Kriminalitet er ikke blot et spørgsmål om justitspolitik, herunder strafudmåling og ofrets umiddelbare retfærdighedsfølelse, men handler i endnu højere grad om en socialpolitik i krise.

I de sidste mange uger har danskerne været vidende til flere mord, knivstikkerier og grove opgør i bandemiljøet. Bandeopgørene er igen blevet så voldsomme, at de endnu engang har fået plads i nyhedsstrømmen. Nu kan Hr. og Fru Danmark følge med i skudopgørene fra Danmarks mest belastede boligkvarterer.

Mere politi, strengere straffe og opstramninger af udlændingelovgivningen, er formegentlig nogle af de svar, der indgår i diskussionen over aftenkaffen. Reaktionerne er forståelige nok, for indtil videre lader det ikke til, at vores politikere har modet til at føre en anden politik end den, som Dansk Folkeparti har slået an siden midten af 90’erne – uden at det vel at mærke har haft en gavnlig virkning.

Hvordan er det kommet så vidt, at Christiansborg ikke evner at stoppe op og konstatere, at kriminalitet ikke blot er et spørgsmål om justitspolitik, herunder strafudmåling og ofrets umiddelbare retfærdighedsfølelse, men i endnu højere grad handler om en socialpolitik i krise.

I følge tal fra bogen 'Det danske Klassesamfund' kan 14 procent af alle danske familier i dag klassificeres som at tilhøre underklassen. Det er en stigning på fire procentpoint siden 1985 og betyder, at flere børn end tidligere lever i familier med knappe sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige ressourcer. Samtidig beskriver bogen også, hvordan opsplitningen mellem de rige og de fattige boligområder har taget fart.

Der bør fokuseres mere på en socialpolitik, der giver håb for en anden fremtid for den marginaliserede underklasse, i stedet for en retspolitik der blot sender dem ind og ud af fængslerne.

Underklassen lever i høj grad i et parallelt samfund, hvor det er mere reglen end undtagelsen, at forældrene er arbejdsløse, uden uddannelse og har gælds-, sundheds- og misbrugsproblemer. Det er vilkår der gøder jorden for en kriminel adfærd, der giver banderne gode muligheder for at rekruttere.

Politikerne skal selvfølgelig styrke politiets muligheder og ressourcer for at nedkæmpe bandekrigen nu og her. Men hvis det skal lykkes at sætte en prop i rekrutteringen og mindske andelen af unge, der er ude i en kriminel løbebane, så skal socialpolitikken prioriteres, ligesom politikerne bør få en anden tilgang til straf.

Dansk Folkepartis mantra om, at vi blot skal hæve strafferammen, er på sin vis forståelig, men når vi ved, at de lange fængselsstraffe nærmere fordrer kriminalitet end begrænser den, så er der jo tale om en falsk hensyntagen til ofrene og de pårørende. I følge Eva Schmidt i DR2 programmet 'Frank ser rødt', så fængsler vi i Danmark ti gange flere unge end i vores øvrige nabolande. Dermed kaster Danmark altså markant flere unge lige i nakken på hårdkogte kriminelle.

Det må kunne lade sig gøre at skabe en fornuftig balance mellem straf og socialpolitiske tiltag. Det er jo paradoksalt, at vores retspolitik modvirker den socialpolitik, der skal stoppe kriminaliteten. Der bør fokuseres mere på en socialpolitik, der giver håb for en anden fremtid for den marginaliserede underklasse, i stedet for en retspolitik der blot sender dem ind og ud af fængslerne.