Jeg er en af dem der har brugt meget tid på at diskutere flygtninge-, indvandrings- og integrationspolitik gennem flere år.

I Danmarks Socialdemokratisk Ungdom og Socialdemokratiet har jeg været med til at sætte det på dagsordenen, og også gjort mit til, at vi har placeret os tættere på det jeg vil kalde en grundsocialdemokratisk position.

Nu står Socialdemokratiet  et sted hvor vi ønsker at lave et pilråddent asylsystem om, bidrage mere til udviklingen i den tredje verden, sikre integration gennem arbejde i stedet for ydelser og slå hårdt ned på religiøs fundamentalisme og social kontrol.

Det har været godt og vigtigt – og kampen fortsætter. Men det er også blevet tydeligt for mig, at vi undervejs har gjort det sværere for folk at gennemskue de fordelingspolitiske modsætninger i Danmark.

Når jeg deltager i paneldebatter på uddannelsesinstitutioner landet over, bliver jeg ofte mødt af en stærk politisk alliance mellem radikale og folkesocialister, der påstår at jeg er højreorienteret. Og diskuterer jeg politik med andre unge, som mener at vi skal åbne grænserne, men også afskaffe topskatten, så betragter de sig selv som venstreorienterede.

Fordelingspolitikken skal tilbage
Konklusionerne i begge eksempler har selvfølgelig intet med virkeligheden at gøre. Noget af det bunder i at debatten om flygtninge-, indvandrings-, og integrationspolitik har fyldt så meget, at det efterhånden er den eneste dagsorden der definerer det politiske kompas hos mange mennesker. I andre tilfælde er det tydeligvis en bevidst strategi fra et parti som Det Radikale Venstre, der – på trods af at de abonnerer på en asocial velfærdspolitik – har grebet chancen, og udnytter at mange fejlagtigt tror, at de har en venstreorienteret flygtningepolitik.

Uanset hvad, så er det med til at kamuflere at der stadig eksisterer dybe fordelingspolitiske interessemodsætninger mellem højre og venstre i Danmark. Højrefløjen skaber større ulighed og gør det sværere for almindelige mennesker at få en hverdag til at hænge sammen.

Det radikale medlem af Europa-Parlamentet Jens Rohde tror stadig på, at lønmodtagerne skal presses i bund, selvom han er skiftet til Det Radikale Venstre og deres ”humanisme” skjuler det godt og grundigt.

Det var stadig den radikale partileder Morten Østergaard der svang pisken over efterløn, dagpenge og velfærd, da den økonomiske krise buldrede løs i Danmark.

De forskelle skal tydeliggøres. For mens vi har haft travlt med løse de reelle problemer med flygtninge-, indvandrings- og integrationspolitikken i Danmark, så har andre haft travlt med at mudre billedet af hvem der står på højre og venstre side i de grundlæggende diskussioner. Og derfor skal vi igen til at diskutere fordelingspolitik i Socialdemokratiet. Grådigheden skal bekæmpes, finanssektoren holdes i stramme tøjler og de rigeste skal bidrage lidt mere til fællesskabet. Nu skal vi slå fra os!

 

Frederik Vad Nielsen er forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom.

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.