Ulighed er noget, vi vælger

Globaliseringen øger ikke uligheden, men det gør den politik, som international handel og teknologisk udvikling er blevet mødt med.
Året startede med et dødsfald, der nok gik de fleste forbi. Ulighedsforskningens ’grand old man’, Anthony Atkinson, tabte desværre kampen mod kræft på årets allerførste dag.

Men Atkinsons bidrag til forståelsen af ulighed står ved. Han lagde fundamentet for Thomas Pikettys arbejde, og understregede igen og igen, at den stigende ulighed ikke skyldes samfundsmæssige naturkræfter.

”Ulighed er ikke et produkt af udefrakommende kræfter, men et spørgsmål om politik. Derfor kan vi også ændre retning,” som han sagde i et dansk interview for halvandet år siden.

I en tid, hvor eksempelvis globalisering og modstanden imod den i den grad er på dagsorden, er det værd at huske det, og konsekvensen heraf. Nemlig, at det ikke er globaliseringen i sig selv, der har øget uligheden i USA og Europa, men den politik, som international handel og teknologisk udvikling er blevet mødt med.

Der er således ikke nogen automatik, der betyder, at øget handel og ny teknologi er lig med højere arbejdsløshed, pressede vilkår og stagnerende lønninger.

Udnytter vi mulighederne rigtigt?
For et land som Danmark er det afgørende, hvordan vi møder de udfordringer og muligheder, som handel og teknologi giver os. Har vi de rette kompetencer? Forsker vi i det rigtige? Uddanner vi os godt?

Men ligeså vigtigt, hvis alle skal med: Fungerer det sikkerhedsnet, der skal gribe folk, der rammes negativt af forandringerne, godt nok? Udligner eller forstærker skattesystemet de uligheder, markedet skaber? Og har lønmodtagerne mulighed for at forhandle sig til deres del af den økonomiske fremgang?

Kapitalismen kan og skal tøjles, som Mette Frederiksen helt rigtigt har understreget de seneste uger.

Men det sker ikke af sig selv. Slet ikke, hvis politikken og udviklingen af statsbureaukratiet står på autopilot.

Interessekonflikten der forsvandt
Der vil være interessekonflikter, når kapitalismen skal tøjles. Og det vil være nødvendigt med en stigende opmærksomhed på, om den økonomiske vækst er tilstrækkelig inkluderende. Eller som Atkinson påpegede det:

”Klassiske økonomer i traditionen fra David Ricardo og Marx var meget optaget af forholdet mellem kapitalister og arbejdere, men det element forsvandt. Folk holdt op med at spørge cui bono (hvem gavner det, red.). Vi blev alle samme set som identiske i de økonomiske modeller, og der var ingen modstridende interesser.”

Den går ikke længere. For når man lukker øjnene for, at politik naturligvis handler om interesser og at disse kan være i konflikt, så bliver modreaktionen bare des større.

Det er det, vi ser, når Trump, Le Pen, Brexit og de øvrige populistiske bevægelser ryster det politiske establishment.

 

Kristian Weise er direktør i Tænketanken Cevea

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.


Kommentarer fra Facebook