I år 2000 var Danmark et af verdens mest lige lande. Det er vi ikke længere. Faktisk stiger uligheden enestående hastigt i Danmark, når man måler, hvor meget topindkomsterne (efter skat) disponerer over i forhold til den øvrige befolkning.

Årsagerne til den stigende ulighed er flere, men den vigtigste er politik. Der er givet betydende skattelettelser til de rigeste. Men hvorfor egentlig? Danskerne har aldrig ønsket disse skattelettelser, så hvorfor har vi fået dem?

Venstres nye strategiske kurs
For at finde svaret skal vi tage (temmelig præcist) 20 år tilbage i tiden. Venstre tabte overraskende Folketingvalget i 1998. Det viste sig, at vælgerne foretrak Socialdemokratiet frem for Venstre. Vælgerne sagde nej til Venstres skattelettelser, fordi vælgerne forbandt skattelettelser med nedskæringer i velfærden.

De lovede skattestop, hvilket vælgerne forbandt med uændret velfærd. Det gav pote.

Som konsekvens af nederlaget lagde Venstre en ny kurs. De lovede skattestop, hvilket vælgerne forbandt med uændret velfærd. Det gav pote. Ved Folketingsvalget i 2001 fik højrefløjen flertal (for første gang siden 1926), og Venstre blev det største parti.

Magtskiftet i dansk politik skyldtes ikke, at vælgerne havde ændret holdninger, men at Venstre havde. Det lykkedes Venstre at få flertallet af danskerne til at stemme til højre, selvom flertallet af danskerne ikke ønskede skattelettelser.

Danskerne har aldrig været fans af skattelettelser
Lad os tage tidsmaskinen tilbage til 2001 og se, hvad et repræsentativt udsnit af danskerne, udspurgt på selve valgdagen, mente om skatter og velfærd.

- Kun 44,7 procent af alle vælgere (58 procent af Venstres vælgere) ville fortrække skattelettelser frem for bedre offentlige service, hvis der skulle blive råd til en af delene.

- Kun 39,4 procent ønskede at skære i den offentlige sektor (61,7 procent af Venstres vælgere).

- Kun 26,3 procent var uenige i, at der ikke var råd til skattelettelser (28,6 procent af Venstres vælgere).

- Omvendt mente 58 procent af alle vælgere (43 procent af Venstres vælgere), at ”De sociale reformer, som er gennemført i vores land, bør opretholdes i mindst samme omfang som nu.”

(Kilde:Opinionsmålingerne stammer fra Valgundersøgelsen 2001)

Jeg må lige indskyde en forklarende bemærkning til yngre læsere. Sociale reformer er her synonymt med velfærd. I dag bruger politikerne ordet reform, når de vil lave nedskæringer og besparelser. Det er derfor ikke underligt, at mange i dag misforstår betydningen af ”sociale reformer”. Tør jeg skrive, at politikerne har gjort det danske sprog en bjørnetjeneste med deres omskrivning af ordet reform?

Venstre har set ulighed som et problem
Tilbage til vores historie: Vælgerne gav Venstre regeringsmagten i 2001, men Venstre førte ikke den politik, de havde stillet vælgerne i udsigt. I Venstres optik er der naturligvis ikke tale om løftebrud, men at de holdt mere end de lovede. Det må man sige. I 2003 indledtes en hastig stigning i uligheden foranlediget af markante skattelettelser til topindkomsterne og forringelser af den offentlige service.

Så meget mere indkomst får de 20 procent rigeste i forhold til de 20 procent fattigste i Danmark (efter skat)

Kilde: lavet på baggrund af Danmarks statistik. 
Anmærkning: Y-aksen starter ved 3 for at tydeliggøre, at den voldsomme stigning sætter ind i 2003. Bemærk at den faldende indkomstulighed under Finanskrisen var et midlertidigt fænomen, og at uligheden er støt stigende igen. 

Problemet er, at Venstre overser, at lige muligheder og lige indkomster er forbundne med hinanden.

I Venstre synes man ikke, at ulighed er et problem. I Venstre siger man, at lige muligheder er vigtigere end lige indkomster. Det er der bare ikke nogen, der er uenige i. Problemet er, at Venstre overser, at lige muligheder og lige indkomster er forbundne med hinanden. Den stigende ulighed er en konsekvens af, at vores muligheder for at få succes, uanset vores sociale baggrund, er mindsket som følge skattelettelser og nedskæringer.

Uligheden vil ramme de kommende generationer hårdt!
Faldet i indkomstmobiliteten går ud over de yngre generationer. Derfor er det paradoksalt at den generation, der er født i årene omkring 1970 (dem der bliver 50 i de kommende år), er den generation i Danmark, der altid har stemt mest højreorienteret (også da de var unge i 2001). Paradoksalt fordi det især er dem, der er blevet ramt af den faldende indkomstmobilitet i Danmark.

Og jeg gad vide, hvad indkomstmobiliteten bliver for den nye generation, der skal ud på arbejdsmarkedet de kommende år?

Hvis dine forældres indkomst var blandt de 20 procent højeste, da du var ung, så er sandsynligheden for at du selv lå i samme indkomstgruppe som 38-40-årig steget med knap 10 procent, når man sammenligner årgang 1961-1963 med årgang 1972-1974. Det er jo meget fint for dem, der havde rige forældre, men omvendt var chancen for at nå den rigeste indkomstgruppe, hvis ens forældre hørte til blandt de fattigste, faldet med knap 20 procent. Med andre ord er indkomstmobiliteten faldet betydeligt efter 2001.

Jeg gad vide, hvad vælgerne ville have stemt i 2001, hvis de havde vist, at det ville gå sådan?

Og jeg gad vide, hvad indkomstmobiliteten bliver for den nye generation, der skal ud på arbejdsmarkedet de kommende år? Uligheden er støt stigende, og derfor frygter jeg, at indkomstmobiliteten vil falde tilsvarende.

Balder Asmussen er gymnasielærer og historiker med speciale i dansk økonomisk politik i efterkrigstiden. Læs flere analyser af Balder på bloggen Magt og Penge.
‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.
Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.