Udligning er et spørgsmål om nationalt sindelag

Udligningspolitik er et spørgsmål om national solidaritet. Derfor underminerer de konservative borgmestre deres nationale arv, når de afviser udligningsbehovet
Foto: Colourbox
Vi kan diskutere, hvorvidt den ene eller den anden model for udligning er retfærdig eller rimelig. Men vi bør ikke diskutere, om der bør ske en udligning mellem rige og fattige kommuner, sådan som flere af mine borgerlige ’venner’ på Facebook mener.

Nu bør man huske på, at Robin Hood fratog de rige alle deres penge

Andre kritiske kommentarer går på, at regeringen fører ’klassisk socialdemokratisk politik’, en såkaldt Robin Hood-politik, som går ud på at tage fra de rige og give til de fattige. Nu bør man huske på, at Robin Hood fratog de rige alle deres penge. Hans gode omdømme til trods, er det derfor misvisende at betragte en social retfærdig fordelingspolitik som røveri.

Udligning eller fordeling 

Jeg er dog også betænkelig, når jeg hører udligningsforslaget begrundet med udtrykket om at "de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs". Der er nemlig forskel på udligningspolitik og fordelingspolitik. Fordelingspolitik handler om at forhindre udviklingen af store økonomiske uligheder mellem borgerne. Udligningspolitik handler derimod om at forhindre udviklingen af store uligheder mellem kommunerne og mellem landsdelene i Danmark. Fordelingspolitik er altså et socialt spørgsmål, mens udligningspolitik er et nationalt spørgsmål: et spørgsmål om national solidaritet.

Fordelingspolitik er altså et socialt spørgsmål, mens udligningspolitik er et nationalt spørgsmål

Lige siden 1789 har nationalisme hængt sammen med demokratisering og opbygningen af velfærdsstaten. I sin liberale form appellerer nationalismen appellerer nemlig til skabelse af lighed og til følelsen af solidaritet og en kultur, der underbygger ideen om, at ligheden og friheden kun kan realiseres inden for et forpligtende fællesskab. De, der er ligeglade med samfundets sociale og territoriale sammenhængskraft, placerer sig derfor uden for nationen. Sådanne personer finder man dels på den liberale, globalistiske højrefløj, dels på den post-nationale venstrefløj, dvs. hos Enhedslisten, De Radikale og Alternativet.

Nationalitet i dag bør altså ikke være et spørgsmål om at svinge med et flag, men om at udvise solidaritet med sine medborgere uanset deres etniske oprindelse, sociale status eller geografiske tilhørsforhold.

Nationalitet i dag handler om at udvise solidaritet med sine medborgere

Går de konservative fra folkeparti til klasseparti?

På den baggrund er det lidt underligt at måtte være vidne til, se konservative borgmestre nord for København optræder som de mindst solidariske og kræve en udligning, der går tilbage til før kommunalreformen i 2007. Det er et klart udtryk for, at de ikke anerkender problemerne ved de forandringer, der er foregået i Danmark igennem de sidste 20 år, herunder centraliseringen og flytningen af både statslige arbejdspladser og private virksomheders hovedsæder væk fra provinsen.

Er Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti og SF i virkeligheden de eneste nationale partier, der er tilbage?

Er det nu, at De Konservative afslører sig som et klasseparti snarere end det nationale og folkelige parti, de ellers påstår at være.

At den samme type kritik af udspillet kommer fra LA’s formand kan måske ikke undre, bortset fra at han stammer fra kriseramte Struer Kommune.  Men det er jo svært at være både ultra-liberal og national, eftersom det er en liberal globalisme, som i de sidste 40 år har eroderet den solidaritet, som holder nationalstaten sammen.

Er Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti og SF i virkeligheden de eneste nationale partier, der er tilbage i nutidens Danmark?

Skønhedsfejl

Regeringens udspil har flere skønhedsfejl, som der forhåbentlighed vil blive rettet op på under de kommende ugers politiske forhandlinger. De to ansvarlige ministre bør tage højde for nogle af de fornuftige indsigelser, der er på vej fra både socialdemokratiske og venstre-borgmestre.

Velstående og mere vælgertunge kommuner i Østjylland og vest for hovedstaden bliver favoriseret

Det gælder f.eks. min egen socialdemokratiske borgmester i Holstebro og borgmesteren fra Venstre i min nabokommune Lemvig. Det kan således ikke være meningen, at kommuner, der er gode til at få flygtninge i arbejde, har lav arbejdsløshed og har få sociale problemer skal af med penge samtidig med, at de kan se velstående og mere vælgertunge kommuner i Østjylland og vest for hovedstaden blive favoriseret.

Regeringen bør for sin egen skyld passe på, at udligningsforslaget ikke kan blive beskyldes for at være et udtryk for ”kammerateri”.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Kommentarer fra Facebook