratiet selv siger, skal man øjensynligt ikke tro på – de udenforstående typer mener selv, at de er bedre til at bedømme hvorfor Socialdemokratiet gør som det gør. Hermed fem eksempler på konstruktivitetsløse, substansblottede og demokratiundergravende motivforskning:

Johanne Smidt Nielsen: Det er alene et humanistisk alibi
Der er ingen tvivl om at Enhedslisten og Johanne Schmidt Nielsen er vrede. De vil ikke høre tale om det nye udlændingeudspil – det på trods af at de heller ikke selv er førende på alternative løsninger.

I en kronik, der søger hverken diskussion eller løsning begrunder Enhedslistens udlændingeordfører udspillets motiv som følgende: ”Den handler måske mest af alt om at etablere et humanistisk alibi for at holde flygtninge ude”. Påstanden er altså at Socialdemokratiet slet ikke vil skabe et nyt asylsystem, men blot søger at holde alle flygtninge ude. De spiller med et udspil for at skjule deres sande hensigter.

Politiken journalist: Det handler udelukkende om magt
En af anden af dem, der ved bedst og får flot spalteplads i Politiken til at vide det, er kulturjournalist Kjeld Hybel.

Han ved således, at: ”Dette udspil handler udelukkende om at få ”troværdighed” på udlændingeområdet, så danskerne tør stemme en socialdemokrat ind i Statsministeriet. En socialdemokrat ved navn Mette Frederiksen. Det er, hvad dit hjerte banker for.”

At han endda menes at vide hvad Mette Frederiksens hjerte banker for, gør kun udtalelsen endnu mere vidtgående. Socialdemokratiet har ifølge Hybel slet ikke nogen intention om at løse nogen problemer, men blot opnå magt.

Radikal-værdiordfører: Det er alene for at please Dansk Folkeparti
En klassiker indenfor for motivforskningen er De Radikale og Zenia Stampe, der næsten slår automatpiloten til, når de beskylder Socialdemokratiet for at mene dette eller hint, udelukkende af hensyn til Dansk Folkeparti.

Hos De Radikale synes den forklaringsmodel at være evigtgyldig:

Flygtninge-forsker: Forsøg på et ’asylstop’
En forsker fra Global Refugees Studies på Aalborg Universitet i København, Martin Lemberg-Petersen har ligeledes kastet sig over det socialdemokratiske udspil med en lang række anklager om at optræde ’nykolonialt’, tænke ’nynationalt’ og forelå ’totalitære’ løsninger.

Martin Lemberg-Petersen betegner således de nye tanker for et ”asylstopudspil” og omskriver dermed formålet med det nye udspil, som ifølge Socialdemokratiet selv handler om en samlet og langsigtet udlændingepolitik. Når man er forsker og ved bedre, så kan man sagtens bare tilskrive folk et andet motiv end det de selv beskriver:

Om S-udspillet skriver forskeren således: ”Dets radikale vision om et transnationalt og totalitært deportationsregime for asylansøgere udgør det sidste logiske skridt i forsøget på undgå asylansøgere i Danmark”. Hvis man læser udspillet fra Socialdemokratiet, så er der ingen tvivl om at man – ligesom stort alle andre danske partier ønsker færre flygtninge – man at man slet ikke skulle ønske nogen flygtninge, som Lemberg-Petersen beskriver det mener jeg ikke at der er dækning for. Blandt andet åbner Socialdemokratiet op for FN-kvoteflygtninge.

Lad Sherlock stå for motivgranskningen
Jeg synes, at alle med hang til motivforskning skulle give sig selv en aften foran skærmen eller endnu bedre nyde Arthur Conan Doyles skriftlige udgave af Sherlock Holmes, fremfor at misbruge deres energi og gode evner på at ophæve krimigenren til deres førte politik.

Vi står helt ærligt med så store og dybe udfordringer i udlændingedebatten, at vi har brug for ’alle mand på dæk’.

Vi står helt ærligt med så store og dybe udfordringer i udlændingedebatten, at vi har brug for ’alle mand på dæk’. Stort set alle er enige om, at vi har brug for nye svar og langsigtede, ambitiøse løsninger i udlændingedebatten – så lad os da for Søren bruge vores fælles kræfter på at finde dem.

Jens Jonatan Steen, chefredaktør Netavisen Pio

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet