Siden 2001 har Socialdemokratiet været svagt sammenlignet med den stilling, som det indtog i det 20’ende århundrede. Navnlig fra 1929 til 1982 stod Socialdemokratiet stærkt. I den periode sad borgerlige regeringer ikke mere end højest fire år, inden Socialdemokratiet igen kom til magten.

I dag har ordet reformpolitik fået en helt anden betydning, nemlig nedskæringer af velfærden

Svækkelsen kommer dels til udtryk i vigende opbakning blandt vælgerne, og dels i til udtryk i Socialdemokratiets svigtende evne til at sætte den politiske dagsorden. Tidligere bakkede de borgerlige partier op om socialdemokratiske ideer om reformer, og herved bidrog de også til opbygningen af velfærdsstaten. I dag har ordet reformpolitik fået en helt anden betydning, nemlig nedskæringer af velfærden.

Den svigtende vælgeropbakning til Socialdemokratiet er dokumenteret nedenfor.

Opbakningen til henholdsvis Socialdemokratiet og venstrefløjen ved alle Folketingsvalg siden 1953 i procent af de afgivne stemmer.

Kilde: Samfundsstatistik 2018. https://forlagetcolumbus.dk/produkt/samfundsstatistik-2018/produkt/vis/

Hvorfor er Socialdemokratiet blevet svækket?

En grund kunne være, at der er blevet færre vælgere med socialdemokratiske holdninger. Det er er imidlertid næppe tilfældet. Der har ikke været en mærkbar nedgang i udbredelsen af hvad man kan kalde klassiske Socialdemokratiske synspunkter blandt vælgerne. Siden 2005 har danskernes politiske orientering bevæget sig mere og mere i retningen af opbakning af en skattefinansieret velfærdsstat der hjælper alle og tilgodeser de svageste. Det har tidligere været beskrevet i en analyse på Netavisen Pio.

Det største problem med at svare på spørgsmålet om Socialdemokratiets svækkelse er, at der kan være rigtig mange svar. Og de kan alle sammen være rigtige. Men hvilke af svarene er de mest betydende?

Flere andre partier begyndt at konkurrere med Socialdemokraterne på socialdemokratisk politik

Helt oplagt er naturligvis den omstændighed, at selve ordet ”velfærdsstaten” i 1990’erne ændrede karakter. Tidligere blev velfærdsstaten italesat som noget overvejende negativt, mens de fleste i dette årtusinde opfatter velfærdsstaten som noget positivt. Undersøgelser viser, at danskerne er stolte af deres velfærdsstat. Velfærdsstaten er blevet en del af, hvad det vil sige at være dansker.

I kølvandet på den stigende opbakning til velfærdsstaten, er flere andre partier begyndt at konkurrere med Socialdemokraterne på socialdemokratisk politik. Det sås især i 2001, hvor det rent faktisk lykkedes Venstre at fremstå som det parti, der i vælgernes øjne ville gøre mest for sygehusene og sundheden.

Forklaringen på Socialdemokratiets svækkelse skal findes langt tilbage i tiden

I dag er Venstres ry som velfærdsparti nok mere blakket, men det er imidlertid blevet overtaget af Dansk Folkeparti. Dette parti tiltrækker mange vælgere, fordi det forener et venstreorienteret standpunkt for fordelingspolitikken (fra rig til fattig) og et såkaldt højreorienteret standpunkt på værdipolitikken (et stop for indvandring). Og det er netop dette vælgersegment, der er det største i Danmark.

Allerede siden 1980 har opbakningen til Socialdemokratiet været vigende

Hermed er vi nået frem til en sandsynlig grund til Socialdemokratiets svækkelse. Den store tilgang af indvandrere (særligt flygtninge fra mellemøstlige lande) har haft sin pris. Det er især lavtuddannede og lavtlønnede arbejdere, der har måttet betale herfor, og derfor har de i stor stil forladt Socialdemokratiet.

Selvom jeg mener at ovenstående forklaring er vigtig, skal det bemærkes at Socialdemokratiets tilbagegang startede tidligere. Altså lang tid før Danmark overhovedet begyndte at modtage flygtninge. Allerede siden 1980 har opbakningen til Socialdemokratiet været vigende. En del af forklaringen på Socialdemokratiets svækkelse skal dermed findes langt tilbage i tiden.

Mistede blikket for den stigende ulighed 

Socialdemokratiet blev i kølvandet på oliekriserne i 1973 og navnlig i 1979 nødt til at føre en krisepolitik, der førte til (kortvarigt) faldende levestandard for almindelige lønmodtagere. Det var en uundgåelig konsekvens, for at vende udviklingen i samhandelen med udlandet, hvor Danmark kørte med dundrende underskud. Men politikken skuffede mange vælgere, der i stedet stemte på forskellige farverige venstrefløjspartier, der havde den opfattelse, at hvis bare man sparede på forsvaret, ville der velfærd nok til alle. En del af disse vælgere vendte tilbage til Socialdemokratiet i 1990’erne, men så blev indvandringen pludselig et vigtigt tema for mange vælgere.

Undervejs skete der imidlertid noget andet, som ikke må overses. Socialdemokraternes selvtillid tog skade, og de mistede deres blik for, at der indbygget i det kapitalistiske system findes en tendens til konstant stigende ulighed, som der hele tiden skal dæmmes op imod.

Nyliberalistiske tanker der hævdede, at velfærdsstaten stod i vejen for vækst og økonomisk fremskridt, vandt indpas blandt mange

En ny måde at tænke økonomi på blev udbredt. Eller rettere, en gammel måde at tænke økonomi på, blev udbredt igen. Nyliberalistiske tanker der hævdede, at velfærdsstaten stod i vejen for vækst og økonomisk fremskridt, vandt indpas blandt mange. Dette på trods af at velfærdsstaten altid har være markedskonform. Tilbagerulningen af velfærdsstaten, og måske endnu vigtigere, dereguleringen af de finansielle markeder, herunder bankernes mulighed for at yde kredit, satte den udvikling i bakgear, der havde karakteriseret Danmark i over 100 år.

Flere og flere klarer sig dårligere end deres forældre

Først begyndte uligheden at stagnere, siden er den vokset, og siden 2003 er den vokset rigtig meget. Der er mange grunde til at uligheden er steget, og her skal kun nævnes den væsentligste. Svækket progression i beskatningen, og navnlig svækket progression i beskatning af formueafkast har startet en dynamik, hvorved de rigeste bliver konstant rigere. Hermed falder andelen af den samlede produktion, der tilfalder almindelige lønmodtagere.

Den sociale mobilitet har været på tilbagegang længe

Den sociale mobilitet har været på tilbagegang længe. Mine forældres generation, dem der går på pension i disse år, havde langt større mulighed for at blive til mere, både målt på uddannelse og indtægt, end deres forældre. De nye generationer oplever, at flere og flere klarer sig dårligere end deres forældre.

Denne udvikling har sat gang i en stemning af mismod og skuffelse. En urimelig del af vreden over udviklingen rettes mod Socialdemokratiet, som mange havde ventet ville stå om et bolværk herimod. Denne udvikling har ikke være Socialdemokratiets projekt, og det har ikke været arbejderinteresser, der har stået bag. Men faktum er, at Socialdemokratiet i nogle tilfælde har medvirket til udviklingen, og under alle omstændigheder ikke har kunnet stoppe den. Man har talt om, at man har sejret ad helvede til. Man har glemt, at kapitalismen skal styres for at yde sit bedste.

En urimelig del af vreden over udviklingen rettes mod Socialdemokratiet, som mange havde ventet ville stå om et bolværk herimod

Årsagen mener jeg skal findes i de nyliberalistiske tankers udbredelse. I takt med at de statskundskabsstuderende er begyndt at dominere partiet, er tanker fra deres økonomiundervisning blevet udbredt. Siden 1980’erne er der på disse uddannelser blevet undervist i, at den socialdemokratiske velfærdsmodel har en forvridende (skadelig) effekt på samfundsøkonomien. For at få gode karakterer skulle de studerende gentage disse synspunkter til eksamen. Hermed blev de en del af deres faglige identitet. Da de senere fik den politiske magt, handlede de ud fra det bedste de havde lært, og talte om nedskæringer af velfærden som den nødvendige politik. Som det eneste rigtige.

Første skridt for at reetablere Socialdemokratiets styrke

Denne retorik og denne politik har skade Socialdemokratiets omdømme. Hvis der kun findes en rigtig økonomisk politik, så kan den vel føres af hvem som helst? Så behøver vi ikke en Socialdemokratisk regering til at føre den. Socialdemokratiet holdt op med at være relevant.

Set i lyset af ovenstående finder jeg det positivt, at Socialdemokratiet i dag lægger afstand til fortidens retorik om nødvendighedens politik

Set i lyset af ovenstående finder jeg det positivt, at Socialdemokratiet i dag lægger afstand til fortidens retorik om nødvendighedens politik, og åbent siger at kapitalismen er syg og skal styres tilbage på rette kurs. Jeg tror det er et nødvendigt første skridt for at reetablere Socialdemokratiets styrke.

Imidlertid. Jeg kan tage fejl. Måske overvurderer jeg de økonomiske ideers betydning, og måske overser jeg andre væsentlige forhold i min analyse af Socialdemokratiets svækkelse. Hvis nogle af Pios læsere har en anden opfattelse, skal de endelig blande sig i debatten.