Forskningen peger på, at ulighed udgør en vigtig del af forklaringen. Sundhedsforskerne Richard Wilkinson og Kate Pickett sammenfatter i deres bog ”The Inner Level” (2018) resultaterne af et overvældende antal undersøgelser vedrørende årsagerne til mental mistrivsel. Undersøgelserne afslører uafhængigt af hinanden et generelt mønster. Stress, depressioner, social angst, narcissisme, selvovervurdering, afhængighed m.v. er mere udbredt i ulige samfund og de samfund, der oplever stigende ulighed.

Større indkomstforskelle i højere grad eksponerer, hvem der har succes, og hvem der ikke har

Årsagen skal formentlig findes i, at større indkomstforskelle i højere grad eksponerer, hvem der har succes, og hvem der ikke har. Når en lille elite klarer sig exceptionelt bedre end alle os andre, kommer vi som individer uafvendeligt til at tænke på hvorfor.

Fordelingspolitikken bestemmer vores stress

De fleste mennesker har en forestilling om, at vi lever i et meritokrati. At vores position i samfundet afspejler vores talenter og værdi. Når folk tjener meget, må det være fordi, at de er meget værd. Når folk kun tjener lidt, må det være fordi, at de kun er lidt værd, tænker vi. De stigende statusforskelle svækker derfor vores selvværd, og fremmer vores latente angst for evaluering. Det kan slå ud på forskellig vis. Nogle trækker sig ind i sig selv, og udvikler social angst. Nogle bliver selvovervurderende og aggressive.

De fleste mennesker har en forestilling om, at vores position i samfundet afspejler vores talent og værdi

Det er korrekt at nogle mennesker er mere disponerede for mental mistrivsel end andre, men personlige egenskaber er næppe årsagen til stigende angst og stress. De føromtalte undersøgelser viste jo netop, at mental mistrivsel hænger sammen med store eller stigende indkomstforskelle. Forklaringen på stigende angst og stress skal altså ikke findes på individniveau. Forklaringen på stigende angst og stress hænger i stedet sammen med fordelingspolitikken.

I over hundrede år har hver ny generation klaret sig bedre end den forrige. Til forældrenes stolthed fik børnene bedre uddannelser, bedre lønninger og bedre bolig. Men det mønster er nu brudt. I takt med den stigende ulighed er den sociale mobilitet faldet. Flere børn opvokset i underklassen ender også i underklassen som voksne. Voldsomt stigende huspriser i de større byer betyder, at mange unge familier ikke kan opnå en levestandard, der matcher deres forældres. De nye generationer oplever det som om, at de har fejlet, og de giver sig selv skylden. I deres opvækst er de blevet formanet, at de kunne blive lige, hvad de havde lyst til. Uddannelse er jo gratis.

Giv samfundet skylden

De nye generationer har opdaget, at uddannelse ikke er helt så tilgængelig, som de troede, og selvom de fleste får en god uddannelse, fører det ikke altid til de job og den karriere og den løn, de var blevet stillet i udsigt. Når de fleste i de nye generationer, får en god uddannelse, er uddannelse ikke længere en faktor, der automatisk sikrer adgang til gode jobs. Det betyder, at forældrenes uddannelsesbaggrund igen får stor betydning for de unges jobchancer.

Er du vokset op i underklassen, arbejderklassen eller middelklassen, og tager du i modsætning til dine forældre en akademisk uddannelse, vil du (statistisk set) få lavere løn, end børn fra den højere middelklasse og overklassen, der tager den samme uddannelse. Også selvom du fik højere karakterer end børnene fra de højere klasser.

I stedet for at vende vores frustrationer indad, skal vi blive bedre til at give samfundet skylden

Der er nok at blive skuffet over, når uligheden stiger. I stedet for at vende vores frustrationer indad, skal vi blive bedre til at give samfundet skylden. For det er netop samfundets skyld, at vi oplever stigende mental mistrivsel. Samfundet skal her forstås, som den førte politik. En politik der grundlæggende går ud på, gennem skattelettelser, at give de formuende et større afkast af deres formue, hvorved de kan akkumulere mere formue, og dermed mere afkast, og dermed blive til stadighed rigere, hvilket ultimativt bliver på bekostning af de ikke-formuende, det store flertal.

Psykologhjælp hjælper ikke på stress

Stress som sygdom hænger sammen med, at man arbejder hårdt, men alligevel ikke kan løse sine opgaver/nå sit mål. Mange unge oplever, at selvom de arbejder hårdt for uddannelse, og måske overgår deres forældres præstation, er de alligevel afskåret fra de gode job.

vi bør tilbagerulle den serie af skattelettelser, der har ændret Danmark siden årtusindskiftet

Stigende stress og angst kan vi ikke afhjælpe, uanset hvor mange penge og ressourcer vi poster i psykologhjælp til vores pressede studerende. Hvis vi vil afhjælpe den stigende mentale mistrivsel i befolkningen, bør vi starte med at hæve beskatningen af formue, og styrke den generelle progression i skattesystemet. Der er med andre ord tale om, at vi bør tilbagerulle den serie af skattelettelser, der har ændret Danmark siden årtusindskiftet.

Men har dette overhovedet noget med Danmark at gøre, hører jeg nogen spørge? Er der ulighed i Danmark?

Selvom uligheden Danmark ikke er på niveau med USA, er indkomstuligheden i Danmark steget voldsomt de seneste to årtier. I løbet af få er Danmark gået fra at være et af Europas mest lige lande, til nu at være et helt gennemsnitligt land, hvad angår ulighed. Dermed er Danmark (sammen med Sverige) et af de lande, hvor uligheden er steget mest.

Sammenfaldet mellem stigende mental mistrivsel og stigende indkomstulighed i Danmark er afbilledet på Figur 1 nedenfor. Som målestok for mental mistrivsel er anvendt antal personer indlagt for stress og angstrelaterede tilstande. Som målestok for uligheden er anvendt GINI-koefficienten.

FIGUR 1 

Figuren bekræfter den internationale forskning. Det kan ikke umiddelbart tilbagevises, at der findes en årsagssammenhæng mellem stigende ulighed og stigende mental mistrivsel, eftersom de to kurver begge er stigende. Det skal dog bemærkes, at de to kurver ikke udvikler sig helt i samme takt.

GINI-koefficienten (opkaldt efter dens udvikler Corrado Gini), har den svaghed, at den påvirkes meget, når indkomst flyttes fra den fattigste halvdel af befolkningen til den rigeste halvdel (og omvendt). Derimod påvirkes Gini-koefficienten kun lidt, når indkomsten koncentreres i toppen på bekostning af stort set alle andre indkomstgrupper.

Indkomst og mistrivsel

Det er forskningens ledende hypotese, at det især er indkomstkoncentration i toppen, der driver den mentale mistrivsel i vejret. Det kunne derfor være på sin plads at anvende et alternativt ulighedsmål, der bedre indfanger indkomstkoncentrationen i toppen. Derfor har jeg udviklet en ny koefficient (Asmussen-koefficienten), der viser hvor meget indkomst den rigeste ene procent råder over i forhold til den gennemsnitlige indkomst blandt de 50 procent fattigste (efter skat).

På Figur 2 ses igen sammenfaldet mellem mental mistrivsel målt som antal personer indlagt for angst og stress, men i stedet for Gini-koefficienten, sammenholdes udviklingen nu med Asmussen koefficienten.

FIGUR 2 

Igen får vi et billede af, at de to kurver begge stiger, men ikke i helt samme takt. Tager vi imidlertid højde for, at den rigeste ene procents indkomst svinger i takt med afkast af kapitalindkomst (afkast af aktiespekulation m.v.), ser vi et større sammenfald mellem de to kurver end tilfældet var for Gini-koefficienten. Lige før dot.com krisen i 2001 og Finanskrisen i 2008 havde topindkomsterne ekstraordinær høj indkomst. Derudover følger kurverne hinanden tæt. Det er derfor oplagt at tolke Figur 2 som stærk støtte til hypotesen om, at det er de stigende indkomstforskelle, der har drevet den mentale mistrivsel op.

Til sidst: Hvor er dokumentationen for, at det er de unge frem for de ældre der mistrives?

I dag indlægger vi gerne i kortere tid, til gengæld kommer der flere indlæggelser

Tager vi udgangspunkt i de tal for antal personer indlagt på grund af stress og angstrelaterede tilstande, som er afbilledet på Figur 1 og 2, og ser specifikt på udviklingen blandt børn og unge (under 19 år), er tallet vokset fra 912 til 4.724 personer i perioden 1995 til 2015. For voksne (19 år eller ældre) er tallet steget fra 7.947 i 1995 til 15.384 personer i 2015. Med andre ord er antallet af voksne indlagt med alvorlig stress m.v. steget med næsten 100 procent over 20 år, mens antallet af indlagte unge er steget med godt 400 % over samme periode.

Det er vigtigt at understrege, at tallene viser antal personer der var været indlagt og  ikke antal indlæggelser i alt. I dag indlægger vi gerne i kortere tid, til gengæld kommer der flere indlæggelser. Det vil sige de samme personer indlægges oftere. Måler vi antal indlæggelser i stedet, er stigningen 260 procent for voksne og 820 procent for unge.

De unge er hårdt ramt

Udviklingen i stress som alvorlig sygdom korrelerer med stress som travlhed og mistrivsel i dagligdagen. Statens Institut for Folkesundhed sammenlignede i 2017 udbredelsen af gymnasieelevers mentale sundhedstilstand over tid. De konkluderer:

”I løbet af de seneste 15-20 år er der blevet væsentligt flere unge i gymnasiet, der trives dårligt mentalt, og som er nedtrykte, kede af det, deprimerede eller nervøse. Analysen viser, at hvor der i 1997 var cirka 12 procent af alle gymnasieelever, der inden for de seneste 14 dage har været generet af ængstelse, nervøsitet, uro eller angst, var den andel i 2013 steget til 23 procent. Samtidig svarede næsten 23 procent af alle landets gymnasielever i 1997, at de inden for de seneste 14 dage havde følte sig nedtrykt, deprimeret eller ulykkelig. Den andel var i 2013 oppe på 35 procent.”

De unges mentale helbred er blevet forværret siden 1990’erne

Udviklingen i danske gymnasieelevers mentale helbred 1997-2013 vises på Figur 3.

FIGUR 3

 

For at opsummere: Både når vi måler objektivt på indlæggelser, og når vi laver ensartede spørgeskemaundersøgelser på tværs af tid, fremstår det som om, at danskernes, og især de unges, mentale helbred er blevet forværret siden 1990’erne.