Uligheden spidser til i Danmark

De borgerlige kan ånde lettet op: Danmark bevæger sig ikke skridt for skridt mod et socialistisk diktatur, som Lars Seier frygter. Tværtimod er uligheden steget betragteligt de sidste 10 år.
Taberne i den økonomiske krise er de fattigste danskere, der ikke er tilbage i smørhullet efter, at aktiemarkedet igen er i plus.

En ny undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd hamrer en tyk pæl igennem den borgerlige påstand om, at de rigeste i stadig større grad flås økonomisk til fordel for de svageste. På 10 år har de rigeste 10 procent af danskerne øget deres disponible indkomst med mere end 112.000 kr. Alt imens er de fattigste 10 procent blot blevet endnu fattigere, og rådede i 2011 over en disponibel indkomst på cirka 90.000 kr. Således sidder de rigeste danskere i gennemsnittet på en årlig indkomst efter skat på 540.000 kr., - et beløb der får argumentet om, at skattefar snupper det hele til at virke en smule tamt.

Meget interessant er det også at kunne konkludere, at hvor kriseårene gik ud over realudviklingen i indkomsten hos både de rigeste-, de gennemsnitlige- og de fattigste borgere. Mens såvel de rigeste som de gennemsnitlige borgere i 2011 igen var landet på et højere niveau end før krisen, havde de nederste 10 procent af befolkningen derimod en lavere indkomst. Dette bekræfter endnu engang, at taberne i den økonomiske krise er de fattigste danskere, der ikke er tilbage i smørhullet efter, at aktiemarkedet igen er i plus.

Lighed bliver ganske vidst aldrig et socialdemokratisk mål i sig selv, men ikke desto mindre er det en afgørende forudsætning for et samfund af frie individer med maksimale muligheder og selvbestemmelse over eget liv og skæbne. Den stigende ulighed risikerer at sætte denne frihed overs styr.

Derudover viser undersøgelsen – ikke overraskende – at der er stor forskel på indkomstniveauet mellem de store byer og de såkaldte udkantsområder samt flere Vestegnskommuner. Der er således ganske langt fra Langeland til Gentofte, hvor de disponible indkomster for kommunernes borgere ligger på henholdsvis 201.500- og 413.800 kr. Her er der naturligvis også variationer i prisen på leveomkostninger, men ikke desto mindre er det en markant forskel, der vidner om, at det ikke kan affejes som socialistisk tågesnak at hævde, at det postnummer man er født i, stadig har stor betydning for dine muligheder i dagens Danmark.

Alt i alt konkluderer undersøgelsen, at gini-koefficienten, der måler ulighed, er steget mellem 2002-2011, fra 24 i 2002 til 26,8 i 2011. Det er en betydelig udvikling, som kun vil stige yderligere, hvis de borgerlige får held til at danne regering efter næste valg. Udviklingen er usund for vores land, fordi den skaber et mere opsplittet samfund, hvor mennesker begrænses i deres mulighed på baggrund af geografi og pengepung.

Centrum-venstre bør bruge disse tal til at udstille det borgerlige hykleri: Når de borgerlige hævder, at vi fører hetz mod de rigeste, må vi stå fast på, at det ikke handler om forfølgelse, men retfærdighed. Vi skal sende et klart signal om, at vi om 10 år ikke ønsker en lignende statistik, hvor de rigeste endnu engang er blevet mere end 100.000 kr. rigere, og de fattigste er blevet fattigere. Lighed bliver ganske vidst aldrig et socialdemokratisk mål i sig selv, men ikke desto mindre er det en afgørende forudsætning for et samfund af frie individer med maksimale muligheder og selvbestemmelse over eget liv og skæbne. Den stigende ulighed risikerer at sætte denne frihed overs styr. Regeringen bør derfor sikre, at den uheldige udvikling ikke fortsætter de kommende år.

 

Anne Paulin (f. 1988) er socialdemokratisk folketingskandidat i Skivekredsen og BS.s. i International Business and Politis fra CBS.


Flere artikler om emnet

Annonce