”Geografisk ulighed i sundhed er en af de største udfordringer”, lød det for nyligt fra sundheds- og ældreminister Sophie Løhde, som talte for mindre forskelle på ventetider til operation, kræftbehandlinger og udredningstider på hospitalerne.

Og selvfølgelig bør postnummeret ikke være afgørende for, hvilke behandlingstilbud man kan få som patient. Men mellem fx Nordsjælland og kommunerne på Københavns vestegn er der en betydelig ulighed, som ministeren burde kunne få øje på.

De, der ingen uddannelse har og bor i Ishøj, lever gennemsnitligt kortere, end dem der har en længere uddannelse og bor i Gentofte.

Stigende social ulighed i sundhed
Det er gammel nyhed. Det har altid været bedre at være rig og rask end syg og fattig. Men selv om danskerne generelt er blevet sundere og lever længere, er den sociale ulighed i middellevetiden steget gennem de seneste 25 år.

Den sociale ulighed i middellevetiden steget gennem de seneste 25 år

Derfor undrer det mig, at det er mål for indlæggelsestider og ventelister, der er styrende for regeringens sundhedspolitik og ikke mål for at nedbringe den sociale ulighed i sundhed. Uligheden i sundhed koster samfundet dyrt og kan mindskes med de rette sundhedsfremmende og forebyggende indsatser.

Desværre er regeringens ambitioner på dette område skræmmende små og helt fraværende i regeringsgrundlaget.

Ulighed begynder i barndommen
Vi ved, at ulighed i sundhed begynder tidligt i barndommen og risikerer at følge med op i voksenlivet. Jo længere uddannelse forældrene har, desto hyppigere benytter de sig af tilbud om børneundersøgelser og vaccinationer. Og omvendt.

Fra forskning ved vi, at udsatte børn, der kommer i daginstitution, generelt klarer sig bedre i livet

Vi ved også, at det økonomisk og sundhedsmæssigt bedst kan betale sig at sætte ind tidligt i livet med de rette sundhedsfremmende indsatser som besøg af sundhedsplejerske, velnormerede daginstitutioner, tværfaglige sociale indsatser og anden støtte og vejledning til forældrene.

I Tingbjerg ved København har man eksempelvis sat ind med ekstra sundhedsplejerskebesøg til udsatte familier og etableret et tættere samarbejde mellem familierne, sundhedsplejen og daginstitutionen. Resultatet er positivt. Det har øget børnenes trivsel og betydet, at flere forældre vælger at få deres børn i daginstitution. Fra forskning ved vi, at udsatte børn, der kommer i daginstitution, generelt klarer sig bedre i livet.

Lighed i sundhed er mere end geografi
Lige adgang til sundhedstilbuddene er ikke uvæsentligt. I flere kommuner på Vestegnen kan der være langt til den praktiserende læge, fordi der ikke er læger nok. Det gør det endnu sværere for de borgere, som i forvejen ikke ret gerne søger læge, at komme til lægen og få den behandling og hjælp, de har brug for. Men det er ikke nok at kigge på de geografiske forskelle i behandlingstilbuddene, hvis uligheden i sundhed skal mindskes.

For at behandle borgerne ens, skal man behandle dem forskelligt

For at behandle borgerne ens, skal man behandle dem forskelligt. Derfor skal uligheden i sundhedstilbuddene ses i sammenhæng med, hvor den sociale ulighed er størst. Der skal andre indsatser og mere til at løfte sundheden i de fattigste kommuner end i de rigeste. Kun en aktiv sundhedsfremme- og forebyggelsespolitik i kommunerne kan sikre mere sundhed til alle borgere, uanset uddannelsesbaggrund, bopæl og ressourcer.

Derfor er det så uambitiøst og ærgerligt, at regeringen vægter geografisk ulighed i ventelister og operationer højest, når uligheden i sundhed handler om så meget mere end det.

 
Signe Hagel Andersen (f. 1982) er sygeplejerske og næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Region Hovedstaden. Signe er tidligere formand for Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS), har været politisk rådgiver på Christiansborg og aktiv i flere politiske sammenhænge. Privat bor hun på Amager, er gift og er mor til to drenge.
‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.