Udligning 1: Udligning er usmageligt generationstyveri

Regeringen vil gerne sende penge til provinsen, og det er jo også en gratis omgang for dem, for regningen skal betales af københavnske børn.
Lige nu barsler regeringen med en ændring af den kommunale udligningsordning, som vil betyde, at der fremover skal sendes flere penge fra hovedstadsområdet til provinsen.

I debatten omkring den kommunale udligning får borgere og politikere i provinsen det ofte til at lyde som om, at alt kører på skinner her i landets hovedstad.

Vi har jo i København både Metro, havnebad og store museer. Alt er fryd og gammen i København. Men politikerne i provinsen overser eller glemmer bare, at København er en storby på godt og ondt. Ja, vi har metro, havnebad og store museer – fordi det hører sig til i en hovedstad.

Store sociale udfordringer
Men vi har også store problemer at slås med. København ligger stadig i toppen over kommuner med det største socioøkonomiske pres på budgetterne, mens vi har 22 procent af landets hjemløse, 15 procent af alle kontakt- og behandlingsforløb for stofmisbrugere og 20 procent af landets fattige borgere – på trods af, at København kun tæller 11 procent af Danmarks samlede befolkning.

Jeg er vokset op i udkanten af Husum og kun et stenkast fra Tingbjerg. Hvis man gør sig selv den tjeneste at hoppe på toget og tage turen herud, så vil man se, at der også er et København langt fra metro, havnebad og store museer.

Et København, hvor forældre må prioritere mellem mad til deres børn eller kontingent til deres fodboldklub. Et København, hvor børn bliver hjemme fra lektiecafeen af frygt for bandernes skyderier. Et København, hvor ildsjæle i skoler og børnehaver knokler for at bryde områdets tunge sociale arv.

Vi vil gerne være solidariske
I København sender vi allerede 1,1 milliarder kroner til provinsen i år. Det gør vi gerne, for vi er solidariske med resten af landet. Men nu vil regeringen have os til at betale helt op til 884 mio. ekstra.

Det er generationstyveri, og det er usmageligt.

Det svarer til, at vi skal spare 1.700 lærere i vores folkeskoler eller 2.100 pædagoger i vores institutioner. Det vil i sagens natur kunne mærkes, når vi skal sende et beløb i den størrelsesorden ud af kommunen.

Regeringen vil gerne sende penge til provinsen, og det er jo også en gratis omgang for dem, for regningen skal betales af københavnske børn. Det er generationstyveri, og det er usmageligt.


Laura Rosenvinge er socialordfører for Socialdemokratiet i Københavns Borgerrepræsentation.

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Læs også svar til indlægget fra Norddjurs’ borgmester Jan Petersen: Alle kommuner skal have lige muligheder.

Laura Rosenvinge er medlem af Borgerrepræsentationen for Socialdemokratiet. Hun er socialordfører og medlem af Børne- og Ungdomsudvalget


Flere artikler om emnet

Annonce