Ukrainsk nederlag vil ikke føre til fred

Putin troede han kunne tage Kiev på tre dage. Nu er vi over 1000 dage inde i den mest blodige krig i Europa siden 2. verdenskrig og nu begynder Vesten for alvor at ryste på hånden.

Det burde ellers ikke være svært at forstå. Lytter man til russisk stats-TV, så står det klart, at russerne opfatter sig selv som værende i krig med NATO.

Og med brandattentater, mord, hacking og senest ødelæggelsen af et datakabel til Finland, må man sige, at russerne bakker deres ord op med handling.

Desværre kan det samme ikke siges om de vestlige ledere.

Her har man løbende accepteret russiske eskalationer i form af krigsforbrydelser og senest indsættelse af nordkoreanske soldater.

Europa har hverken viljen eller evnen

Nu står vi i den forfærdelige situation, at den amerikanske støtte til Ukraine nok snart rinder ud, mens Europas kernelande hverken har viljen eller evnen til at overtage ansvaret for at hjælpe ukrainerne.

Trump er uforudsigelig, og man kan håbe, at han vil gøre op med Biden-administrationen fejlslagne de-eskalationsstrategi, men det mest sandsynlige scenarie er, at han vil tvinge ukrainerne til at opgive de tabte landområder til gengæld for våbenhvile og værdiløse sikkerhedsgarantier.

Men desværre er Europas hovedstæder fyldt med kujoner og defaitister. For dem er der tale om et drømmescenarie

Mette Frederiksen står modig og trodsig som en dansk Churchill.

Men desværre er Europas hovedstæder fyldt med kujoner og defaitister. For dem er der tale om et drømmescenarie.

Ikke alene vil de kunne genoptage handlen med Rusland.

De vil også kunne slå beklagende ud med hænderne og give Trump skylden for det ukrainske nederlag.

Russerne vil forberede næste fremstød

Men et lemlæstet Ukraine med en militariseret grænse mod Rusland er ikke opskriften på fred. Tværtimod.

Russerne vil blot benytte pausen til at forberede næste fremstød.

Danmark har fra starten spillet en glorværdig rolle, men det samme kan ikke siges om store lande som Tyskland, Italien, Frankrig og Spanien.

Og desværre tyder meget på, at den britiske Labour-regering heller ikke har appetit på et resolut forsvar for Europa.

Vi har set det før. I 1930’erne forsøgte demokratierne at købe ro ved at bøje sig for Hitlers krav

Når viljen til at forsvare vores kontinent ikke engang er til stede under den nuværende krig, så er det meget usandsynligt, at den skulle indfinde sig, når den billige russiske gas atter strømmer igennem Europas erhvervsliv.

Mere realistisk er det, at de store europæiske lande vil kappes om at tilpasse sig et nyt dominerende Rusland.

I det scenarie bliver forræderen Orban i Ungarn eksemplet til efterfølgelse. Han begyndte som den første at logre for Europas nye herre.

Vi kommer til at slås igen. Bare uden ukrainerne på vores side

Vi har set det før. I 1930’erne forsøgte demokratierne at købe ro ved at bøje sig for Hitlers krav.

Dengang ofrede man Tjekkoslovakiet. Resultatet? En verdenskrig, hvor tjekkernes stærke hær manglede på de allieredes side.

Hvis vesten presser Ukraine til en uretfærdig fred, vil det efterlade landet i kaos og kun opmuntre russerne til flere aggressioner

Den samme fejltagelse må vi ikke gentage med Putin.

Hvis vesten presser Ukraine til en uretfærdig fred, vil det efterlade landet i kaos og kun opmuntre russerne til flere aggressioner.

Og til den tid risikerer vi at stå uden hjælp fra Ukraines hær, som nu er Europas stærkeste.

Vi vil have svigtet 33 millioner heltemodige ukrainske borgere, som vil mangle i regnskabet næste gang russerne kommer.